« Tilbage til søgeresultaterne
FORAARSUDSTILLINGEN PAA CHARLOTTENBORG
DEN store Kongerevy paa Kongens Nytorv har allerede i nogen Tid øvet sin Tiltrækning paa Publikum, og vi kan kun glæde os ved, at Antallet af de Soldater, vi Kvinder møder med, vokser for hvert Aar.
De har vel endnu ikke frembragt noget særligt nyt eller sat et særligt „kvindeligt" Præg paa Udstillingen, men da de paa den anden Side heller ikke viser oprørske Tilbøjeligheder, har Censuren ikke næret Betænkeligheder ved at antage saa mange; de mest krigslystne og dristige har vel nok søgt ud i Ildlinien og har dækket sig bag den brogede Indianerhytte i Grønningen.
Men dog er der her paa Charlottenborg en lille kvindelig Djævel, der har moret sig med at stikke sin Bukkefod ud igennem Uniformen. At være vittig har Kvinden ellers saa vanskeligt ved, saa man maa nok have Lov at more sig over dette harmløse Udslag af ægte københavnsk Humør i Margrethe Levys „Foraar", der nærmest virker som en Revyvise mellem den megen Alvor.
Der er virkelig en synlig Fremgang at spore mellem vore Tropper, som denne Gang tæller en Fjerdedel af de malende Kunstnere.
Af større Arbejder er der 3, som fanger ens Interesse, ikke saa meget ved det enkeltes Værd som ved Sammenstillingen, der giver os Stof til Eftertanke.
Ellen Hofmann Bangs Billede med det historiske Motiv: „Chr. d. IV og hans Datter Anna Cathrine ved Rantzaus Lig", som findes afbildet paa Bladets første Side, er flot og drevent gjort med djærve og kraftige Penselstrøg og Figurene godt opstillede. Fru Bang arbejder med Ivrighed paa Lysvirkningerne; forrige Gang var det Fakler i Mørket - denne Gang en lille Lygte i Sommernatten, der giver Lyset; derfor forbavses man uvilkaarligt over, hvor det i hele Billedet saa fremtrædende lilla Farveskær egentlig stammer fra; det er et laant Skær, der vel kan tage sig ud, men ikke virker helt troværdigt.
Det næste Arbejde af Fru Slott-Møller er, omend ikke historisk, saa dog en illustration til Fortidens Begivenheder, en Folkevise sat i Billeder. Naar man har fulgt Fru Agnes Slott-Møller gennem mange Aar, kan man ikke et Øjeblik være i Tvivl om, at hendes Kærlighed til Folkevisens Typer har været ægte og rørende trofast, man føler, at der i hendes eget Sind har rejst sig ligesom en Protest mod det virkelige Livs Uskønhed og Smaalighed, mod Nutidns forvirrede og sammensatte Mennesketyper, saa at hun har følt Trang til at dykke sig ned i Fortiden og fremdrage Menneskene med de kraftige og enkle Linier. Men ved at betragte hendes Produktioner fra de sidste Aar er man jo snart klar over, at hun har forset sig paa sit Ideal, har som en svag Moder forkælet sit Barn, i grænseløs Forgudelse hævet det op over alt menneskeligt og tilsidst i sødlig Tilbedelse ganske forvansket dets oprindelige Værdi. - Til Sammenligning kan blot nævnes hendes tidligere smukke Billede af den elverskudte Hr. Oluf, der fra sin Glug i Muren ser med et døende Blik ud over det nyfødte Morgenlandskab efter hin skæbnesvangre Nat i Lunden; eller hendes Billeder med historiske Motiver: Erik af Pommeren foran Dronning Margrethe, hvis kraftige og karakteristiske Træk endnu staar levende - eller hendes tænksomme og djærve „Niels Ebbesen til Hest" imod den urosvangre Himmel. Det sidste turde betragtes som hendes bedste.
I Modsætning til disse to staar det 3die Arbejde Marie Ahlmanns „Torvescene" saa inderlig troværdigt og ægte. Hvad Kunstnerinden har villet haft frem, har hun ikke undset sig ved, hun har ikke villet pynte paa Byens ørkenagtige Udseende under en Graavejrsstemning - det kunde godt være, at det havde fikset op paa Billedet, om det grønne Fiskerkoneskørt var traadt stærkere frem, men hendes Ærlighed forbyder det, der er flere Farver benyttet i Billedet, end man straks ser, men alle underordnet det ene: Pointet i Billedet, Graavejr og Hverdagens Graa.
Ved Sammenligning af disse tre Billeder lærer man at iagttage, at for at gaa Kunstens Veje, er Ærlighed nødvendig. - Ingen skal faa os Tilskuere til at tro, at Lysreflekserne var anderledes paa Chr. d. IVdes Tid, fordi de havde skønnere og mere brogede Klæder paa, eller at Sollyset har forandret sig. De fleste kvindelige Navne er kendt fra tidligere Udstillinger, og det er fornøjeligt at iagttage, hvor de arbejder sig ud af deres Pupper. Der er for Eks. Carla Colsmann med flere udmærkede Billeder fra Herregaarden Sparresholm, og med et rigtig dygtigt malet Portræt af en ung Pige, kun er det lidt misvisende og ikke klædeligt for Stillingen, at lade hende sidde paa en Stol. Agnes Jensen er endnu temmelig søgende, hendes Russerinde lider af saa iøjnefaldende Løsheder i Maling og Tegning, at det skræmmer det ellers .saa ejendommelig fremmedartede, der er over hele Figuren, men derimod er hendes „ung Pige med Hund" meget sikrere anslaaet og derfor ogsaa mere tiltalende.
