« Tilbage til søgeresultaterne
Den frie Udstilling
der er en Sær-Udstilling, hvor ikke alle og enhver Kunstner kan faa udstillet, og hvor man hvert Aar møder den samme Skare kendte Navne, har i Aar paa Grund af indre Uoverensstemmelse delt sig i to Grupper, hvoraf den udskilte Del har nedsat sig i Grønningen og kaldes, »de udvandredes Udstilling«. Der er desværre ingen kvindelige Kunstnere at finde paa den saa ungdomsfriske og fremtidsmulige Udstilling, hvor saa mange gode og nye Veje er anslaaede, og hvor hver Fugl synger med sit Næb.
Paa »den frie Udstilling« er de kvindelige Kunstnere repræsenterede af følgende dygtige og anerkendte Navne: S. Holten f. Skovgaard, Johanne Krebs, Elise Konstantin Hansen, Olga Wagner og Edith Willumsen. Hos de fire første møder man egentlig ingen Overraskelser i Aar, men hos Fru Edith Willumsen finder man nogle meget morsomme Arabertyper, udskaarne i Træ, en ung Pigestatuette i Voks, samt to Børneskikkelser, den ene en Patteglut i brændt Ler med de bløde Fødder krummede som en Haand med Fingre og med sine buttede, oprakte Arme og aaben Mund næsten anraabende en om at tage den op, og en dejlig, tykmavet lille Pige, skaaret i Træ, hvis lækre, fede Krop udviser et indgaaende Studie af Hud og Kød.
2den Ophængning paa Charlottenborg.
Dennegang er Malerinderne ogsaa godt repræsenterede, og naar vi samtidig erfarer, at der er tildelt 8 Kunstnerinder Understøttelse, saa kan vi glæde os med dem, og især glæde os over den Vækst, der er i Kvinderne paa Kunstens Omraade.
Af Portrætter maa særlig fremhæves Carla Colsmanns meget dygtigt malte Herreportræt, og Brita Barnekows fyldige og tiltalende Portræt af Fru I. S., der især varmer ved Inderlighed i Udtrykket; - endvidere har Anna Munch et ganske kønt og drømmende Dameportræt, samt Gustava Grimer et indsmigrende, men maaske vel sødladent Portræt af Frk. W., og Tony Müller en lille Dreng. Ellen Wilkens, der har et Portræt af Professor Wilkens, kæmper endnu en Del med de tunge Farver, og synes endnu at søge en bestemt Opgave at fordybe sig i.
En stor Del af de udstillende Kvinder har helliget sig Landskabet, saasom de kendte Navne Elisabeth Wandel, Marie Thymann, Elisabeth Schiøtt, Marie Luplau og Wanda Roose, og nogle andre mer eller mindre bemærkelsesværdige.
Hvad Blomstermaleriet angaar, er det morsomt at se, hvorledes det giver Kunstnerne rigere og nemmere Lejlighed til Farvestudier, og paa dette Omraade er der flere flinke Forsøg. Er Mary Goldschmidts »Blomsterbillede« lidt koldt, Flora Heilmanns »Pelargonier« rigelig skarpe og luftløse, saa er til Gengæld Helga Møllers 3 Billeder mere mulighedsrige og kraftige, især hendes »Pæoner«; Mary Havnings »Azalea« staar flot med sin lyse Farve mod den lyse Baggrund. Bedst er dog Astrid Holms »Blaa Blomst«; der er Fremtid i hendes Methode. Farverne virker stærke og brede, et interessant og dygtigt Billede.
Desuden har Marie Sandholt, Esa Schrøder og Kabell Rosenørn Blomsterbilleder.
Billedhuggerkunst.
Her gør Portrættet sig ogsaa stærkt gældende; det er som om Moderinstinktet hos Kvinden mest holder af at sysselsætte sig med Barnestudiet; og det er ogsaa Gengivelsen af Barnekarakteren, de synes at have bedst Tag i, som i Anna Trops »Else«, Buste i Sandsten med de bløde og bevægelige Træk.
Betty Gravesen har en Barnebuste »Ingrid« i Bronce, Agnete Brandt en Gruppe »Legende Børn«, men ingen af dem udmærker sig ved noget Særpræg, og heller ikke er Augusta Finnes »Drenge, der blæser Sæbebobler« særlig bemærkelsesværdige, og kan slet ikke maale sig med hendes interessante og udmærkede Buste af »Strindbergskuespillerinden«. Ingeborg Plockross Irminger har en god Drenge-Buste, og et dygtigt Arbejde i Gibs af »Overkirurg Kraft«. Men hendes Gravsten over en Moder er dog hendes mest indtagende Arbejde; den fine og nænsomme Behandling af Marmoret stemmer saa smukt sammen med Moderens inderlige og ømme Omfavnelse af Barnet. - Et ligesaa ægte Arbejde er Margaret Monrads Statuette i Bronce af »Sonja og hendes Dukke«, og det Kys, som Dukken faar, er af en misundelsesværdig Inderlighed. Derimod forekommer Relieffet af »Den Blinde sad ved Vejen« lidt tørt og rigelig fladt. Endnu har hun en udmærket Barnebuste af »Jørgen«.
Et indtagende fint og dygtigt Arbejde er »ung Pige« af Anna Hofmann Bang. Thyra Boldsen, der ogsaa har en køn Drengebuste i Marmor, har i Forhallen en ganske interessant Figur, hvis stærkt mandslignende Hoved snarere leder Tanken hen paa en David end paa »Kvinden«, som det dog har været Kunstnerindens Mening at individualisere. Marmoret er friskt og kraftigt behandlet; Klædningen falder smukt, og den lidt grovere Tilhugning af Stenen ved Gengivelsen af Stoffet giver Folderne et blødt Fald.
Anna E. Munch, der har en ret morsom Statuette i Bronce af »Havmand og Havbarn« ligner slet ikke sig selv som Malerinde. Lilli Raben Levetzau har ogsaa en Statuette i Bronce af en ung Dame, hvor hun smukt har gengivet Kjolefoldernes lette Slag for Vinden. Ogsaa hendes »Tyren« er et friskt Arbejde. Flora Jakobsen, Anna Witter, Anna Klingsey, Julie Marstrand og Helen Dohlmann har ogsaa gode Buster. Elna Borch har en fornøjelig Buste af Olaf Poulsen, hvor hans bløde, runde Smil har sejret over Metallets Haardhed, og Nanna Petersen et interessant Mandshoved i Gibs.
Tilbage er Carla Christiansens »Krigens Mare«, og det gøs os ondt at maatte sige, at den ikke umiddelbart virker, som Kunstnerinden vist har tænkt sig det, uhyggeligt eller skræmmende. Det er farligt at komme ind paa Symbolik, naar der ikke hos Kunstneren selv findes et altoverbevisende enkelt og stærkt Enhedsudtryk for de mange sammensatte Følelser, som et saadant stort Emne indeholder, vil hans Fremstilling ikke virke paa Tilskueren.
Denne krybende, gamle Trold, som her er fremstillet, virker ikke med nær saa megen Gru, som blot en eneste Melding om Søkrigens Ofre eller Løbegravenes Rædsler.
Men vi maa alligevel være taknemlige, naar en af vore Kunstnerinder vover sig i Lag med de store Opgaver, da Kvinder jo som oftest er mere forsigtige i deres Optræden, og derfor i Reglen kun gaar frem med smaa Skridt.
»Pan.«