« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Frede Thomsen: Ivan Turgenjev og Pauline Viardot-Garcia. - 226 Sider. - Vilh. Priors kgl. Hofboghandels Forlag.
I denne Bog har Forf. fra Breve cg Aviser o. s. v. fra saa godt som hele Evropa samlet en Mængde Stof til en Mindekrans for de to i Bogens Titel nævnte Personer. Omkring dem sværmer for vore Øjne et sandt Kaleidoskop af Personer, mer eller mindre betydelige, men alle kun omtalte i Relation til Hovedpersonerne. Bogen fremtræder nærmest som Erindringer eller Livsbilleder uden nogen, fast komponeret Ramme, og det synes ofte noget tilfældigt, hvad der omtales og hvad ikke.
Men som Tidsbilleder gennem Turgenjews og hans Elskedes lange Liv danner de behagelig, underholdende og belærende Læsning om en stor Del af forrige Aarhundredes store - mest Kunstnere, saasom Musikere, Forfattere, Billedhuggere og Malere. Intetsteds virker Bogen kedelig, og man glæder sig over det smukke Forhold, hvori Turgenjew stod til Familien Viardot, ikke alene til Husets Frue, som han elskede, men ogsaa til Manden og Børnene.
Bogen fremtræder uden noget stærkt Forfatterpersonlighedspræg, hvad der for Paalideligheden af dens Indhold vel maa siges at være en Fordel.
Olga Eggers: Den glemte Gud. - 222 Sider. - G. B. N. F.
En underlig Titel paa en underlig Bog, der, skønt talentfuldt skrevet, med gode Karaktertegninger, dog ikke helt tilfredsstiller Læseren paa Grund af manglende Klarhed. Man ser ikke ret, hvor Forf. vil hen, skønt man nok aner det. Med »den glemte Gud« mener Forf. formentlig den Trang til at være noget for andre, hvori de fleste - i alt Fald - efter Forf.s Mening ene og alene bør søge Lykken.
De to Kvindelige Hovedfigurer er begge, hvor forskellige de end er, ude at søge Lykken for sig selv uden stort Hensyn til de Mænd, de efterhaanden paa forskellig Led knytter sig til. Den ene er den blide Kvinde, der egner sig bedst for det stille Hjemliv, men som i sine to Ægteskaber har ondt ved at finde sig til Rette, fordi den første Mand keder hende ved sin Almindelighed, den sidste ved sin idelige Optagethed af sin Kunst. Ingen af dem formaar at op tage hende saaledes, at hun føler Lykken ved kun at ofre sig for dem.
Den anden er af en hel anden Støbning, selvbevidst og ret uelskværdig, klog og blændende, men ude af Stand til at give sig selv hen til den Mand, hun forlover sig med, hvorfor hun atter bryder med ham. De andre Mænd, hun træffer paa sin Vej, naar vel at gøre Indtryk paa hende, men er af den slags, som ikke ønsker at knytte nogen varig Forbindelse med en Kvinde, hvorfor hun ikke formaar at holde dem fast.
At komme dybere ind paa Forf.s Mening med Bogen, lønner sig næppe; dertil synes den for tilfældig, - ligesom Slutningen heller ikke giver nogen tilfredsstillende eller tilstrækkelig begrundet Løsning, der kunde vejlede ved Bedømmelsen.
De to Hovedfigurer er bedst skildrede, medens de øvrige kun danner ret ligegyldig Staffage.
Mathilde Muus: Stilfærdige Kærlighedshistorier. - G. B. N. F. - 176 Sider.
Nette Smaafortællinger med lidt vel almindelig Karaktertegning. Kun i en enkelt er der Tilløb til noget mere, nemlig i »Kloralforgiftning«, hvor Forf. skildrer en gammel Læges kloge og morsomme Helbredelseskur. Denne Figur er godt set og gengivet, og for denne Fortællings Skyld bør man læse Bogen. Men hvorfor de kaldes Kærlighedshistorier, ses ikke, thi kun nogle af dem handler om egentlig Kærlighed.
Laura Kieler: Kong Erin. - H. Hagerups Forlag. - 200 Sider.
Charlotte Eilersgaard: Mit Land - Dit Land. - G. B. N. F. - 170 Sider.
Blandt meget andet, som denne Veidenskrig har bragt, er ogsaa en Del Litteratur. Først naturligvis Forsøgene paa de autentiske Beretninger om Aarsagerne til Krigen og om Begivenhederne i de første Dage, som vi finder i de forskellige Landes »Hvid-, Blaa-, Rød-, osv. bøger«. Dernæst de mange videnskabelige Værker efter de bedste Kilder. Derefter disse Værker i populariserede Extrakter. Og endelig de rene Fantasifostre, som Krigen affødte, til hvilke de sidstnævnte to Bøger maa regnes. Grunden til, at disse to her samstilles, er ene og alene den, at de begge, om jeg saa maa sige, falder ind under den saakaldte Gullaschskat. Thi ellers er de meget forskellige af Indhold og litterær Værdi.
