« Tilbage til søgeresultaterne
Margrethe-Betragtninger
II.
Naturen havde taget fejl af Margrethe da den gjorde hende til en Kvinde, skal hendes Fader, Valdemar Atterdag have sagt, og herpaa støtter sig især Beskyldningerne mod hende for Ukvindelighed. Men hvor er Beviset for, at de Egenskaber Valdemar beundrede hos sin Datter, i Virkeligheden var typiske Mandsegenskaber? Peger mon ikke snarere den Kendsgerning, at Kvinder som regerende Dronninger saa godt som altid har været deres Plads voksne, i Retning af, at politisk Snille ligesaa godt kan været knyttet til mandlige som til kvindelige Egenskaber? „Men Margrethe gøs ikke tilbage for at bruge Sværdet til Opnaaelse af sine Maal,” siger vore Dages fredsvenlige Kvinder, „derfor tør vi ikke være med til at give hende et Hædersminde.” Dette passer imidlertid ligesaa lidt som de tidligere nævnte Indvendinger; thi Margrethes Regeringspolitik viser mere end nogen andens, baade før og efter hende, at nationale Forviklinger bedst lader sig løse ad Forhandlingernes Vej. De Sejre, hun vandt, var overvejende diplomatiske Sejre; ja det var i Virkeligheden kun Kampen mod Kong Albrecht og hans indvandrende Tyskere i Sverige, som hun førte. Hun kunde ogsaa bruge Mændenes Strid til at naa sine Maal, som naar hun en Tid saa gennem Fingre med de Sørøverier, danske Stormænd øvede overfor Hansestædernes Skibe, lige til det Øjeblik kom, hvor Stæderne føjede sig under hendes Vilje, og det samtidig med et Slag lykkedes hende at gøre en Ende paa det upassende Sørøveri. - Hun var fredsommelig, ogsaa fordi hun var maadeholden. Selv da hun stod paa sin Magts Tinde som Hersker over Nordens Riger, lod hun sig ikke friste til at udvide sit Landomraade og gøre Danmark til en Stormagt i Europa men gav et nyt Bevis paa sin Klogskab i Begrænsningens vanskelige Kunst; hendes Ærgerrighed gik ikke i Retning af at være Krigsfyrste men Fredsfyrste. Mod Slutningen af sin Regering samlede hun sine Bestræbelser om at genvinde Sønderjylland, som hun kun havde givet fra sig midlertidig for at købe sig Fred til at ordne sit Mellemværende med Sverige; men heller ikke her gaar hun frem med væbnet Magt, men søger at naa sit Maal ved Køb eller Udlaan mod Pant i Slot og Gods. Store Dele af Sønderjylland kom paa den Maade tilbage til Danmark, og sikkert vilde ogsaa Resten have været genvunden, om ikke Døden havde indhentet hende midt paa hendes daadrige Livsbane og i hendes fulde Kraft.
At Kong Erik i hendes Levetid gjorde et enkelt Forsøg paa med Magt at faa en Ende paa Striden med Holstenerne kan ikke regnes hende til Last, det skete ikke med hendes gode Vilje, og Forsøget mislykkedes da ogsaa, og det skyldes udelukkende hendes Kløgt og besindige Fremfærd, at de tabte igen blev indvundet. Med berettiget Stolthed kunde hun pege paa den Fred og Tryghed, hun havde skaffet Norden baade udadtil og indadtil, samtidig med at hun havde hævet de samlede Riger op til en Anseelse, som de hverken før eller senere har nydt. Intet Under, at en tysk Historieskriver kunde skrive de Ord: „Da faldt en Angst og Skræk over hele Rigets Mandskab, idet de erkendte denne Frues Visdom og Styrke, og de bød sig hende og hendes Køn til Tjeneste.”
Men skønt hun altsaa havde brugt Sværdet mindre end de fleste andre af hin Tids Fyrster, følte hun dog, da hun saa tilbage over sin Regeringstid og opgjorde sit Bo, Vemod ved Tanken om alt det Blod, som var udgydt til Fremme af hendes Planer, og betænkte i sit Testamente fattige Jomfruer og Mænd for det, „som sket er i Orlogen” og indstiftede Sjælemesser for dem, der er faldne i Krigen, „hvad heller de haver været med Riget eller imod.”
En Medfølelse med Krigens Ofre, der strækker sig til dem, der har baaret Vaaben mod ens egne, er vistnok et Særsyn i hine Tider, hvor Menneskekærlighedens Grænser endnu var meget snævert trukne, men viser os, hvor dybt Margrethes Uvilje mod voldelige Afgørelser bundede, og peger langt ud over hendes Tid, saa langt, at der intet vilde være til Hinder for, at vore Dages Fredsvenner enedes om at rejse Margrethe et Mindesmærke i Taknemlighed for det Bevis, hun har givet fremtidige Slægter paa, at Konflikter bedst løses ad fredelig Vej.
