« Tilbage til søgeresultaterne
D. K. og fredsarbejdet
Naar jeg tog mit Forslag om at sætte Fredssagen paa vort Program, tilbage, ved Fællesmødet i Odense, var det ikke, fordi jeg indsaa, at det var en Sag vi ikke kunde tage op, men fordi jeg holdt for meget af Dansk Kvindesamfund til, at jeg kunde ønske det at faa den Plet sat paa sig, at det nedstemte Forslaget, og jeg fik paa Fornemmelsen, at det vilde gaa saadan, da Fællesstyrelsen absolut ikke ønskede det paa Programmet.
Arbejdet for at faa fremtidige mellemfolkelige Stridigheder, eller om man vil Retsspørgsmaal, afgjort ved en Voldgiftsret, vil sikkert alligevel blive taget op, udenom Kvindeforeningerne, og jeg tror, at Kvindeforeningerne vil tabe ved, at de lod den belejlige Tid upaaagtet: Det forekommer mig, at vi gør os Bekymring og Uro med saa mange Ting, men lader det største og vigtigste ligge.
Da vi i Fjor var samlede, i Grundtvigs Hus til det nordiske Kvindemøde og hørte svenske, norske, finske og danske Kvinder tale og sang de forskellige Landes Nationalsange, var det, som jeg hørte Sus fra Fredsenglens Vinger. Jeg saa i Tankerne Kvinderne Verden over række hinanden Haanden paa, at nu skulde der oprinde en Fredens Tid, hvor Moder- og Søsterfølelsen skulde være stærk nok til at modarbejde den brutale Magt, som giver sig Udslag i Krigen. Den nuværende Krig var ikke brudt ud den Gang, men Krig har for mig al Tid staaet som den værste Skamplet paa Verdensstyrelsen, og som det, vi Kvinder først og fremmest skulde se at faa ændret. Kvindesag og Fredsag har i mine Tanker hørt sammen.
Faktisk har vi jo ogsaa allerede taget det op, da den internationale Kvindevalgretsalliance, hvoraf
D. K. er Medlem, protesterede paa tolv Millioner Kvinders Vegn, mod Krigen.
Den Gang var det for sent, og kan vi ikke nu med det samme rejse os mod den Maade at afgøre Retsspørgsmaal paa, bliver det maaske for sent for næste Gang ogsaa, det Skal vi tænke paa.
Det vilde splitte os, blev der sagt, men der er dog vel ingen Kvinder, hvordan de end stiller sig til Forsvarssagen, der vil mene, at Krig er den ideelle Domstol, og at Retten ved den sejrer.
Jeg har endnu ikke tabt Troen paa, at D. K. kan tage et Arbejde op for Fredssagen, og jeg tror, der er mange af Medlemmerne, der tænker som jeg.
Tolv Millioner organiserede Kvinder Verden over er dog en Magt, vi bør udnytte.
Og for os danske Kvinder gælder det jo, som Haag Delegationen sagde i sit Telegram i Anledning af den ny Grundlov: „Your powers now free to work for peace.”
Kan vi ikke faa den Sag op til Drøftelse i Bladet.
Vilhelmine Willingshøi.
Kære Fru Willingshøj!
Jeg vil gerne have Lov til at være den første, der svarer Dem her i Bladet, fordi jeg ved, at vi i Virkeligheden vil det samme, om end vi synes at have tænkt os hver sine Veje til det store, ak saa fjerne, Maal: at vække en saa stærk Fredsvilje hos Kvinderne, at de efterhaanden som de faar direkte Indflydelse Verden over, skal gøre Krig til en Umulighed.
Dette er, hvad De og jeg og flere og flere med os, navnlig i disse Tider, ønsker af al vor Evne - stor eller lille - at arbejde hen til, og De sigtede mod dette Maal, da De paa Odensemødet stillede Deres Forslag, om at D. K. skulde tage Fredssagen paa sit Program og i Forbindelse med andre Landes Kvinder arbejde for denne.
Maa jeg nu allerførst sige, at - efter min Mening - kunde det aldrig være blevet en „Plet” paa D. K., om Deres Forslag var bleven stemt ned, alene af den Grund, at det formelt set ikke var i Orden.
Et Forslag til en saa vigtig og omfattende Udvidelse af vort Arbejdsprogram kan jo ikke betragtes som et almindeligt Ændringsforslag, men burde være stillet med den lovformelige 4 Ugers Frist, saaledes at Medlemmerne Landet over havde faaet Tid til at tage Stilling dertil, - i modsat Fald kunde en Vedtagelse meget let have virket som en Overrumpling.
Med Hensyn til selve Spørgsmaalet om, hvorvidt D. K. - som D. K. - skal tage et Arbejde op for Fredssagen da vil dette - efter min ringe Erfaring i begge Sagers Tjeneste - ikke være tilraadeligt.
