« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
D. 10. April forelagde Indenrigsministeren for en indbudt Kreds, bestaaende af Medlemmerne af Landstingets Grundlovsudvalg og Medlemmerne af de 2 Udvalg angaaende Grundloven og Valgloven, der nedsattes af Folketinget i Samlingen 1913-14, et Udkast til en ny Valglov paa Grundlag af den i forrige Nummer meddelte Overenskomst i Grundlovssagen.
Udkastet ser i sine Hovedtræk saaledes ud:
Folketinget.
Valgretsalderen til Folketinget fastsættes ifølge § l til 25 Aar for „enhver Mand og Kvinde", men i den midlertidige § 112 er givet Bestemmelser om Valgretsalderens gradvise Nedgang til 25
Aar i Løbet af 4 ordinære Valgperioder.
Folketingets Medlemsantal ansættes til 140, hvoraf 24 vælges ved Forholdstalsvalg med Listeopstilling i 18 Kredse, 15 i København og 3 paa Frederiksberg.
De Kandidater, som ikke opnaar Valg, betragtes som Stedfortrædere, hvis nogen af den tilsvarende Liste udgaar før Valgperiodens Udløb.
For at kunne deltage i et Valg som et nyt Parti maa mindst 10,000 Vælgere indgive Meddelelse til Indenrigsministeren om, at de agter at optræde som et saadant, og det maa ske senest 14 Dage før Valget.
Udenfor København nedsættes de nuværende Kredses Antal fra 98 til 94. I disse Kredse foregaar Valget ved simpelt Flertalsvalg.
Kandidaternes Navne opføres paa Stemmesedlen i Bogstavorden og med vedføjet Angivelse af, hvilket Parti de hver især tilhører eller ønsker at støtte.
En Kandidat kan melde sig samtidig til Valg i flere Kredse, men kun indenfor samme Amt. Hvis han vælges i flere Kredse, kan han selv bestemme, hvilken Kreds han vil repræsentere. Der finder da Omvalg Sted i de andre Kredse Ugedagen efter Valget
Tillægsmandaterne (22) fordeles paa følgende Maade: De afgivne Stemmer i Jylland og paa Øerne tælles sammen og deles, henholdsvis med 63 og 53 (Tallene for de Mandater, som tilkommer hvert Omraade), deraf fremgaar Valgtallet, med dette deles Partiernes Stemmeantal, hvorved det viser sig, hvor mange Mandater hvert Parti forholdsvis har Krav paa, hvorefter de til Raadighed værende Fordelingsmandater for hvert af de to Omraader fordeles forholdsvis indenfor disse Omraader, idet man finder Antallet af urepræsenterede Stemmer i hvert Amt ved at multiplicere Valgtallet med af de Partiet tilfaldne Mandater og trækker det udkomne Tal fra Partiets Stemmetal i Amtet. Mandaterne fordeles til Amterne efter den største Brøks Methode.
Et Parti, som ingen Kandidat har faaet valgt i de enkelte Kredse, har intet Krav paa Tillægsmandater, heller ikke det Parti, som har faaet det Antal Mandater, det forholdsvis har Krav paa indenfor det paagældende Omraade. Tillægsmandaterne gives til de Kandidater, som har det største Stemmeantal efter de valgte.
Folketinget opløses ordinært hvert fjerde Aar.
Landstinget.
Til Landstinget er Valgretsalderen 35 Aar med Overgangsbestemmelser, saa ingen, der allerede har opnaaet Valgret under den nugældende Valglov, mister sin Valgret.
Landstingsmændenes Antal bliver 72, de 10 vælges i København og paa Frederiksberg, de 44 i det øvrige Land, hertil kommer 18 Landstingsmænd, som vælges af det afgaaende Landsting, dog saaledes, at de 12 nuværende kongevalgte paa Livstid optager et tilsvarende Antal Pladser af de 18.
Valget til Landstinget foregaar ved Valgmænd, som vælges i Kredse, svarende til Folketings-kredsene og efter Listesystemet, l Valgmand for hver 1000 Indbyggere i Kredsen.
