+ Fru Line Luplau.
Kvindesagen har i disse Dage mistet en af sine mest energiske Forkæmpere her i København, idet Fru Line Luplau, født Monrad, er død Fredagen den 11. September, 68 Aar gammel.
Gift med en Præst, i sit 24de Aar, og derefter bosat over 20 Aar i en lille By som Varde, hvor i Almindelighed ikke de nyeste Tidsstrømninger har let ved at bryde igennem, levede hun dog med i alle Tidens nye Spørgsmaal, men kom først til at arbejde med fuld Kraft for sin dybeste Interesse - Kvindesagen - da Pastor Luplau tog sin Afsked og hun med ham flyttede til København.
Her var et omfattende Felt for hendes rige Evner og storslaaede Maade at arbejde paa. Desværre havde allerede en Nervesygdom grebet hende saa stærkt, at det periodevis var hende umuligt at arbejde. Men naar hun da atter var rask, kunde hun arbejde for ti, baade som Agitator og Administrator for Kvindesagen.
Fru Luplau blev allerede i Klara Rafael-Fejden stærkt greben af Sandheden i Kvindens nedværdigende Stilling, men kom først til Klarhed her over gennem voldsomme Kampe med sig selv adskillige Aar senere. Som Præstekone dannede hun med sit store Administrationstalent først i Varde en almindelig Hjælpeforening for Smaafolk. Det lykkedes hende at sætte denne i Scene, og Hjælpeforeningen udrettede ikke lidt, men Fru Luplau kom dog snart til den Anskuelse, at Velgørenhed var ikke tilstrækkeligt, og at det var alvorlige Samfundsreformer, der trængtes til, om de Nødlidende virkelig skulde hjælpes. Hun kastede sig derfor med glødende Iver over Arbejdet for kommunal Valgret og da „Dansk Kvindesamfund” samlede Underskrifter til en Adresse desangaaende skaffede hun i Varde og Omegn alene henved 2000 Underskrifter, og hun rejste selv om og oparbejdede Stemningen for Kvinden Deltagelse i Kommunens Anliggender.
Hidtil var hun endnu ikke optraadt som Taler. Da traf det sig ved en Grundlovsfest i Varde, at det faldt hende underligt paa Sinde, at kun Mænd og atter Mænd skulde tale og afgøre Landets Sager, og der sad Kvinderne overalt kuede, fremmede og uden Indflydelse i det offenlige Liv. Som Præstens Hustru, der vel først og fremmest burde følge Kirkens Dogmer, var hun ikke blind for, hvilket Ramaskrig der vilde rejse sig, om hun ved et offenligt Folkemøde vilde tage Ordet. Mest bange var hun dog for sin Mand, for den Sorg, hun vilde gøre ham, hvis hun brød med alle provinsielle Vedtægter. Hun havde slet ikke talt til ham derom, men da hun var overbevist og fast i sit eget Indre om at ville tale og hvad hun vilde sige, da betroede hun sig til ham, og hun ansaa det næsten som et Mirakel, da han svarede hende i al Kærlighed: „Du faar gøre, hvad Du føler dig dreven til; jeg vil ingen Hindringer lægge dig i Vejen. Gaa du med Gud.” Fra det Øjeblik var Gennembrudet sket for hende, og nu undte hun sig næsten ikke Hvile for at arbejde for Kvindesagen.
Ofte, naar hun laa vaagen om Natten og stærke Tanker overvældede hende, fik hun ingen Ro, før hun stod op og nedskrev dem.
Da hun i 1888 deltog i Arbejdet ved „Nordisk Kvindesagsmøde” som Kvindelig Fremskridtsforening afholdt, var hendes største Glæde Kvindebladet „Hvad vi vil”, udgivet af samme Forening. Hun blev straks en væsenlig Støtte og Medarbejder, og skrev ivrigt Agitationsartikler deri, og undertiden, naar Kvindelig Fremskridtsforening kunde blive træt af at bringe de store Ofre, som der kræves til Udgivelsen af et Blad, sparede hun sig ikke for at gaa rundt til Medlemmerne og prædike Ansvarsfølelsen op i dem, staalsætte de vaklende og ihjelslaa det slemme Ord, „Hvad kan det nytte”. Kvindesagen maa have et Organ, den maa have Mund og Mæle, om den skal kunne paavirke den offenlige Mening. I Kvindelig Fremskridtsforening, hvoraf hun var Medlem, følte hun sig mest hjemme og var enig med den i, at det gælder om at samle Kvinder fra alle Samfundslag, og at de kvindelige Arbejdere er dem, der dybest føler Trykket af Samfundsuretfærdigheden.
