« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Kvindekongres i Haag
Dansk Repræsentation.
D. K. er paa Kvindekongressen i Haag repræsenteret af G. Lemche og Th. Daugaard, - sidstnævnte er rejst d. 19. April for - som Medlem af den forberedende Komite - at deltage i Planlæggelsen af det endelige Program.
De øvrige Delegerede for Danmark bliver antagelig Henriette Crone, (Kv. Typografforbund), Clara Tybjerg, (D. K.s Nationalraad), Louise Nørlund, (Bureau for internationalt Samvirke), Camilla Nielsen og Andrea Brockmann, (Socialdemokratisk Kvindeforening), - Thyra Manicus-Hansen (Keramisk Malerforening).
Som private Medlemmer deltager antagelig A. Stampe Feddersen, Kredslæge Lemche, Dr. Eli Møller, Dr. Helsted o. fl. a.
„Le Temps".
Ligaen for Kvindernes Ret samlede igaar for første Gang siden Krigens Begyndelse sine Medlemmer i Videnskabernes Selskabs Lokale. Fru Jules Siegfried, Formand for Kvindernes Nationalraad, og Hr. Anspach, Municipalraad i Bryssel, havde taget Plads paa Tribunen sammen med Mødets Præsident, Fru Marie Bonneviale, Fru Maria Vérone og Hr. Georges Lhermitte, Medlemmer af Ligaens Komité.
Efter at Fru Jules Siegfried og Hr. Anspach veltalende havde skildret de fra deres Hjemland ud-
Jagne, til alle Sider flygtede Belgieres Stilling, oplæste Fru Marie Bonneviale en Opfordring, henvendt til alle Nationers Kvinder fra de hollandske Kvinder, som mener, at Øjeblikket er kommet til at holde en stor international Fredskongres i Haag.
Det er værdt at lægge Mærke til, at der i den sidste Tid i Frankrig er ved at udvikle sig en hemmelig og endnu forsigtig Propaganda til Gunst for Freden. Men Fredsapostlene er altid kun Kvinder. I Ædelmodighedens, Godhedens og Barmhjertighedens Navn udtaler de Ønsker for Krigens Ophør. Høflighed - i Mangel af anden Følelse - tvinger Folk til at høre paa dem, og det slette Korstog fortsættes. Der er Apostle, som gennemstrejfer Provinsen og udsaar i Mødres og Ægtefællers Sind Modløshedstanker under Form af humanistiske Idéer.
Det Initiativ, som er, taget af de hollandske Kvinder, er af samme Slags. Ligaen for Kvindernes Ret skulde svare paa deres Indbydelse. Den har svaret med et Afslag, og enstemmig paa én Stemme nær. Men selve Udtrykkene i Svaret fra disse franske Kvinder, hvoraf mange er i Besiddelse af meget fremskredne Opfattelser, fortjener at citeres. De er formulerede af Fru Marie Vérone. Den ansete Advokat taler rent ud og uden Omsvøb:
„Man beder os - siger hun - om at mødes i Haag med Kvinder af alle Nationer og dér fremsætte vore Fredsbetingelser, men med den Reservation, at det skal være os forment at give den mindste Hentydning til de afgørende Aarsager til den nuværende Krig. Sandelig, siger jeg, dette er at drive Gæk med os, uden Tvivl uden at ville det. Hvorledes! En Del af vort Fædreland er endnu besat af Fjenden, ligesom den allerstørste Del af Belgien, og det skulde være nødvendigt, at vi fremlægger for Kvinderne fra alle Nationer - følgelig ogsaa for de tyske Kvinder - vore Fredsbetingelser! Hvad tager man os for? Er Sagen ikke fuldstændig klar?
