« Tilbage til søgeresultaterne
Sejren
April! evig unge og uberegnelige April! Sædemaaned for det Korn, som skal fylde Bondens Lade, Høstmaaned, for alle de spiredygtige Forslag, som i Knipper af Paragraffer skal fylde Lovtidendes Spalter! Omskifteligt er Dit Sind, svangert med Overraskelser baade til den ene og den anden Side. Ingen anden Maaned i vort parlamentariske Liv har en Historie som Du, saa broget og fuld af Effekt.
Ultimater og Manifester, Statskup og Provisorier, Strejker og Forlig, alle har de kaaret Dig til deres Tumleplads.
Naar Du nærmer Dig, da begynder det at gære i Sindene som i Mulden omkring os, vi drømmer om Handlinger og Resultater, selv om Drømmen synes aldrig saa vanvittig og umulig. Vi har vænnet os til at tiltro Dig alt.
Men i Aar har Du dog overbudt Dig selv, overlistet vor Vintersøvn lige for Næsen af de agtværdige. Vogtere: Borgfred og Treuga Dei, sendt Dit Hanegal, midt ind i de sovendes Lejr, og tvunget dem søvndrukne og ubevæbnede til at overgive sig pas Naade og Unaade.
Solen er paa Himlen, Grundlovssolen, den vi næsten havde fortvivlet om nogensinde at faa at se. Overmodig og sejrstryg sender den sit Smil ud over det Land, hvor Krigsskyggen endnu ruger. Og alle overgiver vi os, Kvinderne med, alle resignerer vi overfor det, vi ikke fik, og fryder os over det meget, vi fik. Thi vi Mennesker er af Naturen Lysets Børn og kan ikke vedblive at trives i Surhed og Mørke.
Ganske vist, Dansk Kvindesamfund havde flyttet sine Støtter længere ud, end vi fik Lov at raade Danmarks nye Grundlov kom vi ikke til at sætte vore Navne under; men hvem ved, om ikke netop det, at vi vovede Kravet om det i Mændenes Øjne umulige, fik dem til uden Betingelser at indrømme os det mulige: Valgret og Valgbarhed paa lige Fod med Mænd?
Men Valgretten er unægtelig kommen over os, som Samson over Filistrene; maatte den nu ikke finde os altfor uforberedte!
Som ægte Filistre stod vi jo paa det sidste Fællesmøde og indrettede vort Bo, smaaligt og armt, som var vi ikke selv Herrer i Huset, uden Udsigt og Fremsyn. Hvert dristigt Ord om Vejen og Maalet hinsides Valgretten blev tysset ned, som var det en Livsbetingelse for os at være saa vaabenløse som mulig, naar den Tid kom, hvor Valgretten skulde udnyttes. Og nu staar vi her midt i Sejrsglæden., med en halv fuldendt Bygning og Stumperne af et Program. Man fristes sandelig til at ønske, at Krigen maa skaffe os den Udsættelse, vi behøver for at bøde paa alt det, vi har forsømt.
- - -
Samtidig med, at Sejren rykker os ind paa Livet, begynder Offentligheden at sysselsætte sig med det Spørgsmaal, hvorledes Kvinderne saa pludselig er blevne fundet værdige til fuld Ligeberettigelse med Mændene. Hvis er Fortjenesten, - Kvindernes eller Mændenes? -
»Politiken« har overladt Besvarelsen af dette Spørgsmaal til sin »Dame-Tidende«s ledende Pen, den alsidige Fru Emma Gad. Fru Gads »Ugens Dameportræt« for 4. April lærer os, at Kvindebevægelsen i Danmark er opstaaet samtidig med »Landsforbundet for Kvinders Valgret«, og at det skyldes denne Forenings omtrent 8-taarige Agitationsarbejde rundt i Landet, at der omsider er slaaet en Bresche i »de træge Landbokvinder« s »tykke Mur af Uvidenhed«.
Den, som af personlig Erfaring kender den utrættelige Energi, det seje Taalmod, den urokkelige Standhaftighed, som Kvindesagens Forkæmpere ude i Landet har lagt for Dagen, lige fra dengang de første Enkeltmedlemmer med Pauline Worm i Spidsen sluttede sig til Dansk Kvindesamfund i Halvfjerdsernes Begyndelse, og lige fra dengang, de første Kvindeforeninger i Jylland og paa Fyen i Pinsen 1893 sammen med Moderkredsen i København dannede Dansk Kvindesamfunds Landsorganisation; den som ved, hvor uforholdsmæssig ringe et Antal, Kvindesagskvinderne i København udgør, sammenlignet med Antallet udenfor København; den som, ved, at det ikke fortrinsvis er Københavnerinderne med K., men Kvinder, som har deres Rod i Landet, der er de fremmeste i Kvindesags-Arbejdet i Hovedstaden, vil med et Smil læse; »Dame-Tidende«s Skildring af Kvindesagen og dens Forkæmpere. Thi hun vil vide, at Kvindesagen hverken er fra Tiden omkring Aar 1900 eller fra 1907, men at den er fra den Tid, hvor Mathilde Fibiger i Ensomhed forblødte af de Saar et uforstaaende og pjanket Københavnerpublikum havde slaaet hende, Clara Rafaels Forfatter; at den er fra den Tid, hvor en lille Skare uformuende Kvinder gav deres fattige Skærv og deres knapt tilmaalte Fritid for at aabne de lukkede Døre, gennem hvilke Burgeoisiets Døtre nu tankeløse og ligeglade vrimler ind, fra den Tid, hvor Dansk Kvindesamfunds Ledere begyndte deres taalmodige og undertiden ret ydmygende Vandring til Lovgivernes og Myndighedernes Døre for at skaffe Kvinder Indflydelse paa de Love, de selv skulde leve under.
Al Respekt for Kvindevalgretsforeningerne og deres Arbejde for at udbrede Interessen for Kvinders politiske Ligestilling med Mænd til endnu videre Kredse, end Dansk Kvindesamfund havde overkommet, men Vejen til Valgretten begynder ikke der, hvor Kravet offentlig rejses, men der, hvor Grunden lægges, som skal underbygge dette Krav. Der Grund blev lagt herhjemme allerede i Halvfjerdserne, Kvindebevægelsens Oplysningstid; den blev bygget videre i Firserne, da Kravet om kommunal Valgret samlede 20,000 Underskrifter Landet over paa en Adresse til Regering og Rigsdag; den højnedes og fæstnedes under Kampen for Hustruens Myndighed og Selvstændighed, og først da Kvinderne ved det 20. Aar hundredes Begyndelse havde trængt Sig frem, snart sagt paa alle Erhvervslivets Omraader, da fløj Valgretsflaget tilvejrs hele Landet over, da var der Jordbund i Tiden for de Kvinder, som vilde drage ud og agitere for Kvinders Valgret.
»Vi har set, hvad der er ofret af Intelligens og Kræfter for at naa saa langt,« slutter Fru Emma Gad sin Artikel, og vi gør disse Ord ganske til vore, men vi retter i disse Dage ikke vor Tak til det Slægtled af Kvinder, som nu høster Lønnen for deres forholdsvis kortvarige Anstrængelser, - Sejren maa være dem Tak nok, - mon vi retter vor Tak til det Slægtled af Kvinder, som for mer end en Menneskealder siden løftede Kvindesagen op af Tidens Strøm, og gennem en Menneskealder ofrede den deres Ungdom og deres Livskraft, frivillig og for intet. Ære være disse Kvinder paa Sejrens Dag!