„Geniet har intet Køn” - men hvorfor da just gøre Margrethe til et Mindesmærke for Kvinders Valgret? Hvorfor ikke vælge en mere typisk Kvindeskikkelse? Fordi Margrethe, den geniale Politiker, aldrig var bleven en genial Politiker om ikke Forholdene havde draget hende frem af Kvindeburet og givet hendes slumrende Genialitet de nødvendige Udviklingsmuligheder. Men hvad der timedes Margrethe den Gang, da hendes Faders Død aabnede hende Vejen til Danmarks Trone, det samme er timedes Danmarks Kvinder nu, hvor den nye Grundlov af 5. Juni 1915 aabner fri Bane for de politiske Evner, som maaske slumrer i mere end én dansk Kvinde. Hvilke Egenskaber Kvinderne som Politikere vil udfolde, kan ingen paa dette Tidspunkt have nogen Anelse om, muligvis vil Fremtiden vende ganske op og ned paa vor Tids Begreber om kvindelig Fuldkommenhed og vise os Kvinder af en Støbning, der kommer Margrethes nær. Saa meget ved vi blot, at hun har plantet Kvindens politiske Stander saa langt ud, at ingen Drøm om politisk Daad er saa dristig, at en Kvinde ikke med Margrethes Eksempel for Øje nu tør drømme den, intet Maal for politisk Ærgerrighed er saa højt, at en Kvinde ikke med Margrethes Storhed i Minde nu tør sætte sig det. De forsigtige Mænd har ganske vist i den nye Grundlov forment Kvinder Adgangen til den Trone, som ingen har beklædt med bedre Adkomst end den eneste Kvinde, som nogen Sinde naaede derop, men ogsaa dette sidste og eneste politiske Skel mellem Mand og Kvinde vil forhaabentlig forsvinde den Dag, hvor Kvinderne vaagner til Bevidsthed om Rækkevidden af den Magt, som med den nye Grundlov er lagt i deres Hænder, og med et Pennestrøg i denne giver Margrethe Valdemarsdatter Oprejsning for den Tort, som øvedes mod hendes Minde, da Tronfølgerloven af 1853 udelukkede Kvinderne fra den Plads, som hendes Kongsgerning for alle Tider burde have sikret dem Adkomst til, og da Grundloven af 1849 i sin Paragraf om Tronledighed udelod Ordet Dronning.
Naar vi har ønsket at rejse Margrethe et Mindesmærke højt til Hest, er det dog ikke, fordi hun aandelig talt satte sig selv højt til Hest. Hun var stor nok til at være ydmyg, ydmyg overfor Gud og ydmyg overfor det Folk, hvis Velfærd var lagt i hendes Hænder. Derfor kunde hun, som ovenfor skrevet bede den fattigste i sit Rige om at forlade hende den Uret, hun mod sin Vilje kunde have begaaet imod ham. Det er heller ikke, fordi vi ønsker i Margrethes Skikkelse at sætte os selv højt til Hest i Anledning af den Borgerret, Mændene har tilstaaet os, men det er fordi Margrethe bogstavelig talt øvede sin politiske Stordaad højt til Hest. Saaledes færdedes hun aarle og silde fra By til By, fra Borg til Borg i sit udstrakte Rige, mæglende, dømmende, lovgivende, fredstiftende. Al Nordens ubændige Mandskraft faldt til Ro under hendes Kvindevilje og gav sig tillidsfuld og tæmmet i hendes Tjeneste, ganske som den store, stærke Hest, Marie Carl Nielsen fremstiller hende siddende paa. Hun tumler den ikke som en Amazone, løst og let ligger Tøjlerne i hendes Herskerhaand, støt og sikkert træder den med alle fire Hove i Jorden, glad ved at faa Lov at bære hende, som hun er glad ved den Hjælp, den med sin Styrke yder hende. Ingen af de to kan undvære hinanden, Mandskraften og Kvindesnillet har i dem indgaaet sin vidunderligste Forening.
Men der kom en Dag, hvor de maatte skilles, hvor Tøjlen gled ud af hendes stivnede Hænder, og hun sank af Sadlen. Da sprængte hendes Ganger rytterløs med vajende Manke og gjaldende Hovslag henover Nordens Sletter, Ildgnister føg fra dens Jernsko og Blod farvede dens Spor. Alt, hvad hendes Snille havde bygget op, laa søndertrampet bag den, alt, hvad de sammen havde frydet sig over, laa skændet af dens ubændige Hove.
Endnu gjalder dens vilde Ridt i vore Øren op gennem Tiderne, mange Ryttere har siddet paa dens Ryg efter hende, men, ingen har kunnet tæmme den, siden hun gled af Sadlen; derfor maa den løbe om Lande, til den sprænger sig selv, eller til den atter en Gang mærker hendes lette Vægt paa sin Ryg, hendes bløde men viljestærke Haandgreb i de tabte Tøjler. Da vil den igen falde til Ro i sin Styrke og med alle fire Hove plantede i Jorden stolt under sin Byrde skue frem for sig lige saa tryg og selvsikker som dens Bronzebillede foran Danmarks nye Rigsdagsbygning.