Men - alt maatte være i stor Stil, hvad hun skulde have med at gøre, derfor stillede hun, medens hun sad i Kvindelig Fremskridtsforenings Styrelse det Forslag, at der skulde afholdes selskabelige Sammenkomster med Kaffe, Musik, Oplæsning og Leg for de Unge til en Pris af 25 Øre, for at selv den tarveligste Kvinde kunde faa en glad Aften og maaske bibringes Interesse for Kvindesagen. Disse Sammenkomster, som blev afholdte i Rømersgade, lykkedes over al Forventning. Fru Luplau skaffede Oplæsere, Musik, og Sang i den store Sal, Diskussion og Samtale i mindre Sale.
Trods sin høje Alder satte hun sig fuldstændigt ind i Arbejderspørgsmaalet. I ganske kort Tid fik hun Rede paa alle Fagforeningernes Ledelse og hele den store Administration i den københavnske Arbejderbevægelse. Men det var hendes Mening, som vor, at Arbejderspørgsmaalet ikke løses, før Kvinden er ligestillet med Manden i social og politisk Henseende, og det var hende en Torn i Øjet, at Socialdemokratiet havde Kvindesagen paa sit Program uden at arbejde derfor, lige som hun var haard - ja undertiden grov - mod de Mennesker, der gik ind i en Bestyrelse eller et Udvalg, og gav deres Navn uden at gøre Arbejdet. Stod hun som Indbyder eller som Medlem i et Forretningsudvalg, saa betød det for hende at sætte sin hele Person ind paa det Arbejde, hun havde paataget sig.
Imidlertid fandt hun, at Kvindebevægelsen gik ikke hurtigt nok, der var efter hendes Mening ikke Kraft nok paa. Det var ikke nok, at Kvinder hist og her søgte og ogsaa fik selvstændigt Erhverv, naar de alligevel ingen Indflydelse eller Ret havde til at deltage i det offenlige Liv eller havde Indflydelse paa Lovgivningsarbejdet, som dog er en af de vigtigste Faktorer i Samfundet. Det var derfor hendes Mening, at den politiske Valgret vilde være det virksomste Middel til at udvikle Ansvarsfølelsen i Kvinderne og give dem den Indflydelse i Samfundsanliggender, som skulde bringe lykkeligere Tilstande.
Hun dannede saa Kvindevalgretsforeningen og ofrede nu al sin Kraft paa denne specielle Side af Kvindesagen, blev Formand i Foreningen, og var den, der ved sidste Folkethingsvalg tog Initiativet til, at der paa alle Valgtribuner i Hovedstaden og flere Steder paa Landet blev stillet Spørgsmaal til Valgkandidaterne om deres Stilling til Kvindens Stemmeret
Vi tror nok at kunne sige, at dette sidste fremkaldte et Omslag i den offenlige Mening, og Valgretsforeningen blev ved samme Lejlighed saa at sige populær og vandt ikke faa Medlemmer, som en Forening, der har en alvorlig Opgave at løse. Fru Luplau glædede sig derover og saa, allerede i Haabet Kvinderne som stemmeberettigede. Hendes heftige Nerveanfald foraarsagede hende imidlertid saa ofte Afbrydelser, at hun for et halvt Aar siden nedlagde sin Formandspost, som blev overtaget af Fru Louise Nørlund, og tog der efter ikke senere Del i noget aktivt Arbejde, men interesserede sig til de sidste Dage for alle sociale Spørgsmaal.
Fru Luplau vedblev, efter at hun var kommen til København, at vise Jydsk Gæstfrihed, og alle de, der havde Forretningssager med hende at gøre, véd, at de ikke maatte slippe derfra, før de havde siddet og nydt Forfriskninger i de hyggelige Stuer, hvor baade Præsten og Fru Luplau kappedes om at gøre det hyggeligt for Gæsterne. I Ægteskabet var kun én Datter, Malerinden Frøken Marie Luplau, hvis Virksomhed vi tidligere har omtalt her i Bladet, og som fuldt ud deler sin Moders Syn paa Kvindesagen.