8 Dage senere vælger Valgmændene Landstingsmændene efter Reglerne for Forholdstalsvalg.
Valgbar til begge Ting er enhver valgberettiget Mand eller Kvinde.
Af Landstinget afgaar hvert fjerde Aar den ene Halvdel.
Der nedsættes et Fællesudvalg af Medlemmer af begge Ting til at føre Arbejdet for Grundloven og Valgloven videre paa Grundlag af den trufne Overenskomst.
Grundloven. Efter at et privat Udvalg af alle Partier en Tid har arbejdet med Grundlov og Valglov og stadig holdt deres respektive Partier underrettede om Sagernes Forløb, har Resultatet af deres Samarbejde været forelagt Rigsdagen, og man kan allerede betragte det som fastslaaet, at den nye Grundlov paa nogle enkelte Ændringer nær, vil faa et Udseende, som i forrige Nummer af Kv. og Samf. i store Træk fremstillet. Ændringerne gaar ud paa, at Bestemmelsen om, at 1/3 af Folketingets Medlemmer kan forlange Tinget opløst og nye Valg udskrevne i Tilfælde af, at Love om nye Skatter eller Expropriation er vedtagne af mindre end 2/3 af Medlemmernes Stemmer, kun skal gælde for Love om Expropriation, og at Bestemmelsen om, at Folkeafstemning i visse Tilfælde kan fastsættes ved Lov, skal bortfalde.
Par. 32, som grundlovfæster Forholdstalsvalgmaadens Anvendelse ved Folketingsvalg, faar følgende Ordlyd:
„Antallet af Folketingets Medlemmer fastsættes ved Valgloven, men maa ikke overstige 140.
Til Sikring af en ligelig Repræsentation af de forskellige Anskuelser blandt Vælgerne bestemmer Valgloven Valgmaaden og de nærmere Regler for Valgrettens Udøvelse, herunder hvorvidt Forholdstalsvalgmaaden skal føres igennem i eller uden Forbindelse med Enkeltmandskredse.
Ved Kredsinddelingen skal der foruden til Indbyggerantallet tages Hensyn til Vælgertal og Befolkningstæthed."
Valgloven. - Antallet af Folketingets Medlemmer er straks ansat til de i Grundloven fastsatte Maksimum: 140. Heraf vælges 24 i København ved Forholdstalsvalg efter Listemetoden i Forbindelse med „de forbundne Listers Metode", hvorved to eller flere Partier kan erklære sig i Forbund, saaledes at mulig overskydende Stemmer fra det ene Parti kan komme det dermed forbundne Parti tilgode og mulig skaffe det endnu et Mandat.
93 vælges i Enkeltmandskredse udenfor København - Suppleringsmandaternes Antal bliver 23, de fordeles saaledes, at Jylland faar 11, Øerne 9 af de 20. De tre tiloversblevne Mandater bliver Landssuppleringsmandater, d. v. s. Partiernes Stemmer hele Landet over, ogsaa i Hovedstaden, tæller med ved Fordelingsberegningen. Af disse Mandater tilfalder de 2 Jylland, det ene Øerne.
Grundloven vedtaget.
Efter at være vedtaget i Landstinget Torsdag d. 22. April, vendte Grundlovsforslaget den 23. tilbage til Folketinget og vedtoges dér med alle Stemmer mod én, Højremanden Wulffs. - Fra Tilhørerlogen udbragte Fru Jutta Bojsen-Møller et „Leve den nye Grundlov", som istemtes af Kvinderne omkring hende.
Sygekasseloven.
Forslaget til Lov om anerkendte Sygekasser er efter at være ændret i Landstinget, atter i Folketinget ved en eneste Behandling blevet ført tilbage til den Skikkelse, det fik ved tidligere Vedtagelse i dette Ting. Hjælpen til Barselkvinder er atter indskrænket til en rund Sum af mindst 5 Kr., og er ikke blevet knyttet til Sengelejets Varighed. Forslaget gaar nu i Fællesudvalg.