« Tilbage til søgeresultaterne
En Kvinde i Overværgeraadet?
Indgivet Andragende.
Den 15. Marts indleverede D. K.s Fællesstyrelse nedenstaaende Andragende til Kultusministeren, der udtalte, at han saa velvilligt paa det i Andragendet udtalte Ønske.
Til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.
I Tilslutning til et i 1912 af Dansk Kvindesamfund til Justitsministeriet indgivet Andragende, hvori man bad om, at det ene Medlem af Overværgeraadet maatte være en Kvinde, tillader Dansk Kvindesamfund sig herved ærbødigst at ansøge det høje Ministerium om, at den nu ved Dødsfald ledig blevne Plads i Overværgeraadet maa blive givet til en Kvinde.
Det forekommer os i høj Grad ønskeligt, at Overværgeraadet, som jo er en Appelinstans for de Fædre og Mødre, der føler sig forurettede af de stedlige Værgeraad, i sin Sammensætning bliver et Udtryk saavel for kvindelig som for mandlig Tænkemaade, hvorfor vi ogsaa er af den Tro, at en Kvindes Optagelse i Værgeraadet vil blive hilst med Glæde af mange og styrke Tilliden rundt om i Landet til Overværgeraadets Afgørelser.