« Tilbage til søgeresultaterne
Et Længslernes Suk
Et Længslernes Suk over Verden
gaar ud,
et Suk, der i Afmagten stønner,
fra saarede Hjerter det kommer med
Bud,
fra Mødres, fra Hustruers Bønner.
Ja, fra hver en Kvinde i Syd og i
Nord,
der føler for lidendes Smerte,
de Tusinders Suk bæres ud over
Jord
for Fredens brat udslukte Kerte.
For ringe i Tiden var agtet vort
Raad
af Skabningens Herre selvkaaret,
der blev af hans Villies blodige Daad
en Lidelsens Kalk os beskaaret.
Thi mindst ej vi lider i Ulykkens
Tid,
hvor havesygt Mændene strides,
hvor Liv kun som Avner af Vinden
strøs hid,
hvor Hjemmene hærges og slides.
Naar Tusinder mejes som Kornet i
Høst
og sluges af graadige Bølge,
se, da gaar der Graad gennem Kvindernes Røst
for Sorgernes mægtige Følge.
Derfor skal det siges just i denne
Stund,
da Krigen med Mordvaaben drøner,
mens Hjemmene vakler paa gyngende Grund,
og Verden af Rædslerne stønner:
Vort Maal det er ikke Nationer i
Krig
om Ære, om Magt eller Lande.
Hvor Mændenes Vej er Ruiner og
Lig,
vi tænder den rygende Tande.
Paa blodstænkte Valplads vi Kærlighed
strø,
der Selvrettens Spor vi udsletter,
- og Kærlighed den er det spirende
Frø,
der Fred over Verden forjætter,
