« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Anna Nording: Clairvoyance. Seer-Gaven og dens videnskabelige Forklaring. - Foredrag. - »Budbringeren«s Forlag. - (Det Schønbergske Forlag.)
Der var en Tid, hvor visse uforklarlige »aandelige« Fænomener som »Clairvoyance« (Klarsyn), »Clairaudience« (aandelig Lydhørhed), Telepati o. s. v., til Trods for den Opsigt, Interesse og Omtale, disse Fænomener vakte, ikke naaede for Alvor at interessere »Videnskaben« i større Maal udover den Jagt paa deres Dyrkere, for om muligt at afsløre disse som Bedragere, som fra Tid til anden foranstaltedes, og i mange Tilfælde ogsaa tildels lykkedes, fordi virkelig en stor Mængde af dem ogsaa var Bedragere, der slog Mønt af deres Medmenneskers Godmodighed. Og disse Opdagelser og Afsløringer gjorde alle nøgterne Naturer og videnskabeligt anlagte Folk mistænksomme og vantro overfor Fænomener, som de manglede tilstrækkelige videnskabelige Grundbegreber til at forstaa og forklare. Videnskaben er med Rette langsom til at antage nye Teorier, enhver Ting maa prøves, længe og grundigt«, siger Forf., og dette er jo ogsaa dens fornemste Grundregel. Der kom en Tid, hvor visse af disse Fænomener - Hypnotismen og Tankelæsning, f. Ex. - ved uomtvistelige Kendsgerninger tvang de »lærde« til at beskæftige sig dermed, for om muligt at søge at raade de Gaader, der viste sig for dem gennem disse hidtil uforklarede aandelige Virksomheder, og i 70-erne og 80erne i forrige Aarhundrede drog Hypnosen sin Sejrsgang ved alle Evropas Universiteter og Lægeskoler, og toges i Tjeneste baade i diagnostiske og kurative Øjemed. Det var navnlig den berømte franske Sindssygelæge Charcot (og hans Elever), der beskæftigede sig dermed og paa »la salpetriére« i Paris samlede studerende fra alle Verdens Kanter om sine interessante og geniale Forsøg og Forelæsninger.
De Resultater, disse Undersøgelser bragte, maatte nødvendigvis ogsaa paa andre Felter stille i Udsigt Mulighed for Forstaaelse af Fænomener, man hidtil havde været ude af Stand til at fatte, og derfor haft nogen Uvilje mod at beskæftige sig med; og lidt efter lidt er andre Fænomener tagne op af de »lærde« hist og her til Undersøgelse og Drøftelse, uden at man dog kan sige, at der foreligger noget tilstrækkelig videnskabeligt begrundet Grundlag til deres Forstaaelse. Kun skimtvis ser man endnu Vejen. Om den engang vil komme til at ligge saa belyst, som Forf. siger i sine Slutningsbemærkninger, er dog vistnok mere end tvivlsomt, navnlig naar Hensyn tages til den Rolle, hun synes at tillægge dem for den historiske Forsknings Vedkommende. Naar hun siger: »Seeren kan gaa tilbage, se andres og sine egne inkarnationer, identificere sig med sine tidligere Personligheder«, er hun sikkert saa langt ude over Grænsen mellem Viden og Tro, at ingen ædruelig Videnskabsmand vil følge hende.
Forf. synes ikke at have nogen selvstændig Viden eller Erfaring paa disse Omraader, men nøjes i sit Foredrag med at holde sig refererende til, hvad der foreligger fra anden Haand, og dette gør, at det er temmelig umuligt at danne sig nogen stærk Overbevisning om Virkeligheden af det af hende fremstillede. Det er for en stor Del de almindelig kendte Historier og Exempler paa Klarsyn, Fremsyn o. s. v., hun fremsætter, og hun gør som Regel intet Forsøg paa nogen Forklaring af disse; ikke heller giver hun nogen Nøgle til Løsningen af de ialtfald tilsyneladende Gaader, som disse Fænomener stiller. Det forbavser i det hele Anmeld. noget, at man ikke fra de Hold, hvor »Troen« paa disse ejendommelige »aandelige« Fænomener synes saa stærk, har grebet efter det reelle Grundlag for en Forklaring, som Opdagelsen af den traadløse Telegraf rummer.
De fleste af de Forklaringer, som Forf. Refererer, hviler paa Hypoteser, som Fremtiden næppe vil godkende, Hvad hun siger om de »helbredende Medier«, er i saa høj Grad Lægmandspassiar, at det unddrager sig Discussion udfra videnskabelige Grundsætninger. Selv om der kan ligge noget virkeligt til Grund i enkelte Tilfælde, er Forklaringerne grebne ud af Luften.
Idet Forf. taler om Genkendelse af Aandeskikkelser under en Seance, siger hun: »Genkendelse finder jo ikke altid Sted. Det kan bero paa forskellige Ting, f. Ex., at Hukommelsen svigter; dog hænder det ofte, at man efter Seancen kommer i Tanker om, at det alligevel passer«. Denne Udtalelse, tyder paa utilstrækkelig Kendskab til Sjælelæren. Forf. vilde ellers vide, at dette er et kendt psykologisk Fænomen, at en Forestilling, en Tildragelse viser sig ukendt for én ved første Paavirkning, men derefter igennem Erindringsbilleder af dette første Indtryk synes én saa bekendt, at man endog tror at erindre sig den fra før det første Indtryk. - Men det vil føre altfor vidt at skulle imødegaa Forf. Punkt for Punkt. Dertil er iøvrigt Foredraget (eller Piécen) altfor kortfattet og ufuldkommen, og for saa vidt altfor værgeløst overfor mere indgaaende Angreb. Som et lille Kig ind i en Verden, der ikke til daglig beskæftiger Almenheden, kan den have sin Berettigelse og Betydning, men udover en Mundsmag giver den ikke - og ikke altid en velsmagende.