Vore udmærkede Brevskrivere fra Haag ønsker, at der proklameres en Vaabenhvile, under hvilken de krigsførende Magter skulde træde i Forhandling med hverandre. Det er en ædelmodig Tanke. Uheldigvis synes Dagen efter Vaabenstilstanden mig mindre lovende: Vore Fjender vilde ikke ligge paa den lade Side, medens vi „forhandlede"; de vilde kunne rekonstituere eller forstærke deres Hær, de vilde skaffe sig nye Forsyninger. Og derefter - naar det var sket - vilde de sige: „Nej, vi kan ikke forhandle med Jer". Og de vil anden Gang falde over os. Næh Tak!
Vi blev forraadte før Krigen. Vi vil ikke ogsaa lade dette ske under Krigen. Ja, jeg siger det højt og tydeligt, jeg, Socialisten, Fredsvennen og Feministen, vi er blevne forraadte af de tyske Socialister og af de tyske Fredsvenner. Det kan være nok med én Gang. Hvis man sætter Pris paa, at Kvinderne øver nogen Indflydelse paa de styrende for at Standse Krigen, nuvel, saa lad de tyske Kvinder begynde. Det er endog deres første Pligt, og vi har Lov til at være forbavsede over, at de ikke allerede har opfyldt den.
Ja, vi siger det, vi franske Kvinder og Kvindesagskvinder, som lider under Krigen lige saa meget, som alle andre, vi, som har vore Fædre, vore Mænd, vore Brødre ved Arméen, vi, som bærer Sorg for vore kæreste, og vi, som skælver for at komme til at gøre det imorgen, ja, vi siger det højt og tydeligt: Man opnaar ikke nogen Opfordring til Fred fra os, saalænge Fjenderne er paa fransk eller belgisk Jordbund. Man skal ikke faa os til en saadan Fejghed eller et saadant Forræderi."
Hele Forsamlingen applauderede Fru Marie Vérone og besluttede at svare paa de hollandske Kvinders Indbydelse med et Afslag, der motiveres ved de af Fru Maria Vérone fremsatte Ræsonnementer.
„Die Frauenfrage".
I disse Dage er der til vort Forbund blevet sendt en af 4 enkelte Kvinder undertegnet Opfordring til at deltage i en international Kvindekongres i Holland, der skulde forhandle om Følgerne af Krigen for Kvinderne og om „forskellige Spørgsmaal vedrørende den fremtidige Fredsslutning". Vi vil holde det for overflødigt, paa vor Side at spilde Ord paa et Foretagende, som i den Grad savner Synet paa de nuværende Forhold, og hvis tyske Repræsentanter har handlet uden Bemyndigelse fra nogen som helst Organisation af den tyske Kvindebevægelse, rent og skært som Privatpersoner. At det for enhver sand Kvindeorganisation i Tyskland er fuldstændig udelukket at tage Del i denne Kongres, forstaas af sig selv. De Kvinder i de andre krigsførende Lande, der i første Linje er ansvarlige for Kvindebevægelsen, har udtalt sig paa samme Maade. Desværre har imidlertid Dagspressen i nogle Notitser og Artikler overvurderet Betydningen af denne Kongres, i den fejlagtige Forudsætning, at Opfordringen dertil var fremgaaet af „den organiserede Kvindebevægelse". Styrelsen har derfor, for at fjerne denne beklagelige Misforstaaelse set sig nødsaget til at udsende følgende Erklæring:
I Pressen er der paa flere Steder blevet taget Notits af en Opfordring til en international Kvindekongres i Holland, som er blevet udbredt i Tyskland af fire tyske Kvinder som Privatpersoner.
