« Tilbage til søgeresultaterne
Ungdomsskole for unge Piger
Paa Initiativ af Byraadsmedlem, Lærerinde Ingeborg Møller, Formand f. D. K.s Kreds i Assens, har Byraadet vedtaget at afholde en Række kommunale Kursus i praktisk Husgerning for unge Piger mellem 14-18 Aar. Det første af disse, et Kursus i Syltning og Henkogning, har været afholdt. Heri deltog 48 Elever fordelt paa 3 Hold. Undervisningen, der var gratis, var Dagundervisning, 20 Tm. i 5 Dage og gaves af en uddannet Husgerningslærerinde. Da her ingen Skolekøkken findes i Byen, havde Frk. Møller velvilligst stillet sit Køkken til Raadighed for Deltagerne.
Kursuset forløb i alle Maader tilfredsstillende for Ledere saavel som for Elever.
Til Efteraaret fortsættes med et Slagtekursus, og til Vinter afholdes et Kursus i Bagning. Naar disse er sluttet, skal her i Bladet udførligere gøres Rede for deres Forløb.
Byraadet har overdraget Frk. Møller at ordne og lede disse Kursus.