F.
Annie Besant. Af Henny Diderichsen. (Trydes Forlag.)
Det er en usædvanlig smukt udstyret og velskrevet Bog, som det er Anm. en Glæde at henlede Opmærksomheden paa. Thi det er højst lærerigt at stifte Bekendtskab med stærke og mærkelige Personligheder, som kan blive et Maal for vor Stræben og en Maalestok for vor egen Gerning. Derfor vil det interessere K. og S.s Læsere at fordybe sig i denne lille Bog om en Kvinde, hvem ukuelig Kærlighed til Sandheden og Medfølelse med den lidende Menneskeslægt gennem en Række Udviklingstrin førte til det, hun kalder den højeste Erkendelse.
Selv om hendes let vakte Begejstring for enhver Bevægelse, som syntes hende at bygge paa en ophøjet Ide, maatte føre hende for vidt, maa vi dog beundre den Energi, hvormed hun tilegnede sig sit Standpunkts Indhold og stadig tilførte det ny Vækst.
Den foreliggende Bog opruller for os Billeder af Mrs. Besants Liv, som skildrer os et Menneske i stadig Udvikling lige fra den lykkelige Barndom i den fornemme, gamle Park, hvor hun med Liv og Lyst deltog i Drengenes vilde Leg eller gemte sig oppe i et af Havens ærværdige Træer med Miltons: »Paradis«, som vakte hendes første Sværmeri for Kristusskikkelsen og Martyriet. Vi træffer hende senere som Husmoder i et ægte, højkirkeligt Præstehjem, i et sørgeligt, disharmonisk Ægteskab; her vaagner Tvivlen om Dogmernes Sandhed, og efter et saare dramatisk Sammenstød med selve Rettroenhedens Høvding, ofrer hun social Position og Hjem, Søn og den betryggede Fremtid for sin Overbevisning. Henvist til at tjene Brødet til sig selv og Datteren, som hun foreløbig fik Lov at beholde, tog hun modigt fat paa en Skribentvirksomhed, som opstod af hendes grundige Studier over religiøse Problemer, og Skridt for Skridt førtes hun ud i Ateismen. Det blev hendes Lykke, da hun i 1874 mødte den ideale Fritænker i den bekendte, radikale Politiker Bradlaugh, thi ved ham førtes hun fra de taagede, theologiske Spekulationer ind i det virkelige Livs Opgaver, og hun udviklede sig nu til Journalist og Agitator i stor Stil. Bogen bringer livlige og malende Skildringer af Folkemøder, hvori hun optraadte som Taler uden at lade sig anfægte af grove Trusler eller endog af personlig Overlast. Hendes Mod var sandelig beundringsværdigt, og enhver Sag, som hun, Englands mest veltalende Kvinde, støttede, maatte faa Fremgang. Det blev derfor en betydningsfuld Begivenhed, da hun opgav Forbindelsen med det radikale Parti og offentlig gik over til Socialismen. Uden at vakle paa sin Vej mod den personlige Sandhed ofrede hun sit kære Samarbejde med Vennen Bradlaugh og slap atter Grundlaget for en materielt betrygget Eksistens.
Hendes Ungdoms Hang til Mystik levede stadig i hende og fik ny Næring, da hun af Madame Blavatsky førtes fra Ateismen ind i Teosofien. Vi ved alle, hvorledes hun ogsaa der hurtigt spillede en vigtig Rolle og, nu er Lederen af det mægtige, interessante Broderskab, som hun styrer fra Hovedkvarteret i Indien.
Men i sin Kamptid fik hun Stunder til at forøge sine Kundskaber ved forbausende Flid; hun tog sine Grader ved Højskolen i London, studerede Historie, Sociologi og Nationaløkonomi, naar hendes Virksomhed krævede saadan Fagviden, og hendes Receptionsevne har holdt sig frisk til den høje Alder, saaledes at hun tilegner sig indiske Sprog og Filosofi med ungdommelig Energi endnu i Dag. I London startede hun kvindelige Fagforeninger og ledede disses Striker, kæmpede for Normalarbejdsdag, for Skolebørns Bespisning, for de fattige Syerskers Kaar og meget andet; i en Række Aar sad hun i Londons Skolekommission.
Vi kender, hver i sin Kreds, Kvinder, som ejer en enkelt af Mrs. Besants fremragende Egenskaber i høj Grad, men denne lykkelige Forening af moralsk Energi, betagende Veltalenhed og solide Kundskaber, er ualmindelig. Maaske vil Kvinder erkende, at Mangel paa positive Kundskaber i Samfundsviden er en væsentlig Grund til, at forholdsvis faa Kvinder har opnaaet international Betydning og Anerkendelse. Gid da denne Erkendelse maatte blive en Spore og Opmuntring til de unge Kvinder af vort Slægtled til at tage Arbejdet op der, hvor det skorter, og navnlig tilegne sig positive Kundskaber paa de Omraader indenfor Samfundslivet, hvor utvivlsomt de europæiske Lande efter Krigen i langt højere Grad end nu vil, paakræve Kvindens Arbejde. Saadanne Betragtninger opstaar hos den, som læser denne smukke Bog, som faar forøget Interesse ved en Række gode Billeder af Annie Besant i forskellige Aldre. Disse Billeder fortæller hele hendes mærkelige Historie.
Anti-Teosof.