Kongressen skulde forhandle om: „Følgerne af Krigen for Kvinderne" og om „forskellige Spørgs-maal ved Fredsslutningen". I saadanne Notitser er der lejlighedsvis blevet sagt, at Opfordringen til denne Kongres stammede fra den organiserede Kvindebevægelse. For at forhindre Misforstaaelser, erklærer de tyske Kvindeforeningers Forbund, som Sammenslutning af Organisationerne for den tyske Kvindebevægelse, at det staar fuldstændig fjernt fra Planen for denne Kongres. Vi vilde beklage det paa det dybeste, naar ved Optræden af enkelte Personer, som intet som helst Hverv har fra Kvindeforeningerne, den Anskuelse blev frembragt, at nogen som helst Forening i den organiserede Kvindebevægelse, nu ansaa det for nødvendigt at foranstalte internationale Forhandlinger angaaende Krigens Virkninger. Vi er fuldstændig gennemtrængt af den Overbevisning, at Krigen ikke varigt kan ødelægge de talrige Forbindelser, som forener alle Kulturfolk med hinanden, og de tyske Kvinder vil senere gerne arbejde med paa igen at knytte disse Forbindelser paa en Maade, som svarer til deres nationale Selvagtelse. Men i Øjeblikket ligger for alle de krigsførende Nationers Kvinder Forpligtigelser og Interesser saa udelukkende indenfor deres eget Fædrelands Rammer, at internationale Forhandlinger angaaende de for Kongressen udvalgte Spørgsmaal, forekommer os ligesaa overflødige som uigennemførlige.
Styrelsen for de tyske Kvindeforeningers Forbund.
Dr. Gertrud Baümer,
Formand.
„Zeitschrift für Frauenstimmrecht".
I dette Aars Martsnummer bragte vi Beretningen om de foreløbige Forhandlinger angaaende en international Kongres, der skal finde Sted i Holland. Det fremgaar af Beretningen, at Forhandlingerne har været rolige, saglige og upersonlige, gennemtrængt af høje, ædle Følelser, og ved Siden af Kærligheden til Fædrelandet, dog opfyldt af Længsel, ogsaa fra Kvindernes Side, efter at lægge en Bro til Forsoning. Dette er noget, vi maa anerkende, dog maa ved Siden deraf endnu fremføres alvorlige Spørgsmaal.
I første Linje vil det komme an paa, hvilke Personligheder, der overtager denne Opgave, thi at den er vanskelig, vil sikkerlig være klart for alle. Takt og atter Takt er den første Forudsætning fremdeles den stærkeste Ansvarsfølelse, som gør sig alle Konsekvenserne og hele Rækkevidden fuldstændig klar. Og endelig maa der ikke mangle Forstaaelse af de midlertidige Konstellationer, der som bekendt næsten daglig opviser et andet Billede. Denne Kongres kan, naar de Delegerede fra de forskellige Lande bestandig er sig deres store Ansvar bevidst, blive et Vidnesbyrd om høje Idealer, d. v. s. Idealer til Udvikling af Menneskeheden. - Nogle Sætninger af en interessant Artikel af Prof. Simmel (Berliner Tagebl. af 7. Marts d. A.) vilde jeg gerne her fremføre. Han skriver paa en aandfuld Maade om „Die Idee Europa". Han underkaster Tyskheden lige saa vel som
Internationalismens Idé en Kritik. „Die Idee Europa" - Evropatanken - har i Følge Simmel gjort Fiasko, thi „Lemmerne paa Legemet, hvis Sjæl hin Idé var, er saadan revet fra hinanden, at dette Legeme i, Gud véd hvor lang Tid, ikke mere kaa give Rum for denne Sjæl." Trods al Kritik tror dog Prof. Simmel, at Evropalængselen alligevel stammer fra den tyske Sjæls dybeste Rødder. Den gamle Internationalisme synes at være gaaet i Stykker, men i en ny Form vil den efter al Sandsynlighed igen træde frem, naar denne Verdensbrand bærer de Frugter, som de bedste i Nationen haaber. Prof. Simmel skriver:
„Er denne Krig en Paroxysme en af disse Feberparoxysmer, som mangen Gang epidemisk gen-nemryster Folkene, som i Middelalderen Flagellantismen, og af hvilken de en Dag vil vaagne op, sønderslaaede og uden at kunne begribe, hvorledes dette Vanvid overhovedet var muligt - eller
er det en uhyre Omgravning og Ompløjning af den evropæiske Jordbund, for at den skal afgive en Høst af Udviklinger og Værdier, hvis Art vi i Dag ikke aner. Ethvert af vore Øjeblikke er betynget af et saa uhyre Ansvar, som ingen Fredstid har kendt nogen Sinde. I Fredstid har vi vore Maal og vore Opgaver i tydelig Nærhed foran os, og kun for disse tror de fleste af os at være ansvarlige - men nu ser vi ingen faste Omrids, for hvis Udfyldning vi maa forberede os, men hvad der af Opgaver ligger foran os, strækker sig ind i det uigennemtrængelige og derfor for os grænseløse."
