« Tilbage til søgeresultaterne
Theaterpassiar
Julius Magnussens „Betty" gik for 6te Gang paa det kgl. Teater; jeg havde været henne at se det. Paa, Hjemvejen derfra traf jeg i Sporvognen en Dame af mit Bekendtskab, en „redande Ængel" for Samfundet, en af disse Forkæmperinder for alt mellem Himmel og Jord, og naturligvis ogsaa for Kvindesagen. Hun havde ogsaa været i Teatret.
Efter at de sædvanlige G’da’er og Forespørgsler til Familien var udvekslede, kunde jeg ikke Længer dy mig for at sige:
„Det maa da ha’e tæret et rigtigt Stykke for Dem; det kan nok være, det regner med Skænd over os sølle Mandfolk, - og sikkedan Folk klapper, hver Gang vi faar en Skylla." „Det maa da være Tegn paa, at den rammer, og at I har trængt til den," smilte hun - „ja, havde Forfatteren været større end Journalisten, havde det maaske gaaet Jer værre endnu; men Julius Magnussen, der gerne vil slaa et lille let Slag for alle dem, der bliver uretfærdigt behandlet af Samfundet, er mere det gode, rare og fornøjelige Menneske, end den store Polemiker. Publikum elsker ham, kan man jo mærke, han trækker dem med sig, faar dem til at le og græde, som han vil, skønt det er gamle Nyheder, han serverer - men jeg indrømmer, i en charmerende Form." „Tja! men véd De hvad, han havde da en Nyhed - glædede det Dem ikke at se, at »Kvindesagskvinden” nu var blevet et alvorligt Motiv." „Hun, en „Kvindesagskvinde"! saadan en kold og kedelig, stiv Pind, som Journalisten Helene Plesner er, hun er jo ganske renonce overfor denne flotte Halvdame, Chanteusen Betty Elmann, - hvem hun dog mener at ville lodde Dybden paa ved et interview - ikke en Gang i sidste Akt; hvor Helene vil vise den stakkels, ulykkelige Kvinde al sin Ømhed, kan hun finde et varmende Ord." „Hun er da saa god imod denne faldne Kvinde, giver hende Mad og byder hende en Sofa." „Ja, tak, oven i Købet flere Gange-men hvad siger hun? - ingenting, hun lader den anden snakke." „Tænk, jeg syntes, hun spillede saa kønt, Bodil Moltke, men jeg er jo ogsaa kun et Mandfolk. - Folk græd da hver Gang, de to Kvinder talte sammen."
„Ja, det gjorde de jo rigtignok, - man kan vel heller ikke forlange, at de spillende skal lægge nye Ord til Rollen for at redde Figuren - Fru Moltke gjorde saamænd, hvad hun kunde, men jeg kan kun ønske hende en bedre Rolle en anden Gang; en Skikkelse, som Forfatteren har kendt lidt mere til end denne; han har øjensynlig aldrig selv turdet tale med en Kvinde af den Type, men har kun hørt om deres herlige Gerninger o. s. v. og mærket, at hun kunde bruges for at faa den anden til at staa i bengalsk Belysning - og saa har han lavet dette Amfibie. - Næh! den anden Type kender de Herrer vist bedre - det er ligesom, de mener at skulle gøre hende Afbigt, - de mandlige Forfattere viser os hende altid fra den rørende Side, - tillægger hende altid saa megen Følelse - som naturligvis er den eneste ægte Kærlighed, til Beskæmmelse for den borgerlige Kvindes Kærlighed, som nærmest virker paa Mændene som koldt Vands Omslag. - De tillægger hende, Halvdamen, saa mange Dyder, saa de selv kommer til at staa som rene Djævle - jo flere Dyder - desto flere sonende Piskeslag har de ladet falde paa deres egne blottede Rygge".
„De er slem, Frue, ligesaa slem som Helene Plesner; kan De huske, hvor der blev klappet, da hun sa’e: et Mandfolk har Grund til at skamme sig fra Morgen til Aften. - Sig mig, synes De ikke, at Frk. Ungermann som Betty Elmann var lidt vel raa undertiden; jeg kan ikke lide at se disse udfordrende Bevægelser - saadan, naar man sidder sammen med sin Kone for Eksempel." „Jeg synes, hun er udmærket, - hun er som et fint Krystal, der taaler at slibes i de tusinde Facetter, tangeres hun, klinger der altid en ren og ægte Tone. Og hendes Stemme, som før var lidt fad, har vundet i Styrke, den er maaske endnu lidt kælen." „Ja, saa har De altsaa været tilfreds i Aften; jeg siger nemlig altid: er der kun een, der spiller godt; rigtig godt, - saa gør det ligemeget med de andre." „Jeg har nu oven i Købet set flere, der spillede godt, - der var for Eksempel Øjeblikke, hvor Johannes Poulsen, som ellers er saa maniereret, var ganske overordentlig, fin og rørende i sin Pjaltethed som den ellers ret umulige unge Godsejer; saa’ De denne lille, glimrende Bevægelse med Halsen, som om noget generede ham ved Flippen, den Gang Faderen overtaler ham til at rejse fra hende, - hvor man kender dette Træk for en syg Samvittighed - med at presse Nakken tilbage; og saa Poul Reumerts blufærdige Mandighed, dér, hvor han har friet til Helene Plesner, da han, uden at røre ved hende, lægger sit store, sorte Hoved op til hendes. Aa, saadanne Træk varmer en gammel - ?-?? Sjæl, som jeg er bleven, paany blusser Følelsen op for Mændene - trods de mange drøje Sandheder, der har lydt om dem i denne Aften."
„Naa, det kan jeg da høre, at De egentlig synes om Forestillingen; ligesom Publikum trodser De Kritikens egentlige Mening, - nemlig, at Forestillingen ikke blev en Sukces." „Ja og nej." - „Runddelen," lød Konduktørens brutale Stemme. - „Naa, nu skal vi nok af." „Ja, det er næsten kedeligt, vi ha’de det saa rart." „Farvel, og tak for fornøjelig Samtale." „Saa, husk paa Trinet, bedste Frue! maa jeg . . .„ „Tak, Godnat, - nej, hør nu alligevel til Slut. Forstaar De, jeg synes om Stykket for dets gode Meninger, men ellers ikke; det er jo paa sine Steder ganske stillestaaende og umuligt - hvad gi’er De mig for den huldrige Gudinde, Journalisten, der uden egentlig at foretage sig det bitterste, faar den Ære at lægge de Elskendes Hænder i hinanden. Og saa de mange ufornødne Personer, der alle kommer ind i et for Forfatteren belejligt Øjeblik. Næ’ - var der ikke disse
enkelte slaaende Sandheder og saa denne vidunderlige Samstemthed i Spillet mellem de fire, saa tror jeg ikke, dets Uhyrligheder blev slugt. Jeg mener, Julius Magnussen kan være taknemlig over Udførelsen. De fire Unge er virkelig en Vinding for Teatret. Godnat."
„Godnat! Tak for Guldkornene, Frue!"
