« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagen, bedømt af Mænd
Karl Larsen: Paa Valgpladser og bag dem; („Politiken" 27." Aug.)
J. C. Christensen: „Tiden" 27. Aug.
Kvindesagen har i Øjeblikket mere end nogensinde Aktualitetens Interesse, det er derfor ikke at undres over, at der paa en og samme Dag i Pressen fremkommer to Udtalelser om den af kendte Mænd, som, hvor forskellige de iøvrigt er, ligner hinanden deri, at de begge røber en rent ud forbløffende Mangel paa Kendskab til denne Sag og dens Forkæmpere.
Forfatteren, Professor Karl Larsen, der jo er vel kendt som Skildrer af Bourgeoisikvindens Sjæleliv, har under sit Ophold paa og bag de tyske Valpladser faaet Lejlighed til -som han siger – ”at se Kvinderne fra deres allerbedste Side", og det har gjort ham godt, siger han, midt i Tøndebaandskjolernes, Husassistenternes og den kvindelige Valgrets Tid at støde paa saa lidt opsigtsvækkende Udtryk for fordringsløs og kritikløs Offervillighed. Som et særligt Eksempel paa Offerviljen nævner han en Sygeplejerske, der lod Hænderne synke i oprigtig Sorg over, at der med hendes rundelige Arbejdstid for Øjeblikket „slet ikke var noget at bestille mere". - I .Sandhed en fordringsfuld Offervillighed, som sørger over et Øjebliks Mangel paa lidende og lemlæstede, til at forkorte den rundelige Arbejdstid! Mon ikke Hysteri var den passende Betegnelse for en saa abnorm Hjælpetrang? -
Professor Karl Larsen mener, at det er Krigens organisatoriske Opgaver i større Stil, militære og civile, som har udvidet Kvindens aandelige Horizont, udviklet deres Almensans, givet dem reel Pligtsgrund under Fødderne i deres Fædrelandskærlighed eller Hjemstavnsfølelse. Han ved aa-benhart ikke, at straks ved Krigens Udbrud var disse Egenskaber tilstede hos et stort Antal tyske Kvinder, udviklede gennem en fuldtfærdig organiseret Kvindebevægelse. Ja, allerede samme Dag, Mobiliseringsordren udgik, sendte Bestyrelsen for tyske Kvindeforeningers Forbund ud til hver enkelt Bys Kvindeforening en udarbejdet Organisationsplan for den nationale Kvindekrigstjeneste. Planen gik i sine Hovedpunkter ud paa: 1) En ensartet Forsyning med Levnedsmidler; 2) Forsorg for de Familier, hvis Forsørgere var indkaldte og 3) Arbejdsanvisning for a) Kvinder, som paa Grund af Forsørgerens Indkaldelse var blevne erhvervsløse, b) Kvinder, som var villige til at paatage sig de indkaldte Mænds Arbejde, c) Kvinder, som vilde yde frivillig Hjælp. Endvidere indeholdt Planen Oprettelsen af et Oplysningskontor til at skaffe de indkaldtes Familier Efterretning om deres paarørende ved Fronten.
Takket være den organiserede Kvindebevægelse i begge Lande, blev den Krigshjælp, de tyske og østrigske Kvinder har ydet, ikke planløs og mere velment end velanbragt, som frivillig uorganiseret Hjælp ofte bliver. Og som i Tyskland og Østrig, paa samme Maade ogsaa i England, hvor Kvindeforeningernes nationale Forbund, der tæller 602 foreninger, stillede deres egen Krig i Bero og anvendte deres velorganiserede Kræfter til at lindre den Nød, som Krigen bragte over Landet. Forbundet paatog sig for Exempel Omsorgen for alle de tyske Kvinder og Børn, som paa Grund af Krigens Pludselighed var strandede i England.
Aldrig har den organiserede Kvindebevægelse underbygget sit Krav om Valgret med stoltere Beviser, end i denne Verdenskrig, og dens Medlemmer har Lov til at vente, at deres Fortjenester under Krigen vil blive regnet deres Sag til gode, paa Opgørets Dag.
