« Tilbage til søgeresultaterne
Julehilsen fra tyske Kvinder
Atter synger Juleklokken sin gamle Sang! Vi hører den ikke! Kanonernes Torden, som fylder det ganske Europa, overdøver den.
Atter straaler Juletraeet i sin Lysglans! For os straaler dets Lys ikke! Det Flammehav, der brænder paa Europas Slagmarker, fordunkler det.
Krigsenglen drager stadig gennem Landene, spreder Folkehad og ødelægger unge blomstrende Menneskeliv og tusindaarig Kultur.
Fredsklokke! Juleglæde! Hvilken Haan i denne Tid!
Hjertet er tungt af angstfuld Sorg, Sindet nedbrudt af navnløs Kval, Hjernen mat af tunge Tanker, Sjælen trykket under en dump, brændende Smerte.
Saaledes staar det i Dag til med de Kvinder, der en Gang i frisk og glad Kamp, modige og stærke, kæmpede for deres egen og Søstres Frihed.
Vi har hidtil ikke kunnet slukke denne Verdens Brand og det gør os trætte og sorgfulde.
Til Jer, der tænker som vi, og er i samme Nød, til Jer alle sender vi vor trofaste Hilsen til den anden Krigsjul 1915.
- - -
Og atter lyder Klokken! den ringer Aaret 1916 ind. Nu hører vi dens Toner. Hvorfor? Dens Klang finder Genlyd i vort eget Indre, hvor det klinger klart og rent og højt: Fred, Fred, Fred! Fred mellem Europas Folk!
Det nye Aar bærer i sig nyt Haab og giver os Kvinder nye Kræfter, bevinger vor Vilje, som aldrig før.
Vi internationale Kvinder, som siden Krigens Udbrud, trods alt det, der er sket, usvækket staar sammen i trofast Søsterfølelse, vi raaber højt med hverandre:
„Europas Folk! Skjul Sværdet i Balgen."
Vor Tro er stor og prøvet, vor Vilje er stærk, den vil vise os. Vejen.
Sejrsvis toner det i os: 1916 maa bringe Europa Freden, og denne Hilsen sender vi til alle ligesindede i fjerne Lande.
