« Tilbage til søgeresultaterne
Videre mod Maalet!
Fuld Ligeberettigelse!
Med megen Interesse, men ikke med lige saa megen Glæde har jeg fulgt de mange Meninger, der er kommet frem i Anledning af Kvindevalgretten. At imødegaa nogen af disse er ikke min Tanke, men jeg synes, at i en saadan Brydningstid som denne er det godt, at saa mange som muligt viser hvor de staar, selv om de som Undertegnede er et Nul, der kun tæller med bag de førende Enere.
At en Valgretsforening, som har Opnaaelsen af Valgret til Maal opløses, naar Maalet naaet, er en forstaaelig Ting, men at Dansk Kvindesamfund skulde tilintetgøres netop nu, da det efter lange Kampe endelig har Vaabnet i Hænde, det, der skal være Midlet til at indtage den Fæstning, som hedder Ligeberettigelse, det er ubegribeligt. Tværtimod skulde alle Kvinder just nu slutte sig fastere sammen for samlede at bære Kvindesagen frem mod Maalet med nye Midler gennem nye Kampmaader.
Allerhelst ønskede jeg at Kvinderne kunde danne deres eget Parti, som fri for alt det uldne og valne, der netop i vore Dage kendetegner dansk Politik, kunde føre Kvindernes Sag frem i Lyset, den Sag som til syvende og sidst mere end nogen anden er en Samfundssag.
Ligeberettigelse - lige Ret!
Det forekommer mig at selv meget kloge Professorer snubler over dette Ord og synes at mene, at Kvinden derigennem tilstræber at blive Mand. Dette er saa langt fra Tilfældet. Kvinden er Kvinde og vil vedblive at være det og hvad hun paatager sig at udrette i Fremtidens Samfund, vil hun udføre paa sin specielle Maade, og den enkelte Kvinde vil ligesom den enkelte Mand vide at finde det Felt, hvor hendes Evner bedst kan udnyttes.