« Tilbage til søgeresultaterne
Nytårsnat
Hvem sidder der ved Tidens Vand
Hvor Aaret ebber ud,
Og skriver i det vaade Sand
En Bøn om Rejsebud?
En Kvinde over Middelaar,
Men ældet ej af Aand.
Med Vejens Støv i Dragt og Haar
Og Vandringsstav i Haand.
Vel fem og fyrre Gange gik
Til Havet hendes Vej,
Men hver Gang hun det Budskab fik:
»Din Vandring slutted ej«.
Men denne Gang med Sejrsbud
Hun kom til Havets Bred.
»Naar Aarets Kilde ebber ud,
Jeg lægger Staven ned«.
Og Kilden synker med et Kluk
I Havets Moderskød,
Igennem Natten gaar et Suk:
Det gamle Aar er død.
Og Kvinden svinger glad i Aand
Sin Stav, beredt til Kast,
Men føler om sin Arm en Haand,
Der holder hende fast.
Og frem af Nattens Kaabe tung
Et Væld af Lys, der gaar,
Og midt i Lyset kæk og ung,
Hun ser det nye Aar.
Da synker modløs hendes Arm
Og lyttende hun staar,
Imens en Stemme dyb og varm
Til hendes Hjerte gaar:
»Du har ventet paa mig, det er sagt mig forvist,
Vi to skal slaa Følge fra nu og til sidst.
Mit Haab og min Tillid jeg sætter til Dig,
Mit Navn vil Du hædre og smykke min Vej.
Det Aar, som for evig af Havet er slugt,
Det gav Dig vel Sejer, men Sejerens Frugt
Den skænker jeg Dig, hvis Du følger mig tro,
Og løfter den Gerning, som venter os to.
Vi skal løse de Baand, som end binder i Smug,
Vi skal lære de frigjorte Frihedens Brug,
Vi skal lære de Blinde mod Lyset at se,
Og de Stakler, som græder i Mørket, at le.
Vi skal sprænge de Døre, som endnu er lukt,
Med den sidste forbenede Modstand faa Bugt;
Vi skal drage for Lyset af inderste Krog
Hver Uret, som dølges i Lovenes Bog.
Vi skal rejse de nye, de signede Hjem,
Hvor Slægter kan stærke og glade gro frem,
Hvor Husbond og Hustru staar begge ved Ror,
Og Lovene skrives af Far og af Mor.
Vi skal hvælve et skærmende Hjemmenes Tag
Over alle de udstødte, hjemløse Vrag,
Vi skal spejde i Samfundets dybeste Dyb
Og hente for Dagen hvert Menneskekryb.
Vi skal tænde paa Himlen i Syd og i Nord
Den Stjerne, som varsler om Fred over Jord,
Vi skal slaa mellem Lande og Lande en Bro
Af skabende Tanker og sejrende Tro«.
Det lysner over Land og Hav,
En Fugl sin Trille slaar,
En Kvinde med sin Vandringsstav
Mod Morgengryet gaar.
