« Tilbage til søgeresultaterne
Kunstudstillingen paa Nørregade
Gang paa Gang har vi her i Bladet paa talt, at der fra de kvindelige Kunstneres Side ikke synes at tilføres Kunsten nyt Liv, eller at deres Kvindelighed ikke gav nye Syner paa Emner og Farver. De har som oftest ikke skilt sig ud fra det almindelige, ikke ved deres Kunsts Personlighed tiltvunget sig Opmærksomhed.
Nu er der imidlertid i disse Dage aabnet en Udstilling af Raderinger og Lithografier i Frantzens Kunstsalon paa Nørregade; hermed er der vist Bestræbelse for at vække mere Interesse for denne Kunstart end den almindelig nyder, ved netop at vælge en Kunstner, hvis Ejendommelighed baade i Motiver og Teknik maa paakalde Opmærksomheden. Og denne Kunstner er en Kvinde.
Skønt Kathe Kolwitz fra Kønigsberg ved Ægteskab er knyttet til de mest begunstigede Samfundslag, henter hun udelukkende sine Motiver fra den fortrykte Del af Samfundet og har med sund Virkelighedssans undgaaet al Sentimentalitet; ved sin maskuline Teknik parret med kvindelig Følelse for den lidende, men afmægtige Moder i Samfundet, har hun naaet at præstere udmærket ægte Kunst.
Idet den grafiske Kunst ikke udsætter sin Udøver for den Fare at forvirre eller betage Publikum med mere letkøbte Sejre, som Malerkunsten med sin dekorative Ejendommelighed, maa Kunstnerpersonligheden gennem den enkle, sorte Streg og ved sin Tegnings Sikkerhed faa et mere koncentreret Udtryk gennem den første Kunstart. Paa denne lille ejendommelige Udstilling faar man, gennem de mange forskellige Udkast til flere af Motiverne udmærket Lejlighed til at studere Kunstnerens Fremgangsmaade, og idet man ikke alene har de forskellige Stadier af Pladerne for Øje, men endog nogle kasserede Plader, ser man, hvor kræsen og fordringsfuld, hun er overfor sin Kunst med Hensyn til Udførelse og til Billedets Tanke. Hun viser sig baade som den dygtige Tegner og den sikre Raderer, der ved, hvorledes Stregens Fasthed og Kraft eller dens bløde, brede Linie vil virke i de forskellige Emner. Med stor Kærlighed, næsten med Lidenskab har hun kastet sig over den lidende Del af Samfundet, og langt stærkere end mangt et skrevet Ord taler hendes Suite om „Døden og Kvinden” og „Bondeopstanden” med alvorsfuld og manende Røst. - Denne sidste Suite indledes med „Inspirationen, hvor en Mandsskikkelse, en Slags Dæmon, tvinger den gamle, udslidte Moder, Leen, Mordvaabenet i Haanden, uden at hun endnu aner, hvad Magt den kan faa i hendes gamle Haand. Nr. l viser Manden eller Drengen, som slæber værre end Dyr paa Ploven, som skærer gennem den tunge Jord, Nr. 2, hvordan Manden, Landarbejderen, overmandet af Træthed har lagt sig paa Jorden - men selv denne stakkels Hvile kan ikke undes ham; straks gror Ukrudtet op om ham - dette sidste Billede er nu en Del uroligt, er nærmest en Tegning, men virker dog ikke nær saa betagende, som Nr. 3, hvor den gamle Kvinde føler sin Magt. Med begge Arme rakt truende mod Himlen, har hun ophidset en Skare bevæbnede Bønder til vildt Raseri - her virker den ganske enkle Linie med en overbevisende Kraft, det er ikke en Stemning alene, hun alene har vakt - men et uovervindeligt Had; deres Ansigter og Skikkelsen staar saa støt og virkelighedstro i Modsætning til Nr. 4, hvor en Skare bevæbnede, som en uhyggelig Drøm fra den oplyste Kælderhvælving eller Gaardsplads stiger lydløst og ulykkesvarslende opad Slottets sorte Stenvindeltrappe. - Af de andre, der hører til denne Billedrække, er „Valpladsen” ogsaa af næsten malerisk Virkning; i den. sorte, disede Nat søger den gamle Moder imellem de mange Lig efter sin unge Søn, indtil hendes lille Haandlygte kaster sine ensomme Straaler paa hans hvide Ansigt.
I „Kvindens Kamp med Døden om Barnet” har hun naaet et mægtigt og grufuldt Udtryk, idet hun, muligvis paavirket af Rodin, ikke har viklet Skikkelserne helt ud af Materialet, men med plastisk Virkning ladet de 3 Væsener formløst været filtret sammen til et uløseligt Hele, hvor kun Bevægelsen og Hovederne udtrykker Kampen og Lidelsen. - Endskønt hendes Emner altid bevæger sig i Sultens og Træthedens Regioner, kan hun dog ogsaa fremkalde Smil og Glæde - f. Eks. i
„Julehjemkomsten” og i Billedet af den fattige Moder der smiler til den Lille, hun har paa Armen, en ganske yndig Radering.
Iøvrigt har hun fortræffelige Arbejdertyper, og i hendes Spædbarnsstudier titter uvægerlig Kvindeligheden frem. Et interessant lille Værk paa det tekniske Omraade er hendes Billede af
„den Svangre”, hvor Udførelsen af det tærnede, stramtsiddende Schawl og hendes Ansigts uregelmæssige, udglidende Træk staar i mesterlig Farvevirkning mod hinanden.
Det skulde glæde os, om mange af dette Blads Læsere søgte til denne Udstilling for, ligesom jeg, at blive fæstnet i Troen paa, at Kvindens Indsats i Kunsten maa kunne blive f’yldigere og personligere end hidtil.