Men hvilken Løn stiller nu Hr. Karl Larsen de tyske Kvinder i Udsigt til Gengæld for deres fortrinlige, uegennyttige Arbejde og exempelløse Offervilje? Jo - han lover dem paa den tyske Regerings Vegne - ikke Valgret - men tvungen Værnepligt, for at Samfundet kan udnytte de under Krigen vundne Erfaringer angaaende Kvinders Arbejdsevne. Altsaa, som Tak for frivillig ydet Værnepligt: tvungen Værnepligt uden dertil knyttede borgerlige Rettigheder. Hvis dette virkelig er den tyske Regerings Hensigt og ikke en Fremtidsfantasi af Forfatteren Professor Karl Larsen, da tror jeg nok, begge grundig har forregnet sig med Hensyn til Krigens Virkninger paa Kvindebevæ-gelsen.
Naar Fredens Dag endelig engang oprinder, skal det nok vise sig i alle Lande, at Kvindebevægelsen rejser Hovedet mere selvbevidst end nogensinde, og hvis dens Modstandere da skulde tænke paa at byde Kvinderne noget saa utroligt som tvungen Værnepligt uden politisk Borgerret, da skal de finde den organiserede Kvindebevægelse ligesaa rustede overfor en saadan Haan, som overfor de Vanskeligheder, Mændenes Krig affødte.
Professoren slutter sit lille Udfald mod Kvindebevægelsen med den spøgefulde Paastand, at der er mere Slægtskab mellem Petrarca og Halenegeren, end mellem den guddommelige Digter og hans Laura.
Jeg indrømmer, at denne Krig paa det sørgeligste har bekræftet hans Paastand; mere end én Digter synes den at være gaaet til Hovedet, og Halenegermoralen fejrer sine vildeste Triumfer, saa meget mere Anledning er der for de Kvinder, som har formaaet at bevare deres Hoved koldt og deres Hjerte varmt til endnu stærkere end før at hævde Kravet om Medstyre. Just fordi Mand og Kvinde er noget af det mest forskellige i Branchen Menneske, som Professoren udtrykker sig, er det nødvendigt, at begge Parter bliver hørte der, hvor Afgørelsen træffes.
Endnu mere end Professor Karl Larsens Kvindebetragtninger har dog Hr. J. C. Christensens Udtalelser i „Tiden" samme Dag vakt Kvinders Undren. Dansk Kvindesamfund smigrede sig med, at vor Sag var ganske anderledes kendt og forstaaet af Hr. Christensen, end den efter disse Udtalelser er. At vi af en Politiker, der som Foredragsholder i vore Kredse ude i Landet har samlet Tusinder af Landbokvinder om sin Talerstol, skal høre, at Kvindebevægelsen er en Overklassebevægelse, som er fremstaaet, fordi Fabrikantens og Embedsmandens Frue kedede sig ved at være henvist til Hjemmets Gerning! og de selskabelige Triumfer, og derfor søgte en Adspredelse ved at forlange Adgang til de Enemærker, som før var Manden alene forbeholdt, det vilde vi have forsværget, om vi ikke havde set det sort paa hvidt i „Tiden".
„Arbejdsstandens Kvinder og Landbostandens Kvinder var ikke med i Bevægelsen", saaledes skriver Hr. J. C. Christensen. Og hvorfor? - Fordi Landbostandens Kvinder i det borgerlige Liv stod fuldt ud som Mandens Medhjælp, svarer han.