Laura Kieler henvender sig denne Gang til den yngste læsende Ungdom, Drenge og Piger mellem 10 og 13 Aar, og for disse vil hendes Æventyr om Prins Erin, der bliver Konge i sine Fjenders Land, og den lille Prinsesse Margrethes Sorg over denne sin Barndomsvens Troløshed danne det sikre Grundlag for den Optagethed, hvormed de smaa Læsere vil følge Forfatterinden og hendes Helt i det fremmede Land, mens hun opruller for deres Fantasi, hvorledes Prinsen modtages med al mulig Pragt og Pomp og alle tænkelige Æresbevisninger, hvorledes han virker til Gavn for sit nye Land ved at puste Energi i alle sine trevne Undersaatter, hvorledes han lidt efter lidt føler sig selv ene, og kommer til at længes efter sin lille Prinsesse, der ikke har villet følge ham til det fremmede Land, - hvorledes han afslaar at gifte sig, som det ønskes, med den unge, smukke Enkedronning, hans Forgængers Gemalinde, og hvorledes han endelig frasiger sig Tronen efter 8 Aars Regering, da han opdager, at hans Ministerium vil til at føre Krig mod hans Fædreland - hvorledes han tages til Fange, flygter og paa en fast overnaturlig Maade redder sig til sit Fædreland og kommer tidsnok til ukendt at tage Kommandoen over sine Landsmænd, da deres Oberst falder i Kampen, Og endelig, hvorledes han, saaret, paa Lazarettet træffer sin Ungdomselskede, den lille Prinsesse.
Og naar de smaa Læsere er naaet saa langt, falder der en stille Taare paa det sidste Blad med en Tak til Fru Kieler for det dejlige Æventyr. -
Medens Fru Kieler saaledes underholder de smaa i Barnekammeret, faar vi voksne Ro til at nyde Fru Eilersgaards smukke og sobre Fremstilling af et ideelt Ægteskab mellem en tysk Direktør i en nordtysk Provinsby og hans franskfødte Frue i Tiden før, under og efter Krigens Udbrud. Forf. har i denne lille Fortælling været sjælden heldig, og man glæder sig over dette virkelig betydelige Fantasistudie.
Fru Hirschfeld er den fine, tilbedte Husfrue, den fejrede, undertiden misundte, rige Direktørfrue, der med uopnaaelig fransk Ynde forstaar at blænde alle Hjemmets Gæstevenner, indtil den ulykkelige Krig som Følge af hendes formentlig franske Sympatier bringer hende over paa de mistænktes Side, saa hun skyes af alle sine tidligere Bekendte undtagen af en fransk Lærerinde, der har kendt hende fra Barndommen af, og med hvem hun engang var Kammerat i Frankrig. Denne, hvem hun under de for Lærerinden under Krigen trykkende Forhold, hjælper med Penge, bliver, da hun rejser, anset for Spion, og det opdages, at Fru Hirschfeld har understøttet hende, og at Direktøren, vidende herom, har ladet det ske, ligesom han ogsaa har indsmuglet sin Hustrus franske Korrespondance med sit Handelsfirmas Artikler, hvorfor han sluttelig arresteres og tager sig af Dage i Fængslet. Alt dette er gribende fortalt med en Troværdighed, som kunde der ligge noget virkeligt Tilfælde til Grund. Forf. faar i denne lille Fortælling Lejlighed til at dokumentere en god psykologisk Evne, der stærkest træder frem i Skildringen af et Middagsselskab, som Direktøren giver i sit Hjem kort efter Krigens Udbrud; dette er ypperligt. I det hele hviler der over Fremstillingen den Knaphed og Beherskelse, som man værdsætter saa højt, og som man som Regel kun finder hos de bedste Forf. Det er os en Glæde at anbefale denne lille Fortælling til vore Læsere.
En anden lille Fortælling: »Dødens Lykke« og et lille Skuespil: »Sølvbryllupsrejsen«, som begge er optagne i Bogen, er mindre betydelige, og synes kun medtagne, fordi de nu engang fandtes paa Lager. Navnlig kunde Skuespillet have været undværet; det er hverken særlig nyt eller godt, og de fleste af Figurerne er stærkt chargerede.
F.
H. D. Vere Stagpoole: Den blaa Lagune. - Oversat af Anna Koch-Schiøler. - Vilhelm Priors Kgl. Hofboghandels Forlag. København.
