« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Vilhelm Rasmussen: Barnets sjælelige Udvikling i de første fire Aar. (G. B. N. F.).
Det er ethvert ungt Forældrepars kæreste Interesse at iagttage de smaa Børns Fremskridt mod Bevidsthed og notere sig alle deres vekslende Udtryk for vaagnende Sjæleliv, men dels er disse Iagttagelser gerne tilfældige og spredte, dels lever de kun en luftig Døgntilværelse for at forjages af ny Indtryk.
Hvis nu en kyndig Psykolog og erfaren Pædagog kunde faa Lejlighed til at indsamle mange Iagttagelser fra forskellige Hjem, vilde han derved eje et Materiale, som kunde underkastes en rationel Behandling og fremstilles som en Børnepædagogik, der kunde blive til Gavn for en ny Række unge Forældrepar og ikke mindst for de smaa selv.
Saadanne Bearbejdelser af indsamlet Materiale findes i stor Mængde i Verdensliteraturen, medens vor Fattigdom paa den Art Bøger røber vor kendte Dovenskab, naar det gælder metodisk Arbejde, og vort Hang til at lade staa til.
Det er derfor Anm. en Glæde at henlede Opmærksomheden paa ovennævnte Bog, der netop er et Forsøg paa at afhjælpe et Savn i vor pædagogiske Literatur.
Her foreligger en kyndig Pædagogs Anvisning til at følge Børnenes Udvikling, idet han med stor Udholdenhed og med et bestemt Maal for Øje, har iagttaget sine egne Smaapiger, har vejet og ordnet sine Erfaringer og samlet sit Stof i en morsom og velskreven Bog.
Nu er jo ikke alle Forfatterens Slutninger lige overbevisende, og muligvis tillægger han Smaatræk for stor Betydning for at kunne godtgøre sine Paastande; thi det kan ikke nægtes, at Bogen bygger paa en ensidig Tilslutning til Udviklingslæren, og at dens Tendens er ret godt udtrykt i en Sætning paa sidste Side: „Barnet er ikke født med Sjæl, som man tidligere mente, en Sætning, der er ligesaa dristig som Slutning, som hvis den fremtræder som Paastand.
Men selv om man ikke er enig med Forfatteren i Grundsynet, vil man dog have Udbytte af at fordybe sig i hans Værk, som desuden indeholder smukt formede og oplysende Indledninger fra Psykologiens og Fysiologiens vidtstrakte Rige. Disse Fremstillinger, smukt oplyste med gode Billeder, kan maaske undskylde, at Forfatteren har givet sin Materialesamling en saa fordringsfuld Titel, at man næsten maa vente at faa en Haandbog ihænde, som vil kunne klare Vanskelighederne ved Børnebehandlingen i sjælelig Henseende, i alt Fald de første fire Aar.
Naar Anm. saaledes mener at burde understrege Bogens stærkt subjektive Karakter, kan han dernæst anbefale den til Forældre, Børnevenner og Skolens store Stab som et dygtigt og læseværdigt Skrift.