I disse Ord ligger det ufattelige ved Verdensbranden, Umuligheden af at kunne skelne dens Følger, endvidere hver enkelts større Ansvarsfølelse, hvis han stiller sig den Opgave allerede nu at arbejde for noget, som synes at ligge i det dunkle. Jeg siger „synes" - thi efter min Mening maa enhver, der vil virke med til Udviklingen, og efter sine Evner ogsaa formaar det, stille sig ganske bestemte Maal og have ganske bestemte Grundsætninger derfor, ud fra hvilke han kan virkeliggøre sine Formaal og sine Opgaver. Naturligvis stadig forudsættende den store Ansvarsfølelse. Disse Maal og disse Grundsætninger, som de forhaabentlig paa saglig og klar Maade vil blive udtalt paa Kongressen, vil kun da finde almindelig Anerkendelse, naar de fremhæver den Enhedsfølelse, som bestandig igen vil binde Folkene til hinanden: ethvert Folks Ret til at skaffe sig en Plads i Verden; og naar paa den anden Side alt det, der for Øjeblikket adskiller og staar i Forgrunden, ikke bliver omtalt. - I Sandhed en svær Opgave, men den kan løses, naar al Skarphed bliver undgaaet og alle kommer med god Vilje. Det er sikkerlig en god Tanke, at denne internationale Sammenkomst ikke bliver baaret af Organisationer, men af Personer. Alene den korte Tid til Forberedelse vilde forhindre, at Organisationerne blev spurgt om deres Samtykke. Men dette udelukker ikke, at Organisationer-
ne bliver repræsenterede. I ethvert Fald vilde det være Tilfældet, naar endnu mere af det var bekendt, som i de offentlige Forsamlinger vil komme paa Tale, hvilke Beslutninger der eventuelt vil blive fattede. De Aviser, der bringer Notitser angaaende den internationale Sammenkomst, ledsager dem med meget ejendommelige, næsten ophidsende Bemærkninger, f. Eks., man kunde ikke tænke sig, at tyske Kvinder kunde komme sammen med franske eller engelske Damer o. s. v. At disse Indsendere ikke kan tænke sig det, vil vi gerne tro. Høje, store, ædle Følelser hører til for at kunne det. De førende og ansvarhavende Kvinder alle Nationer har ikke ladet Forbindelsen mellem hinanden indbyrdes høre op. De stillede sig alle straks efter Udbruddet af Krigen i deres eget Fædrelands Tjeneste, men der var et Baand imellem dem, den høje Menneskeidées Baand, som gjorde det muligt, at der ikke blev en Splittelse. Alles Holdning, uden Undtagelse, vidnede kun om Ansvarsfølelse og Værdighed. Trods al Kærlighed og Hengivenhed for deres eget Fædreland trængte aldrig et bittert Anklagens Ord sig frem. Visselig, de, som har stillet sig den Kæmpeopgave at forsone Folkeslagene efter Krigen, de kan ikke bæres af Had. Dette Had var og er ikke til Stede hos de Kvinder, som har det store Forsoningsmaal for Øje. Sammenkomsten i Holland kan give et skønt Bevis paa høj Kultur, naar samtidig med Kærligheden til deres eget Fædreland dette Forsoningsmaal for Folkenes fremtidige Udvikling bliver holdt fast for Øje.
Minna Cauer.