At Landbostandens Kvinder ikke blot var med i Bevægelsen, men ovenikøbet udgør det største Antal af D. K.s Medlemmer, vil fremgaa af, at af D. K.s ca. 130 Kredse er ca. 75 Landkredse. At Landbokvinden i det borgerlige Liv stod fuldt ud som Mandens Medhjælp, kunde selvfølgelig ikke afholde hende fra at slutte sig til den Bevægelse, som forlangte, at hun som Vederlag for Hjælpen fik Medraadighed over Hjemmets Midler. Landbostandens Kvinder har ikke mindre end andre Kvinder lidt under den uretfærdige Ægteskabslovgivning, som endnu raader i dette Land, og som det har været et af Kvindebevægelsens Hovedformaal at faa ændret. Dengang Dansk Kvindesamfund begyndte sin Virksomhed først i Halvfjerdserne, betød Giftermaal for Kvinden det samme som Umyndiggørelse. Hvad hun bragte med sig ind i Ægteskabet eller erhvervede som Hustru ved Arbejde udenfor Hjemmet kunde Manden skalte og valte med efter eget Forgodtbefindende, hvis ikke hendes Formue var baandlagt for hende, ja, hans Eneraadighed strakte sig endogsaa til Børnene. De Børn, for hvem Moderen ofrede Tid, Kræfter, ja undertiden ogsaa Helbred og Liv, var og er den Dag i Dag alene undergivne Mandens Bestemmelsesret. Dansk Kvindesamfunds Arbejde har derfor fra første Begyndelse til denne Dag for en stor Del været helliget Hustruens og Moderens Ret. Hr. J. C. Christensen kan som gammel Politiker ikke være uvidende om den store Part D. K. har i Loven af 1880 om Hustruens Raadighed over selverhvervede Midler, heller ikke om de mange Henvendelser og Adresser, D. K. i Aarenes Løb har rettet til Regering og Rigsdag om en Reformering af Familieretten. Hvis han har glemt dem, da kunde et Blik i Dansk Kvindesamfunds Historie have underrettet ham derom, thi nu foreligger Kvindebevægelsens Historie i Danmark skreven, og den, som vil give Offentligheden Indblik i denne Bevægelse, skylder sig selv og dem, han vil belære, først at skaffe sig den fornødne Viden.
- Hr. J. C. Christensen kan heller ikke være uvidende om, at det var Dansk Kvindesamfund, som i 1908 i Anledning af Forslaget om Tilvejebringelse af Jordlodder til Landarbejdere udvirkede, at disse Jordlodder ogsaa blev tilgængelige for Kvinder, ganske vist udelukkede Lovgiverne mod D. K.s Ønske de gifte Kvinder, og ganske vist lykkedes det heller ikke D. K. trods fornyet Henvendelse ved Lovens Revision i forrige Rigsdagssamling at skaffe de gifte Kvinder Adgang, men sin gode Vilje dertil har Foreningen vist og vil vedblive at vise, - Endelig har D. K. i sidste Rigsdagssamling udvirket, at Kvinder, som er forsikrede i de statsanerkendte Sygekasser, i Barselstilfælde faar udbetalt 10 Kr. i Sygepenge, medens de tidligere ligesom Drankere og veneriske Patienter var udelukkede fra Sygepenge. - Tør nogen paastaa, at de tre her anførte Reformer: Loven om Hustruens Raadighed over Udbyttet af eget Arbejde, Paragraferne om Kvinders Adgang til Husmandslodder og om Barselforsikring som Led af den statsanerkendte Sygeforsikring, drejer sig om Overklasseinteresser? Ja, saa er Dansk Kvindesamfund en Overklasseforening, og saa bør de mange Landbokvinder og de desværre altfor faa Arbejderkvinder, som har sluttet sig til os, hurtigst mulig tage Afstand og ikke følge os videre fremover. Thi Vejen gaar videre fremover. - Selvom andre Kvindeforeningers Tid er forbi - Dansk Kvindesamfunds er det ikke, og bliver det først den Dag, hvor Mand og Kvinde staar Side om Side i Samfundet som to jævnbyrdige, samraadende Arbejdsfæller. Valgretten er kun et Stadium paa denne Vej - der er endnu langt igen, Artikler som Professor Karl Larsens og Hr. I. C. Christensens er de bedste Beviser derpaa.
