« Tilbage til søgeresultaterne
Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder
Det er ikke mindre end sit 40 Aars Jubilæum denne Skole fejrer i Aar; saa mange Aar er gaaede siden Dansk Kvindesamfund i 1875 føjede denne tredie og i sin Slags ganske nye Skole til sine andre Skoler: Handelsskolen for Kvinder og Søndagsskolen for ubemidlede Arbejdersker; intet Under derfor, at der paa Beretningens første Side bringes et stateligt og veltruffent Billede af Fru Charlotte Klein, Skolens mangeaarige Forstander, som døde sidste Foraar. Ved dette Dødsfald synes det, som om det sidste Baand mellem Dansk Kvindesamfund og et af dets lykkeligste Ungdomsforetagender er afbrudt, thi hvor mange af dem, som nu staar Skolen nær, enten som Læner eller Elev eller Leder, véd vel, at det var Dansk Kvindesamfund, som i sin Tid tilvejebragte det økonomiske Grundlag for denne Skole, og derved brød Vejen for de mange unge Kvinder, som i Tidens Løb efter endt Uddannelse har tjent deres Brød som Tegnere, Porcellænsmalere eller Kunsthaandværkere. Men Dansk Kvindesamfund har for Resten ikke noget at beklage sig over, hvis dets Navn nu er glemt indenfor Skolens Mure, thi det har selv bortamputeret denne fra sin Moderstamme ved at gøre den til en selvejende Institution, og har derfor hverken Krav paa Tak-nemlighed eller Indflydelse. Ikke desto mindre bør Dansk Kvindesamfund med Interesse følge Skolens videre Udvikling og føle sig i det mindste indadtil ansvarlig for, hvorledes denne former sig. - Det ses af den foreliggende Aarsberetning, at Skolen sidste Aar har været søgt af 86 Elever, hvoraf 8 har haft Friplads, 17 halv Friplads, mens 3 har nydt Skolens Stipendier til et samlet Beløb af 3000 Kr. Det meddeles i Beretningen, at den aarlige Udstilling af Skolearbejder ikke afholdes i Aar, men man savner unægtelig en Begrundelse heraf. Det meddeles ligeledes, at Skolens Forstander, Frk. Soffy Christensen har Orlov i det kommende Skoleaar, men ogsaa her spørger man uvilkaarlig: hvorfor? - Hvis Dansk Kvindesamfund ved Skolens Udskillelse i 1883 havde forbeholdt sig Retten til en Repræsentant i Bestyrelsen, hvilket vilde have forekommet os naturlig, havde vi ikke behøvet her at opholde os ved disse to „Hvorfor"? Heller ikke vilde vi have haft Grund til at beklage, at et Kvindeinstitut som Tegne- og Kunstindustriskolen paa Vesterboulevard, der besøges udelukkende af kvindelige Elever, som undervises hovedsagelig af Kvinder, i sin Bestyrelse tæller 3 Mænd men kun 2 Kvinder, ligesom ogsaa Formanden for Bestyrelsen, samt Undervisningslederen og den økonomiske Leder alle er Mænd. Der staar nu kun tilbage, at ogsaa Forstanderpladsen en Gang i Fremtiden tilfalder en Mand, saa vil den sidste Rest være forsvunden af den Aand, som for 40 Aar siden kaldte denne Skole frem som en Banebryder for kvindelig Virkelyst og Selvstændighedstrang, den Aand, som i Fru Kleins Personlighed endnu laante Skolen sin Glans, og Dansk Kvindesamfund vil ikke kunne fralægge sig et vist Ansvar for, at dette er sket. Vi har ikke kunnet undlade efter Læsningen af sidste Aarsberetning at fremkomme med disse Indvendinger af rent kvindesaglig Natur; i kunstnerisk Henseende er Skolens Ledelse jo lagt i Hænderne paa Mænd og Kvinder, der hver paa sit Omraade er uomstridte Autoriteter, som vi kun kan være glade over at se knyttede til en Institution, som vi vil ønske Dansk Kvindesamfund med Stolthed altid kan vedkende sig som sit Barn.