« Tilbage til søgeresultaterne
To Riddersmænd, der er borte
„Ikke et Sekund veg ham fra den Vej, som hans geniale Instinkt havde valgt. Det uforfærdede Mod var hans Natur. - En Sag - om den var aldrig saa upopulær, - hvis han troede paa den, veg han ikke tilbage for at høre til Mindretallet." -
Et ledendie engelsk Blad af en anden politisk Farve end den, den nylig afdøde engelske Arbejderfører, James Keir Hardie tilhørte, skrev disse Ord i sin Nekrolog over ham. - I samme Øjeblik jeg læste dem stod en Scene fra Kvindevalgrets-Kongressen i Budapest i 1913 lyslevende for mig. -
Dem store Sal var fyldt til sidste Plads, hovedsagelig af det ungarske Socialdemokrati, der havde ordnet et Mødte til Ære for den berømte engelske Partifælle, der gæstede Landet som Deltager i den internationale Kvindevalgretskongres.
I Dagens socialdemokratiske Blade havde man taget Afstand fra Kvindevalgretstanken i Almindelighed og fra Kongressen i Særdeleshed som en „Overklasse" Forsamling.
Dér stod han paa Talerstolen den gamle Høvding med den hvide Haarkrans om Hovedet og det gennemtrængende Blik rettet mod en Skare beundrende Meningsfæller.
Han bejlede ikke til den stormende Succes. - Modigt og myndigt svang han Tugtens Ris og lod det falde til Slag, der sved og fik Blodet til at farve Kinderne hos de let bevægelige Magyarer. - Uanfægtet - tjenende kun den store Sag - viste han sine Tilhørere tilrette. - Jeg har aldrig hørt et saa oprindeligt og kraftfuldt Indlæg for Kvindens Ret, en saa personlig og overbevisende Fortolkning af et politisk Program.
Da han sluttede med et paa en Gang mægtigt og troskyldigt Vidnesbyrd om Kristendommens Betydning for ham og - med en Ydmyghed, der greb fordi den var ægte - stillede sig og sin Sag for den højeste Domstol, var der ikke en i den store Sal, der ikke var hans.
- - - -
Den næste - den sidste - Gang jeg hørte Keir Hardie var i det engelske Underhus, tre Maaneder senere.
Han havde fulgt mig til „Ladie’s Gallery" og sagt god for mig hos Opsynet, der, paa Grund af Suffragetternes Demonstrationer, krævede en saadan Kaution for hver Kvinde-Tilhører, der blev indladt.
Hele London var paa det Tidspunkt optaget af en højst lemfældig Dom, som Indehaversken af et finere Bordel netop var idømt. - Man satte Kendsgerningen i Forbindelse med Rygter om, at ledende Medlemmer indenfor Parlamentet og Regeringen skulde være indblandlede i Sagen. -
Med en Stemme, der rungede af retfærdig Harme krævede Keir Hardie Besked. „Parlamentet enten renset eller udrenset."
Jeg ser ham saa tydeligt i sin korte Jakke gøre Front mod den kjoleklædte Minister, der havde forsvaret Dommen. Samme Minister var godt kendt for sin strenge Holdning overfor Suffragetterne, ved hvis Side Keir Hardie siden 1906 altid havde staaet - ofte paa Trods af Flertallet i Arbejderpartiet.
I Slutningen af sit Modangreb paa Ministeren slyngede Keir Hardie ham følgende virkningsfulde Sætning i Ansigtet: „Jeg siger den højtærede Minister, at det staar slet til i et Land, hvor en Rufferske faar 6 Mdrs. simpel Fængsel, medens en Kvinde som Emmeline Pankhurst faar 3 Aars Tvangsarbejde." ’
Jeg skal aldrig glemme den minutlange Stilhed, der fulgte.
Th. D.
- - -
Som engelsk Kvindebevægelse har lidt et uopretteligt Tab ved Keir Handies Død, saaledes har og-saa Nordens Kvindesag ved tidligere Statsminister i Sverige Karl Staaffs Død mistet en af de faa
Mænd, om hvem det kan siges, at de har formaaet at trænge til Bunds i og forstaa de Tanker, der ligger til Grund for den Revolution, der i dette Aarhundrede foregaar med Hensyn til Kvindens Stilling i Samfundet.
Ikke mindre end! fire Gange fremførte Karl Staaff i den svenske Rigsdag Forslag til Kvinders Valgret, og som Regeringschef gjorde han i 1912 Sagen til Genstand for et Regeringsforslag - for første Gang i Historien.
Ezaline Boheman, som man vil mindes fra det nordiske Møde 1914, skriver om denne Begivenhed følgende i „Dagens Nyheter" for 6. Oktbr.:
„Den rösträttskvinna som under debatten om denna fråga vid 1912 års riksdag hade tillfälle att höra statsminister Staaffs anförande skall sent glömma det intryck detta gjorde. Många kloka och varma ord hade redan yttrats för och många skarpa ord emot, men statsministeren lyfte upp frågan på ett högre plan och anlade de stora synpunkterna.
Han utvecklade hurusom kvinnornas krav på rösträtt, sedan det en gång blivit väckt och gripit omkring sig så som det nu gjort, aldrig skulle kunna tillfredsställas genom något annat än sin egen uppfyllelse."
. . . . . .
„Och så pläderade han för att uttrycket „ självförsörjände" också skulle tillämpas på de gifte kvinnorna, emedan, enligt hans åsikt, den stora massan av gifte kvinnor i vårt land verkligen vore självförsörjande - en värdesättning av den gifta kvinnans arbete i hemmet som knappast förr blivit framförd på detta sätt och från en sådan plats."
Maatte Sangens Ord om „de ny overalt", der vil træde i Stedet for „de gamle som faldt" ogsaa med
rette kunde anvendes her; der trænges til dem! -