« Tilbage til søgeresultaterne
Partipolitiske Drømmerier
Jeg drømte, at. jeg stedtes for Indenrigsministerens Aasyn. Han modtog mig med en let Panderynkning.
»Andragendernes Tid maa nu være forbi,« sagde Juan, ».Kvinderne har ved Ministeriet Zahles Hjælp naaet deres længe eftertragtede Maal - lad dem nu gøre Brug af deres Stemmeseddel.«
»Jeg er ikke Overbringer af noget Andragende,« svarede jeg krænket »Jeg er kommen for at meddele Ministeren, at vi har dannet et Kvindeparti.«
Han for op fra Stolen. »Umulig! Til at danne et nyt Parti kræves 10,000 Vælgere. Dansk Kvindesamfund tæller ikke mere end 8-9000 Medlemmer, og jeg har Landsforbundets Ord for, at dets Medlemmer vil slutte sig til de allerede bestaaende Partier.«
»Landsforbundet og Dansk Kvindesamfund var efterhaanden blevne saa indfiltrede i hinanden, at det gik dem som Molboerne: de kunde ikke hitte ud af, hvis Ben, der var hvis. Saa tog et Flertal indenfor Landsforbundet Sagen overtvært og erklærede sig for Dansk Kvindesamfund alene.«
»Og Dansk Kvindesamfund tæller nu?« spurgte han aandeløs.
»Mellem 11 og 12,000 Medlemmer,« svarede jeg.
Han sank tilbage i Stolen, men kun et Øjeblik.
»Vi. maa forlange at se Beviser.« sagde han bestemt.
Jeg fremtog flere Folioark, sammenholdte af en Pergamentsnor, og rakte ham dem. »Her staar Navnene paa alle Partiets Medlemmer; Bosted og Stilling findes ogsaa angivet.«
,Han tog med synlig Modvilje Papirerne i sin Haand og lod sine Øjne løbe hen over de trykte Spalter; saa lagde han med et Suk Arkene paa Bordet foran sig. »Dette kommer os unægtelig overraskende.«
»Os ikke mindre,« svarede jeg oprigtig. »Men det er jo den højtærede Minister vi kan takke for, at Fødselen forløb saa let. Deres Valglov bragte Barnet til Verden, den aabnede os jo ingen anden Udvej til at faa Kvinder ind paa Rigsdagen.«
»Partierne skulde nok fundet Udveje,« indvendte han.
»Ja, til at faa de næstbedste Kvinder ind,« faldt jeg ham i Talen. »Men vi nøjes ikke med mindre end de bedste.«
»Vil det være paatrængende at spørge om det nye Partis Program?« spurgte han ironisk.
»Ingenlunde,« svarede jeg beredvillig. »Det er ligesaa tydeligt, som det er kort: Kvinder paa lige Fod med Mænd i alle Forhold, politisk, socialt og økonomisk. Ingen Privilegier for nogen af Parterne, ingen Undtagelseslove...«
Han vinkede utaalmodig med Haanden. »Det kan jeg altsammen udenad - men Partiets politiske Standpunkt?«
»Vore Medlemmer er i politisk Henseende frit stillede.«
Han smilede til mig, som man smiler til et Barn.
»De bilder Dem ind, der er Kvinder, som vil sætte Kvindesagen over alt andet.«
Jeg nikkede. Han lagde sit Ansigt i officielle Folder.
»Partierne maa Selvfølgelig dannes paa politisk Basis,« sagde han. »Det er Lovens Forudsætning.«
»Skal det sige, at Ministeren ikke vil anerkende det nye Parti?« spurgte jeg overvældet.
»Jeg kan foreløbig ikke udtale mig herom -« han rejste sig med en afsluttende Haandbevægelse. »De kan komme igen om 3 Dage.«
- - -
Jeg drømte, at jeg igen stod for Indenrigsministerens Aasyn. Hans Pande var uden Skyer, og han indbød mig venlig til at tage Plads. »Jeg kan tænke mig, det er Suppleringsmandaterne, Kvinderne har deres Garn ude efter,« sagde han. »Men De er rimeligvis ikke klar over, at kun det Parti, som i Forvejen har faaet en Kandidat ind, kan komme i Betragtning ved Fordelingsberegningen.«
»Vi regner ogsaa sikkert paa at faa en Kvinde valgt paa en Særliste i København.«
Han forsøgte et Smil. »En ny Frøken Blom? -«
Men saa fulgte et nyt Udspil.
»De glemmer vist, at Suppleringsmandaterne kun gælder for København;«
Jeg stak straks over.
»Ministeren har jo været saa god herfra at undtage de 3 Landssuppleringsmandater. Til dem sætter vi Kvinder vort Haab.«
Hans Ansigt formørkedes. »Saa maa De ogsaa stille Kvinder op rundt i Landet.«
»Ja selvfølgelig, i hver eneste Valgkreds,« svarede jeg.
»Det bliver altsaa 93 minus Færøerne,« sagde han belærende.
