« Tilbage til søgeresultaterne
Enten - Eller
„Kvinden og Samfundet” bruger ikke mindre end to Spalter til at dække over en taktløs Optagelse af en taktløs Artikel mod mig. En Artikel, som næppe en eneste ud over „Kvinden og Samfundet”s Redaktion har taget alvorlig. Men trods de mange Ord, der er brugt, lykkes det dog ikke Bladet at udviske eller bortforklare Taktløsheden.
Jeg kan samtidig berolige Redaktionen med, at den i dets Artikel saa meget eftersøgte Repræsentant for den politisk forstaaende Kvinde virkelig findes i „Naar vi kommer til”. (Frk Dr. Poulsen). Hun bliver Gang paa Gang nævnt. Og i Slutningen af Stykket den eneste Kvinde, der bliver valgt. Af praktiske Hensyn viser hun sig ikke selv paa Scenen.
Men for at komme tilbage i Klassikerne… Man kan meget godt satirisere over menneskelige Skavanker uden samtidig at opstille Idealet. -
Se f. Eks. Holbergs „Den politiske Kandestøber”.
Og jeg maa bekende, jeg kan stadig ikke andet end undres over, at vort gamle Kvindeblad „Kvinden og Samfundet” sender slig et Æsselsspark efter en, af de, der har staaet i Kvindebevægelsens Rækker fra den Tid, det kostede at være med, faa Æselsparket fra dem, der først er traadt ind i Rækkerne, da det gav Magt og Anseelse.
Delte Bladet ikke mit Syn, og fandt min Satire i „Naar vi kommer til” ikke Genklang i Redaktionen, kunde jeg vel have ventet den samme Mangel paa Interesse og den samme Tavshed fra Bladets Side, som det i en Aarrække har vist overfor mine øvrige Arbejder, selv naar disse Arbejder meget alvorligt talte den enkelte forurettede Kvindes Sag . . f. Eks. Jægermesterinden og flere.
Charlotte Eilersgaard.
Dansk Kvindesamfunds Blad dækker ikke over noget, ikke engang over Medlemmernes egen Skrøbelighed, naar Kvindesagens dybeste Interesser staar paa Spil. Og naar en Forfatter, samtidig med, at hun roser sig af at have „staaet i Kvindebevægelsens Rækker fra den Tid, det kostede at være med”, udleverer Sagen uden en eneste virkelig Talsmand til et uindviet Publikums Forlystelse, da staar Kvindesagens Interesser paa Spil. Fru E. trøster sig med, at ingen af Bladets Læsere udover Redaktionen har taget Hr. Dr.s Kritik af hendes Stykke alvorlig, - jeg ved ganske vist ikke, hvor mange af D. K.s Medlemmer, der har overværet en af dets Opførelser og derfor kan danne sig en Mening om det berettigede eller uberettigede i Hr. Dr.s Omtale, men saa meget ved jeg, at de
6 Medlemmer af Fællesstyrelsen, dels fra Landet og dels fra Byen, som tilskyndede af Dr.s Kritik, gik i Dagmarteatret sammen med Redaktionen for at se „Naar vi kommer til”, de gav uden Undtagelse denne Kritiker Ret.
Fru E.s beroligende Ord om, at der i Stykket findes en Repræsentant for „den politisk forstaaende Kvinde”, beroliger mig ikke i fjerneste Maade, da vi hverken ser eller hører denne Dame, ja ikke engang erfarer andet positivt om hende, end at hun bliver valgt, - der vælges desværre saa mange Kvinder, som er Kvindesagen ganske uvedkommende. Hvis Fru E. virkelig har ønsket, at Frk. Dr. Poulsen skulde sige god for Kvindesagen i Stykket, har hun baaret sig højst upraktisk ad ved „af praktiske Hensyn” ikke at lade hende vise sig paa Scenen; og det forbedrer ikke Sagen, at hun nu gør Stykket til et Slags Fixérbillede, hvor den Person, alle alvorlige Mennesker vil spørge efter, bogstavelig talt er sat ud af Spillet og maa søges i Kulissen.
Det lykkes næppe Fru E. at faa de hedengangne Klassikere paa sin Side, end ikke Holberg. „Den politiske Kandestøber” er ikke en Satire over en Idé eller Sag, den er en Satire over Smaaborgeres politiske Ærgerrighed, og den sunde borgerlige Fornuft har sin fortræffelige Repræsentant i den ædruelige Antonius for ikke at tale om de to Raadsherrer, der med tilstrækkelig Tydelighed tolker os Forfatterens Syn paa Sagen.
Fru E. bebrejder Redaktionen, at den ikke har vist hendes sidste Stykke den samme Hensynsfuldhed, som vi altid har vist mod de af hendes Bøger, som vi var ude af Stand til at rose (Jægermesterinden udkom ikke under denne Redaktion), men der er den Forskel paa „Naar vi kommer til” og hendes tidligere Værker, at her er det Kvindesagen hun - med eller mod sin Vilje - har angrebet, og intet saadant Angreb kan „Kvinden og Samfundet” lade gaa uænset hen, selv om det kommer fra „en af dem, der har staaet i Kvindebevægelsens Rækker fra den Tid, det kostede at være med.”
Det koster endnu at være med, kan jeg forsikre Fru Ejlersgaard, det koster f. Eks. mig i dette Tilfælde den Ubehagelighed at være tvunget til at sige en af D. K.s ældste Kredsformænd den Sandhed, at hun har skrevet en daarlig Satire over en god Sag, tilmed en Sag, „i hvis Rækker hun har staaet fra den Tid, det kostede at være med.”
Gyrithe Lemche.