En overordentlig fin, og indtagende Fortælling om to ganske unge Børn, en Dreng og en Pige, som sammen med en Mand, der er Drengens Fader og pigens Farbroder, forliser ved en Skibsbrand og kommer bort fra ham i Taagen paa Havet, hvor efter de i Selskab med en gammel, snurrig Matros lander paa en ubeboet Ø i Sydhavet. Vi følger disse Børns Opvækst langt borte fra al Civilisation under det samvittighedsfuldeste Tilsyn af deres eneste Ven og Fælle fra Skibbrudet, og vi følger
dem siden efter hans Død, overladt som de nu er til sig selv alene. Vi ser ham udvikle sig til en ung nøgen Vildmand, faamælt og udadvendt, optaget af Jagt og Fiskeri, og hvad der tjener til deres Livs ydre Betryggelse, og vi ser hende drømmende og indesluttet leve sit eget mere stilfærdige Liv, lydig underkastende sig hans korte Kommandoord og praktiske Overlegenhed, indtil det Øjeblik kommer, hvor Kærligheden vaagner i dem begge, og de formæler sig lykkeligt og uskyldigt som Fuglene i Træerne over deres Hoveder, og hvor de ogsaa sjælelig bøjer sig mod hinanden og giver sig ind under hinandens Indflydelse.
Fuldt paa Højde med Sjæleskildringen i denne Bog er dens vidunderlige Naturskildringer, man synes man oplever Sagnet om de to første Mennesker i Paradisets Have, og fra de trykte Sider stiger en Hymne til Naturen og den ufordærvede menneskelige Elskov, der fuldkommer Livets og Forplantningens Love, uden Bevidsthed om nogen af Delene. Bogen slutter det Øjeblik, hvor disse to sammen med deres uskyldige Kærligheds Frugt skal gives tilbage til den Verden, de voldelig er blevne bortrevne fra. Man har en Følelse af, at Forfatteren ikke har kunnet overvinde sig selv til at følge dem ind over Civilisationens Tærskel. Fru Koch Schløler fortjener Tak for, at hun i en dadelfri og omhyggelig Oversættelse har gjort denne ejendommelige Bog tilgængelig for den store Læseverden. Den fortjener at blive læst.
e-e.
Jeanne Ourdahl: Et gammelt Borgerhjem. - Oversat af Gerda Mundt. - G. B. N. F.
En Fortælling for Ungdommen kaldes denne Bog, og vi maa tilstaa, at denne Tilkendegivelse plejer at virke afskrækkende paa os. Størsteparten af de Bøger, som i vore Dage præsenterer sig som særlig beregnede paa Ungdommen, mangler alle Betingelser for at tilfredsstille vor med det virkelige Liv saa indforstaaede Ungdom, og virker ogsaa paa den moderne Læser ferske og virkelighedsfjerne. Denne Bogs Skildring af et Borgerhjem i Stockholm fra Midten af forrige Aarhundrede indeholder imidlertid saa mange ægte menneskelige Iagttagelser af unges Færd og Tonesæt, at den trods sin store Bredde ubemærket lidt efter lidt fastholder Læserens Interesse og ikke slipper den igen, før paa sidste Side. Bedst trufne er dog vist Bogens Bifigurer, en gammel Barnepige, en snurrig Særling af en Bogholder, der tillige er en lidenskabelig Sommerfuglesamler, en lille Dreng, der lever sit eget Fantasiliv midt i det store menneskefyldte Hus. Hovedfigurerne virker hverken nye eller særprægede nok til at fæste sig længe i Erindringen, skønt Forfatteren gør meget udførlig rede for dem hver især. Det er ikke altid let for en Oversætter af en svensk Bog at tilfredsstille en dansk Læser, dertil ligger det svenske Sprog os for nært og er for tilgængeligt; det er rentud sagt undertiden et utaknemligt Arbejde. Gerda Mundt har imidlertid i denne Bog, forekommer det os, præsteret alt, hvad man med Billighed kan forlange af en Oversætter, og hvis det ikke var selve Bogens svenske Milieu, som røbede dens Herkomst, kunde man godt tro, at den var skrevet i dansk Originalsprog. Bogen vil egne sig udmærket til Juleferielæsning.
Barbro. Ring: Anne Karine Corvin. - Oversat af Inger Torrild. - H. Aschechoug & Co. Københavnskontoret. - 96 Sider.
En god og fornøjelig Fortælling om den lille Kari, hvis Mor er død, og som opdrages til sit 17de Aar hos sin Far ude paa Landet paa Næsbygaard og „Onkel Mandt”, dennes Ven, en gammel Hugaf, som begge kappes om at forkæle deres Yndling saavel som om at opdrage hende, og ikke bemærker, at hun i Virkeligheden opdrager sig selv og kører med dem begge. Hun kommer endelig til Staden til en Tante og samler ved sin Ejendommelighed al den lille Bys Interesse og Sladder om sig og sine Forhold, indtil hun ved en „Ven”s Sygdom og Død, som hun indirekte ved sin Selvraadighed har foranlediget, vender tilbage til sit Barndomshjem med Vennens Søster, der er lam, og som hun har lovet den døende at give Ophold hos sig, saalænge hun lever.
Bogen er godt fortalt og beretter - til Tider meget morsomt - om de ikke usædvanlige Provinsforhold, Selskabslivet, Kaneturene, Klubballerne og de mange Smaameneskers pudsige og rørende Sider.
- F-.