»Nej, 18 kan gøre det - en for hver Amt. Loven tillader jo den samme Kandidat at stille sig i saa mange Kredse, han vil, indenfor en og samme »Amtskreds«, og 18 brugelige Kvinder tænker jeg nok, vi kan præstere.«
Han tørrede med sit Kammerdugs Lommetørklæde Sveden af sin Pande. »Jo, den har Ellinger lavet nydelig,« stønnede han. Saa for han op. »Undskyld mig et Øjeblik, jeg tror, der kom en Herre, som jeg har lovet at tale med. Jeg er her straks igen.« Han forsvandt ind i Sideværelset, hvor der straks efter opstod et livligt Ordskifte. Jeg skelnede fire Stemmer i stadig Stigen.
»Men Lov er dog Lov - og Lov skal holdes!« ivrede Ministeren.
»Det er i hvert Fald mit Partis Valgsprog.«
»Lovens Aand gaar over Lovens Bogstav,« erklærede en Stemme, som jeg troede at genkende. »Jeg skal nok expedere den Dame.«
Jeg hørte en Lyd, som kunde røbe, at der stod en Strid hinsides Døren. Saa fløj denne op, og Ministeren baglænds ind i Værelset, medens Professor Ellingers Skikkelse sejrrig fyldte Døraabningen. Hans Lorgnetblik lyste mig i Møde med Fosforglans.
»Tænkte jeg ikke nok, det var Dem, Plageaand! Kværulant! Har da ikke Højres bagvaskede Mænd givet lige og almindelig Valgret ikke alene til den lille Skare intelligente og i enhver Henseende fortræffelige Kvinder, men ogsaa til det store Antal i politisk Henseende uudviklede, kund-skabsløse og i Samfundsspørgsmaal ikke dybt tænkende Kvinder, der ved aller første Lejlighed sikkert vil smelte som Vox i drevne Agitatorers Hænder.« Han standsede, formodentlig for at trække Vejret, men bag ham skød i det samme Folketingsmand Abrahamsen i Vejret og sagde med Blikket bebrejdende rettet paa mig:
»Har ikke mit Parti for at imødekomme Kvindesagens Forkæmpere resigneret overfor sine Betænkeligheder ved at give Valgretten til umodne Kvinder mellem 25 og 30 Aar, og har jeg ikke selv opfundet den geniale Retræte at afvikle Forholdet gennem 4 Valgperioder, for at Mændene i Mellemtiden kan opdrage Kvinderne bedre end hidtil?«
Atter en Knopskydning - og Landstingsmand Poul Rasmusens Skikkelse dukkede frem under Ellingers Arm. »Kort og godt,« sagde han. »Det er Højre, som har skaffet Kvinderne Valgretten ved at bjerge Grundlovsforslaget i Land, mens det laa som en anden Strandvasker og pjaskede i Vandkanten. Hvad forlanger De mere?«
»Aldeles intet, mine Herrer,« svarede jeg. »Jeg er kun kommen for at meddele Dem, at der er dannet et Kvindeparti.«
»Og uden nogensomhelst politisk Basis,« supplerede Ministeren.
»Det er ulovligt!« tordnede Ellinger, medens det lynede bag Brilleglassene. »For Kvindernes egen Skyld kan vi ikke tillade det,« sukkede Abrahamsen. - »Det var jo netop det, vi spekulerede os bløde paa at forhindre,« jamrede Poul Rasmusen. - »Ja, puh ha!« stønnede Ellinger. »Jeg gør det aldrig om igen. Derfor skal det ogsaa nu være slut med alt Vrøvl om den Ting.« »Vil De vide min Mening om Grundlovsmageriet, mine Herrer?« Jeg stod harmdirrende foran dem og anslog Tonen fra de store Agitationsmøder. »Saa har alle Partier rottet sig sammen som Bønder paa et Hestemarked og solgt Kvinderne en Valgret, som er fuld af skjulte Fejl. Og nu vil De imod Lovens Bogstav ikke anerkende Kvindepartiet, fordi det ikke har noget rigtigt Program. Som om ikke ethvert politisk Program er til at løbe fra, naar det kniber. Socialdemokraterne bevilger Millioner til det Forsvar, hvis Bekæmpelse staar paa deres Program; de liberale bygger Fæstninger og hylder de kongevalgtes Livsvarighed, og Højre knæsætter den forkætrede almindelige Valgret og laver Hokus Pokus med Forholdstalsvalgmaaden...«
»Ud med hende!« tordnede Ellinger. - »Gaa i Dem selv!« bønfaldt Abrahamsen. - »Intet Kvindeparti - dixi!« afsluttede Poul Rasmusen. Indenrigsministeren gav mig de overakte Papirer tilbage. »Vi ser os altsaa ikke i Stand til at anerkende det anmeldte Kvindeparti,« sagde han beklagende, »og Vælgerne vil sikkert senere give os deres Medhold.« - »Grundlovsbrud!« raabte jeg og svingede Papirerne som en Kølle over mit Hoved. »Der skal staa en Kvinde frem paa hvert eneste Vælgermøde og forkynde det for Folket, og var vi ti Tusind før, ti Gange ti Tusind skal vi snart blive!« Jeg styrtede mig mod Døren, men de tre spærrede mig Vejen. Jeg dukkede under
Abrahamsen, sprang over Poul Rasmusen, men tørnede lige badus mod Professor Ellinger og segnede halvt bedøvet til Jorden. »Lad os hellere tage hende Forvaring, til Valget er overstaaet,« talte Prof. Ellingers faderlige Røst over mig, saa svimlede jeg hen - og sov videre.
Søvngænger.
