« Tilbage til søgeresultaterne
Naar vi kommer til!
Mod Strømmen!
Hr. Dr. havde forleden i „Verden og Vi” et ondartet og personligt Angreb paa mig. Og min første Tanke var egentlig at ignorere det, da Angrebet var saa groft og af en saadan Art, at jeg næppe syntes, det kunde skade mit gode Navn og Rygte. Men da jeg ser, at „Kvinden og Samfundet” aftrykker det, synes jeg, at det maaske dog ikke er rigtig helt at tie stille. Og jeg beder derfor „Kvinden og Samfundet” give mig Plads for et Par imødegaaende Ord - Andet Forsvar har vi jo ikke, ikke overfor slige Angreb. - Thi, som Professor Georg Brandes skriver i „Politiken”:
„At Duelvæsnet er faldet bort, har i visse smaa, lidet civiliserede Samfund medført, at Pressen kan være anderledes fræk og personlig end den kan være i de Lande, hvor Fornærmeren kan vente en Udfordring.”
Hr Dr. mener, at jeg maa skamme mig, fordi jeg har rettet en Satire mod tomhjærnede, overfladiske smaa kvindelige Ægerrigheder, og mod det forlorne Frisind, som saa mange smykker sig med.
At akkurat de samme Skavanker findes hos Mænd, gør jo ikke Kvindernes bedre.
Men jeg kan forsikre Hr. Dr. om, at skamme mig gør jeg absolut ikke. Jeg kan tage baade hans og andres Fyraab med stolt Samvittighed; thi jeg tror, at Kvinderne aldrig haardere end netop nu, da de staar ved Magtens Tinde, har nødig at holde Ideens Fane højt og fries for de mange smaa overfladiske Ærgerrigheder, som allerede er og vil strømme til, og som jeg gerne i „Naar vi kommer til” vil raabe et Vagt i Gevær overfor. Jeg har saa benyttet Lystspillets lette Tone dertil. Og at det derigennem er lykkedes mig at løse de bundne Tanker, viser Premiéreaftnens Jubel og hele Publikums og da ikke mindst Kvindernes Holdning under de følgende Opførelser.
Ej heller har jeg ment, at det er vanærende, at en Kvinde skriver en Satire over Kvinder - saa lidt som der er bleven anket over, at baade hedengangne Klassikere og senere Forfattere har skrevet Satirer over Mænd.
Med Hensyn til Hr. Dr.s Beskyldning om, at jeg har villet slaa Mønt af Kvindesagen, - ja, da kan jeg fristes til at minde om et Svar, Christen Kold en Gang gav, da en kom med en ufin Beskyldning mod ham.
Kold sagde:
„Ja, saadan vilde Du have handlet. Derfor tror Du, jeg vil gøre det?”
Nej, vilde jeg have slaaet Mønt, saa maatte jeg vist hellere have lagt mig efter at skrive et Stykke som f. Eks. ,,Den røde Bande”; - et Stykke, som Hr. Dr. stiller op som et lysende Forbillede, som et Ideal at stræbe efter.
„Naar vi kommer til” er mod Strømmen. Og det betaler sig bedst at være med.
