Indledningsforedrag i Diskussionen om Kvindesagen

ved Mødet i Seljord August 1891 *).

Kvindesagens Modstandere beskylder Kvinderne blandt andet for Mangel paa Initiativ og der kan være meget berettiget i den Beskyldning. Men naar de spottende fortæller, at vi kan ikke engang blive os vor undertrykte Stilling bevidst, kan ikke engang komme med Fordringer paa at blive behandlet som frie Mennesker, før en Mand har sat det i os, saa tager de dog fejl. Det gaar kanske ikke an at pege paa en bestemt Begivenhed og sige: der begyndte Arbejdet for Kvindesagen kan man i det hele efterspore en aandelig Bevægelses Gang gennem Sindene, vil man vist ikke komme til det ene store Udspring, men til de mange smaa Bække, hvoraf tilsidst den brede Flod er opstaaet, og om Kvindesagen gælder det ganske vist ligesom om alle andre store Bevægelser, at den begyndte som en Susen i Kornet en Sommerdag, det nøjagtige Punkt er ikke let at opgive. Men vi kender dog en Begivenhed, som nærmest maa siges at have givet Stødet til det bevidste Arbejde for Kvindesagen og det var ikke, som saa mange tror, Udgivelsen af Stuart Mills Bog, det var det store Møde i Seneca Falls i 1848, da de Kvinder, der var blevet vist tilbage fra Antislaverikongressen i London, kun fordi de var Kvinder, første Gang fremsatte Kvindens Fordring paa at være og behandles som frie Mennesker. Stuart Mill gjorde, hvad de store Aander gør: han samlede det, som levede i Sindene uden at være kommet frem til Lys og Luft, til bevidst Liv, han satte det frem i Anklage og i Fordring, men hans Ord vilde ikke kunne have tændt i Kvinders Sind som de gjorde, hvis absolut intet Arbejde var gaaet forud, ingen Forberedelse gjort. Naar vi nu regner, at det egentlige Arbejde for Kvindesagen begyndte ved Mødet i Seneca Falls, er vi derfor ikke mindre taknemlige mod Stuart Mill for det store Arbejde, han udførte for os.

Naar en stor Tanke opstaar, naar en stor Reform skal gaa igennem, saa gaar det jo altid saa, at den i Begyndelsen kun gribes af de enkelte, medens den haanes og spottes af Massen. Ved sin egen Sandheds Magt erobrer den saa flere og flere Sind, til den en vakker Dag er bleven Modesag, anerkendes som Sandhed selv af Spidsborgerne. Saa langt er endnu ikke Kvindesagen kommen, den staar endnu paa Haanens og Spottens Standpunkt, i alt Fald for den spidsborgerlige Del af Samfundet. Man hører det hver Dag omkring sig; man ser det i Aviser, som med Fryd giver smaa Hib til den kedelige Kvindeemancipation; man ser det af de meget læste og højst middelmaadige Romaner, især engelske og amerikanske, hvor den emanciperte Kvinde altid er Karrikaturer, og hvor Heltinden er udstyret med alle de yndige Egenskaber, som vi véd er Kvindelighedens Ideal, og som vi alle kender saa vel fra Digtningens Verden, medens vi rigtignok maa tilstaa, at Virkeligheden ikke kender Typen saa vel, men saa til Gengæld er righoldigere og interessantere.

Det er altsaa meget langt fra, at Kvindesagen endnu er grebet af Massen, er blevet en Modesag. Men saa langt har den dog kæmpet sig frem, at enkelte Sider af den holder paa at blive anerkendt af Mængden, og at særlig de enkelte praktiske Ting, som Kvindesagsforeningerne rundt omkring i Landene har faaet sat igennem, har begyndt at vinde Anerkendelse; og denne Anerkendelse lige overfor de praktiske Resultater af vore Bestræbelser, den gives ofte af Mennesker, der er meget heftige Modstandere af Kvindesagens Idé og det lader ikke til, at det falder dem ind, at det dog er underligt, at et Træ, der i deres Tanker er saa ondt, kan bære Frugter, som selv de maa anerkende for gode.

Og saa er det meget langt fra, at alle vi, som arbejder for det, vi kalder Kvindesagen, at vi er enige om, hvad Kvindesag er. For enkelte er det hele Spørgsmaal f. Ex. kun et økonomisk Spørgsmaal, det eneste, der er værd at arbejde for, er de praktiske Reformer. Lad os arbejde for at gøre Kvinderne økonomisk bedre stillet, skaffe gift Kvinde Ejendomsret, skaffe dem Stemmeret, der opfylder Stemmeretsbetingelserne, se det er der Mening i. Ja, der var ingen Mening i, om det blev forsømt, det er vi alle enige om, vi siger bare, at der sammen med de praktiske Reformer ogsaa maa gaa en Reform i Menneskers Sind. Det, Norsk Kvindesagsforening har udrettet her, vil kanske ikke regnes for meget. Dens Medlemmer har gennem mange Aar givet ubemidlede Kvinder fri Undervisning og derved sat en Del unge Piger i Stand til selv at tjene sit Livsophold, den har søgt at skaffe Kvinder Adgang til at oplæres som Haandværkere, den har gjort hvad den kunde for at faa kvindelige Fagforeninger oprettet, den har bidraget til at faa den offentlige Prostitution afskaffet i Kristiania, Stemmeretsforeningen har indgaaet til Stortinget med Petition om at give Kvinder, der opfylder Stemmeretsbetingelserne, Stemmeret osv.

Men naar de, som er vore Meningsfæller her, vil indsnevre Sagen for os til kun at omfatte disse ydre Reformer, da er vi dybt uenige med dem. Ja, hvis der maatte vælges mellem det ene eller det andet, saa kan jeg for min Part bedre gaa med paa, at Kvindesagen kun bestaar i at arbejde paa at faa Menneskenes Sind og Tanker reformeret end i at faa de ydre Goder saa vist som jeg synes, at indre Frihed er endnu mere attraaværdig end ydre. Sædelighedssagen, siges der, har intet med den egentlige Kvindesag at gøre: det er en Sag, som Mænd og Kvinder kan diskutere, fordi den kan interessere dem begge, men Kvindesag er det ikke.

(Fortsættes.)

*) foredragsholderen har velvilligt overladt os denne Tale til Optagelse i Kvindebladet „Hvad vi vil.”