« Tilbage til søgeresultaterne
Prolog
ved „D. K.”s Møde paa Odense Raadhus den 20. Juni 1915.
Skrevet og fremsagt af Sophie Breum,
Dybt ulige er vi!
En lader modstandsløs sig drive
om Døgnets Træl.
En „anden, holder tro sit bedre Jeg i Live
og føler dybt taknemlig sig i Gæld
til hver, som hjælper ham at sætte Skel
imellem det, som bygger op, og det, som ned vil rive
hver Aandens Lov om godt og ondt og sygt og sundt:
Ja, dybt ulige er vi.
Men lige maa vi staa ved Thingvalg som for Loven!
Og det er ikke farlig Voven
At give os i Haand det samme Værge
hvormed hver Mand sin Samfundsplads kan bjerge.
Kulde staar ud mod os alle
fra Arners slukkede Glød,
Kvinder i Ensomhed kalde
Paa ham; som forlængst er død.
Vé os, hvis ej vi kan lytte,
og høre den tavse Sorg,
som voldeligt knuger i Hytte
og voldeligt hersker i Borg.
Men Krig kan føres ej ene
med Brand og Sprængstof og Staal.
Det er kun en anden Scene,
men dog er der Dræben og Baal.
Vé os, hvis ej vi kan lytte
til Klagen fra dem under Aag,
hvis Sjæle er Ondskabens Bytte,
besudlet af Løgnens Snog.
Naar Vaabnene ærefuldt svinges
Værn for det, som er vort,
købslaaes der ikke og tinges,
vi véd kun: Vor Fjende skal bort!
Vé os, hvis ej vi kan lytte
til Selvhengivelsens Trang,
der aldrig sit Eje vil bytte
for Trudsler og Guldets Klang.
- - -
Men vel os, hvis i vort Hjerte
et Lidskjalf sig rejse kan,
hvorfra vi Glæde og Smerte
kan øjne hos Kvinde og Mand.
Og vel os, hvis vi bevarer
Moderømhedens Magt,
der trodser Angster og Farer
og aldrig viger fra Vagt.
Vel os, hvis vi kan føle,
hvor Danskens Aand har sin Rod,
og vel os, hvis ej vi vil nøle,
hvor Nuet fordrer vort Mod.
Det Mod I kendte, I gamle,
dengang I løfted’ af Muld
en Tanke, der kunde os samle
som Hornet af minderigt Guld.
For Kvindens Frihed og Ære
kendtes i Danmarks Old.
Kronen kunde hun bære,
Løfter gav mangefold.
Nu er det let at glædes
ved Hornets gyldne Skrift,
men de matte haanes og smædes,
som udførte Fundets Bedrift.
- - -
Lad os med Tak da mindes her
dem, som brød Vej, skønt Kvindehjertet blødte,
naar Spot og Uforstand dem mødte
og knuged dem med Grinets onde Vejr.
Vi skimter bag Erindringstaagen
hin stille, fine, tro Mathilde,
der fordred indre Frihed, indre Vaagen,
hvis Kræfter undertiden syntes spildte,
skønt hun, saa sandt, var Gry før Dag,
og Sejrens Frø blev saaet med hendes Nederlag.
Og vi har ærefulde Minder
om dem, som praktisk Vejen brød for Kvinder
til egne Hjem og ny Erhverv.
Om hver, som talte, frisk og djerv,
om hver, som Sagen rev fra Døgnets Snak,
om hver, som Slakker, der kan Sagen true,
udbrænder med sit Hjertes rene Lue.
Vi løfter hædrende mod dem vor Tak.
Til dem, vi varmt og blidt vor Tak frembære,
i hvis Personlighed for Kønnet ses en Ære.
- - -
Men har vi vundet nu den store Sejer,
saa lad os haabe, at bevidst vi ejer
den Kvindetroskabs ægte Marv,
fra Mor til Barn en hellig Arv,
som i sin Tavshed dog saa meget vejer,
at den kan løfte Fædrelandets Tarv
saa højt op over hver en snever Fold
(hvor kun det gælder om for egen Part at vinde)
som Danmarks frie, stolte Skjold
endnu er løftet højt op over hver en Fjende.
- - -
I skumhvid, grønblaa Skift
gaar Hav og Fjord og Bælt.
De melder om Bedrift
af Fredens, Krigens Helt.
De slutter ind, de danner Vej,
er Tumleplads for Dyst og Leg.
I Dagen lys, i Natten sort,
det Land, vi elsker, det er vort.
Danmark, Modersmaal i Fædrelandets Værn.
Købstad, teglrød, tæt,
Landsby, træomsust,
med Solkys, Regnskylstvæt,
hvor Stormen tidt har brust.
Arbejdstag og Tankens Glød,
Muld beredt for dagligt Brød,
I Dagen lys, i Natten sort
det Land, vi elsker, det er vort
Danmark, Modersmaal i Fædrelandets Værn.
I denne Glædens Stund dog lever i vor Hu
ej ene Haab og Minder, men det alvorsfulde Nu.
Paa Alfarvej i Ufredstid er Folk og Land,
og derfor be’r den danske Kvinde, danske Mand:
Gud, i Tryghed og i Fare
Danmark Du bevare.
Umiddelbart efter Prologen var læst, sang Forsamlingen »Kongernes Konge«.