Jeg gaar ud fra, at baade De og jeg skelner skarpt imellem 1) et virkeligt Arbejde for Fredssagen, og 2) en ikke-forpligtende officiel Sympatitilkendegivelse af den Opfattelse, at „Krig ikke er den ideelle Domstol”, og at Kvinder som Kvinder protesterer mod Krig. Det første kræver, synes jeg, at alt andet maa hvile, hvilket i dette Tilfælde vilde betyde, at D. K. maatte laves om til en Fredsforening og kun være en saadan. - Det andet, indrømmer jeg, vilde have været paa sin Plads ved det første Møde, som Danmarks ældste og betydeligste Kvindesagsforening, holdt efter, at dens Medlemmer var bleven politiske Borgere. Det vilde uden Tvivl være blevet enstemmigt vedtaget, og naar et Forslag i den Retning ikke forelaa, føler jeg godt, at Bebrejdelser i saa Henseende i første Række rammer mig, der var D. K.s Repræsentant paa Haagkongressen. Forklaringen, der kun i ringe Grad undskylder mig, ligger i den forcerede Rejse, det ophobede Arbejde, Grundlovsændringens Vedtagelse, Valgretstoget og det hastigt sammenkaldte, hastigt afholdte Fællesmøde med en overfyldt Dagsorden, og endelig ligger den i den gamle Sandhed om, at ingen til Gavns kan tjene to Herrer, naar begge disse er saa altkrævende som international Fredssag og dansk Kvindesag er i Øjeblikket. - Der er dem iblandt os, der i Mangel af bedre Arbejdskraft, maa tjene - og med god Vilje tjener - begge Sager, og ogsaa som Følge af vore fattige Evner tager vore personlige Nederlag ved begge Fronter, men en Forening som D. K. taaler ikke saadanne Nederlag, i hvert Fald har vi ikke Lov til at udsætte den for dem.
Hvad den tager ind til sig, maa den helt og fuldt gaa i Breschen for, og selv om man med Dem kan sige, at „Kvindesag og Fredssag hører sammen”, saa maa dog enhver indrømme, at det tekniske Arbejde, der skal gøres, og det er jo nu det, der danner Grundlaget for den endelige Sejr, ikke kan ses i samme Linie og derfor ikke - eller vanskeligt - kan varetages af samme Forening uden at begge Spørgsmaal lider under det.
Den Flamme, der tændtes i Haag, næres ogsaa ved en endnu svag Ild i Danmark, og vi, der har paataget os at gøre Kongressens Idéer og Arbejde kendt i vort Land, vil føle os styrkede ved Tanken om, at der er danske Kvinder, som vil lytte til os, naar vort Arbejde har antaget saa faste Former, at det kan træde frem for Offentligheden.
Naar dette er Tilfældet vil „Kvinden og Samfundet” sikkert give os Plads for en Redegørelse, og de Medlemmer af D. K., som føler Trang til at vise deres Fredsvilje, vil da faa Lejlighed til det, og de, der ikke føler Trangen, vil ikke kunne bebrejde D. K., at det har brugt deres Navn og Midler til andet end det, de i sin Tid gav det til ved at melde sig ind i D.K.
Maa jeg til Slut gøre opmærksom paa, at det er en Misforstaaelse, naar De tror, at D. K. gennem sin Stilling i den internatonale Kvindevalgretsalliance har taget Fredsarbejdet op.
Den internationale Kvindevalgretsalliances Hovedstyrelse sendte inden Krigens Begyndelse en Protest ud, det er rigtigt, men den har aldrig taget Fredssagen paa sit Program og forpligtet sig til som Organisation at arbejde for den, - - en Afstemning om, hvorvidt den skulde sammenkalde til en Kongres nu under Krigen for der at protestere, faldt med overvejende Majoritet og med den Motivering, at man ønsker dens Kræfter bevarede til Arbejdet for den Reform, for hvis Indførelse den har dannet sig, og hvis Virkeliggørelse forhaabentlig vil gøre alle Fredsforeninger overflødige.
I det internationale Kvinderaad, af hvilket D. K. ogsaa er indirekte Medlem, er der, som De maaske husker, et„Fredsudvalg”, men end ikke dette har kunnet formaa Raadet til i disse Tider at afholde Kongres om dette Spørgsmaal, noget, der viser, hvor vanskelige Tiderne er, og hvor alle de, der har noget at bevare, nødigt risikerer det.
Men fordi store internationale Organisationer har maattet tage dette Standpunkt, derfor er der ingen Grund til at tabe Modet. - Den Tanke, at det bliver Kvinderne, der fører den varige Fred ind i Verden, er saa god, at den „kan slet ikke dø”, og jeg tror, som De, at den bliver taget op, men den skal tages op af dem, der er stærke nok til det og helt kan hellige sig den.
Deres hengivne
Th. Daugaard.
Skal Spørgsmaalet drøftes i Bladet, henstiller jeg, at Diskussionen kommer til at dreje sig om, hvorvidt D. K som Organisation skal paabegynde et Arbejde for Fredssagens Løsning, sin Sympathi med Fredstanken har D. K. jo vist ved at lade sig repræsentere i Haag.
