« Tilbage til søgeresultaterne

Litteratur

« Se emneord

Anna Linck: Jeanne D’Arc. - Il­lustreret efter historiske Malerier. - G. B. N. F. - 220 Sider.

Historisk interesserede og navnlig; kulturhistorisk interesserede Læsere vil i høj Grad høste Udbytte ved at gøre sig bekendt med dette Udsnit af Frankrigs Middelalder; thi, smuk­kere Skildringer eller troværdigere Billeder af Tidens Mennesker, Byg­ninger, Skikke og Sædvaner, Optog og religiøse Ceremonier etc., tror vi ikke let, man faar fat i. Skulde man ind­vende noget, vilde det maaske blive dette, at Forf. overbroderer; ikke saa­ledes at forstaa, at hendes Skildringer er overdrevne, men saaledes, at Fortællingen staar stille for at give Forf. Lejlighed til at brillere. Derved forduftes noget af Illusionen.

Vi ser ganske vist nok - og gan­ske korrekt fra Forfatterens Side, - hvilket Indtryk de mægtige Interiører i Byer og Kirker gør paa den unge Landsbyheltinde, men vi ser og faar at vide meget mere, end hun kunde opfatte og rumme, og derfor bliver Indtrykket ikke altid ret levende for Læseren. Dette er kun en lille Indvending, som ikke maa forhindre no­gen i at anskaffe sig og læse denne interessante og stemningsfulde Bog.

- F -

 

Harry  Søiberg:  Birgittes Kær­lighed og andre Historier. - G. B. N. F. - 188 Sider.

Nogle harmløse Smaafortællinger uden indbyrdes Sammenhæng, som skildrer Bønder og Fiskere, godt for­talte og med gode men ikke usæd­vanlige Karakterskildringer. De gør Indtryk af at være skildrede „efter Naturen”, idet de enten maa bygge paa Selvsyn eller paa Overlevering. Man læser dem med Interesse og Ud­bytte.                                  

- F -

 

Mathilde Malling: Madeleine Stjerne. - G. B. N. F. - 280 Sider.

Hvor er det dog en Fornøjelse en­gang igen at faa fat i den rigtige Fru Malling. I Aarevis har hendes Bø­ger virket ret afblegede, har manglet Fantasi og Farve og ærlig talt været lidt kedelige. Men med denne Bog mindes vi hendes allerførste og bed­ste Bøger: „En Roman om Førstekonsulen” og „Gouvenørens Frue”. Hendes Skildring af Madeleine Stjerne i Paris under den fransk-tyske Krig 1870 er rent ud mesterlig; ingen nulevende dansk Forfatter el­ler Forfatterinde vilde kunne gøre hende det efter; saa fin og yndefuld skildrer hun med de zarteste Farver den unge Kvindes Sjæleliv, at man gribes og henrykkes; og dog ved man ikke, hvad man skal beundre mest: Skildringen af denne henrivende Kvinde eller den digteriske Inspira­tion, som skabte hende.

Hun er Fru Mathilde Malling vær­dig.    .                                

- F -

 

Clara Koefoed og Harald Tandrup:

Fru Sivertsens Baron. - G. B. N. F. - 153 Sider.

Man har ondt ved at forstaa, hvad der har været Forff.s Mening med denne Bog. Læserne vil dog som Regel gerne kunne finde en ledende Traad eller Tanke i de Bøger, de giver sig i Lag med; man vil more sig over de skildrede Personers komiske Sider eller røres ved deres mer eller mindre tragiske Skæbne, belæres el­ler bringes til at tænke over de Pro­blemer, som Emnet stiller - eller man vil slet og ret kun underholdes.

Men intet af dette giver denne Bog os. Det morsomme er meget lidt mor­somt, det tragiske er saa temmelig karikeret, og selve Personerne - og da navnlig Hovedpersonerne - saa utiltalende og som Typer saa interesseløse, at det hele bliver Læserne saa tindrende ligegyldigt.

Vi skal derfor heller ikke forsøge en nærmere indgaaende Kritik, der jo maatte forudsætte, at der var noget værdifuldt blandt det meget værdilø­se, hvad vi ikke har kunnet finde. Der mangler det Satyrglimt, som kunde lyse op i al denne Lystenhed, og som Gustav Wied saa ofte med faa Ord saa mesterligt har kastet over sine kaade Skildringer og faaet os til at briste i Latter eller røres af Medfølelse ved.

- F.-

 

Jenny Becker: Lise Bjørner. - Hagerups Forlag. - 144 Sider.

En kønt fortalt, lille Bog om en ung Pige, der fra Barndommen af har sluttet sig stærkt til en jævnaldrende Dreng, Karl, i hvis Natur der er me­get fint og dygtigt, men som alligevel Gang paa Gang bukker under for de stærke Drifter i sig i daarlig Retning. Hun vedbliver dog at tro fuldt og fast paa ham, og kun hendes stærke Tro er det, som en Tid holder ham oppe.

Da hun imidlertid af Forældrene, som ønsker at føre hende ud af dette Forhold, sendes til København i hen­ved et Aar, falder Karl tilbage til sit vilde, uordentlige Liv og indser, da hun vender tilbage, at han for bestan­dig maa give Afkald paa hende, skønt hun endnu forsøger at redde ham, og forlader Landet for - ganske umotiveret forresten - at dø i Udlan­det, hvorfra han dog skriver et sidste Brev til hende og fortæller hende, at han har fundet Vej til Gud, hvortil hun saa ofte har henvist ham at søge Hjælpen.

Der er en Del god Sjæleskildring i denne lille Fortælling, om end man paa visse Steder nok vil finde den vel naiv. Men mange vil sikkert læse den med Fornøjelse og Udbytte.

- F.-