I sine Blomsterbilleder er Olga Jensen endnu temmelig urolig, men hun gaar paa med frej-digt Mod, det viser hun særlig i „Portrætstudiet", hvor de mange og stærke Farver stemmer godt
sammen, om de end er lidt for ærlige, og Moderens Hovedstilling er ganske fin og køn. I Chri-
stine Swanes Opstilling er stadig en Del uskønt, men nu ser det dog ud til, at hun engang vil faa Herredømme over sine Farver.
Kamma Thorn har et smukt og harmonisk „nature morte", det lader til at falde hende lettere end Dyrestudiet, ti hendes „Jerseykalve" er endnu ikke kommet over det træede Stadium fra sidste Aar. I „Tyrefægtning" er Bevægelsen saa overdreven, og Vægten dog nærmest lagt paa Tegningen i Billedet, at man undlader helt at stille sig i Forhold til det. Som Dyremaler har Ellen Wilkens ogsaa forsøgt sig, men er heller ikke kommen saa heldigt derfra, især er Farven saa tung og tæt.
Som Dyremalerinde har vi jo egentlig kun haft den dygtige Helvig Kinch, der i Aar rent har for-
ladt dette Felt, men istedet glædet os med en Samling dejlige, kraftigt malte Billeder fra Borgen „Lindos"; men i hendes Sted har Helga Ancher taget fat paa Dyrestudiet - og præsenterer straks en dejlig „hvilende Løve", dens varme brungule Pels og dens beherskende, men ildfulde Blik, staar smukt i Modsætning til den kolde, graa Sten.
Portrætmaleriet ligger øjensynligt bedst for Kvinder, selv med ret forskellig Malermaade. Her kan nævnes flere dygtige, men først og fremmest Margrethe Svenn Poulsen med sit dygtige Billede af Direktør Johannes Nielsen, set med ret maskuline Øjne og med en frisk, interessant Uro over Farven, hvorved hun har opnaaet et meget levende Udtryk. Som Modsætning hertil staar Lilli Lundsteens Dameportræt netop med sin kvindelige Ynde saavel i det fine Ansigtsudtryk, som i de klædeligt stemte Farver; ogsaa hendes Drengebillede „Erling" er fornøjeligt og godt. Anna Lundquists Portræt af Arkitekt Lundquist, er tiltalende ved sin beherskende Farve og nøgterne Malemaade, der dog sikkert har karakteriseret Modellen. Endvidere er der at nævne Frøken A. Munchs Selvportræt af hendes to smaa, henrivende Gouache- og Temporabilleder af „2 Søstre" og „en Malerinde". Disse to sidste Arbejder er af et eller andet heldigt Lune ophængte paa en ellers saa dæmpet og udsøgt Væg sammen med Gudrun Tschernings gule „Tulipaner" mellem sære Broncer, og Sofie Petersens friske og paatrængende lille Alpeviol, der kækt hævder sin lidt næsvise Farve ved Siden af Fru Bertha Dorphs højfornemme Afstemthed bag Glasset. Emily Monrads Studiehoved er meget lovende, og røber, at hun arbejder paa sin egen. Maner; dette gælder ikke om Siegfriede Bille, der er stærkt paavirket af det franske, og forøvrigt gør et flot Indtryk med sin „Dame med den hvide Hat". Foruden Vilhelmine Bangs „Dreng", der er saa levende malet med de livlige Reflekser i Huden, bør endnu omtales E. C. Stribolt, der var heldigere ifjor, og Julie Madsen, med et noget vagt, men meget godt Portræt. Ingeborg Rohde og Harriet Fischer-Jørgensen har gode Menneskestudier. Tilbage er nu Landskabs- og Blomstermalerinderne, hvoraf vi har mange flinke. Af første Kategori maa nævnes den ansete Islænderinde, Kristine Jonsdotter, der møder med 3 ganske gode Billeder fra Island, hvoraf særlig maa fremhæves „Lagarfljot". Dernæst Benedicte Brummer, der sidste Foraar havde Blomster; nu viser hun sig som en flink Landskabsmaler med „Graner i Dyrehaven" og endnu et Par gode Billeder med smuk Gengivelse af Lyset imellem Træerne. Lovise Bonfils med en veltruffen „Graavejrsstemning" fra Skagen, Marie Graae, som endnu er noget urolig, men lover godt, Ch. Frimodt’s lidt tunge Akvarel: „Embedsbolig i Sorø", medens den dygtige Marie Henriques Akvareller fra Sverige virker let og livligt, og viser, at hun bedre har forstaaet at udnytte denne Tekniks Fordele. Gerda Strøm har to gode Landskaber, Pouline Thomsen ligesaa, om end Forgrundene virker noget tungt; Elisabeth. Schiøtt, der er ganske uforandret, møder med et Efteraarsbillede. Vore bedste Landskabsmalerinder er dog Marie Thymann med: „Vej til Plantøren", og Marie Landholt med: „Tidlig Morgen ved Nymindegab", et ganske dejligt Billede med en ejendommelig Tone.
Af Blomstermalerinder er der flere meget gode, men ingen særlig fremtrædende, undtagen L. Kabel-Rosenørn, som har malet „Zinnier i en Kobberspand".
Inden vi slutter, maa vi ikke glemme vor dygtige Interiørmalerinde E. Wandel, der har 3 fine og stemningsfulde Billeder, og Emma Meyer, hvis. Korridor fra en Herregaard staar med en køn og let Luft.
