Brev fra Fru Nørlund.
Fru Redaktrice!
De sender mig „København” og spørger, om jeg vil svare. Paa hvad? Paa de arrige Bjæf, som en ungdommelig Nevø udstøder mod sin rare Tante. Nej! Mine Nevøer véd, at jeg altid er den mest overbærende Tante over for deres uskadelige Kaadheder. Bjæffene viser jo dog kun, at jeg har ramt rigtigt.
For Resten minder min nye Hr. Nevøs Stil mig en hel Del om et umyndigt Væsens Udgydelser, der for et Par Aar siden beklagede sig til mig over Kvindekønnets uretfærdige Bedømmelse af hans Evner. Hans Lærerinde gav ham nemlig stadig slet saa vel i Stil som i Opførsel. Vedkommende af Kvindekønnet forfulgte Uskyldighed var dog ikke min Nevø, saa jeg tager maaské Fejl.
Det er imidlertid med ubetinget Fornøjelse, at jeg hører et gnavent Hanvæsen rase i „København”s Mandagsnumer, og De vil virkelig glæde mig, hvis De vil sende mig senere Numre af Bladet, om min Nevø igen skulde tage paa Veje.
Men svare paa den Art Udgydelser, det maa De ikke forlange. Slige Hanvæsner er for uappetitlige at „gnave”. Tanteriset maatte mindst i Brug, om jeg skulde røre ved den Art navnløse Nevøer.
Skulde derimod ”København” atter forsøge at være saglig (med Fejltagelser) i sine Angreb mod „Kvindesagsdamerne”, staar jeg til Tjeneste med Svar.
