« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden og Ansvaret
Det er vist blevet sagt og skrevet indtil Trivialitet, at nu, da Kvinderne havde faaet Valgret, maatte de ogsaa vise, at de havde Forstaaelse af det Ansvar, der fulgte med. Det er blevet os indprentet med stor Alvor, ja næsten hamret ind i Hovedet paa os, omtrent som man i gamle Dage lærte Børn A B C. Som om Ansvar var et ganske nyt hidtil ukendt Ord! Mange Kvinder er sikkert gaaet hjem fra Møder og Foredrag med Følelsen af, at her var en ny tung Byrde, de skulde løfte. Snart har dog forhaabentlig den sunde Opposition rejst Hovedet, og de er begyndt at ræsonnere som saa: Ja, vore Fædre, Mænd og Brødre paastaar jo, at vi ikke kender til Ansvarsfølelse. Er det mon rigtigt? Ganske vist er det Husfaderen, som i Reglen skaffer Pengene og har Ansvaret for Familiens materielle Ve og Vel. Men noget saa vigtigt, som Børnenes Opdragelse, er den næsten ikke helt eller delvis overladt os? Og mislykkes Børnene, hedder det saa ikke altid: Det er hans Mor, der ikke har kunnet opdrage ham, hun har forkælet ham paa alle Maader. Naar nu Mændene har overladt os (de svage) den vanskeligste, mest ansvarsfulde af alle Opgaver, at opdrage Børnene, var det saa ikke rimeligt, at de ogsaa overlod os lidt Ansvarsfølelse? Uden denne Følelse vilde vist Resultatet med Hensyn til Børnene være endnu daarligere.
Mændenes Ansvarsfølelse! Lad os se lidt paa den. Det er vist ret mærkelige Ting, vi vil erfare om disse Mænd med den stærke, bevidste Ansvarsfølelse! Skønt de selvfølgelig ved, at af deres Sundhed og Styrke er Fremtidens Mennesker afhængige, saa opdrages de til, af deres Kammeraters og deres Fædres Eksempel, fra deres tidligste Ungdom bestandig at give efter for alle Lyster, der melder sig. En ung Dreng er ikke anset mellem Ligesindede, før han har været fuld, brækket sig efter den første Cigar og været hos Kvinder. For os Kvinder, der fra smaa har hørt, ja altid faaet indprentet, at det og det kan kun Drenge ikke Piger, Piger maa lære at beherske sig (og derfor ogsaa har lært det) er der noget komplet gaadefuldt ved den Tanker at disse ansvarsfølende Herrer ikke kan eller vil sige Stop. At det saakaldte stærke Køn ikke har Kraft til at beherske sig. - Rollerne er saa mærkværdig fordelte i denne Verden! Manden, ja, jeg maa gentage det, den ansvarsfølende, alvorlige, gør intet for at modarbejde, hvad der kan ødelægge ham og derigennem Slægten. Der ventes heller ikke af ham, at han skal det, tværtimod Kvinden, som er uden Ansvar, bliver fra lille opdraget til at beherske sig og møder derfor i Reglen i Ægteskabet sund og stærk. Ofte en god og nødvendig Modvægt til det hyppigt ret svage, stærke Køn. Foruden at Mændene paadutter os Mangel paa Ansvarsfølelse, paastaar de ogsaa, at vi ikke har de samme stærke Lyster og Lidenskaber som de. Kære Mænd! Derom kan I aldeles intet vide. I kan ikke tale med om, hvad der foregaar i en Kvinde. Men vi har lært at beherske os, og vi føler det som det smukkeste, rigtigste, ja som vor Pligt at være sunde og stærke. Vi føler vort Ansvar.
Var det mon ikke godt, om vi, der tror paa Opdragelsens Magt, arbejdede henimod, at Piger og Drenge blev opdraget under samme Synsvinkel med samme Forpligtelser for Øje. Den store Forskel mellem Kønnene er ikke mere saa stor, Udviklingen bærer mer og mer bort derfra.
Udadtil har Manden regeret Verden, men Kvinden har indadtil bygget Samfundet og bevaret det. Nu skal de begge herske og bygge, saavel udadtil som indadtil, og begge bære Byrderne.
