« Tilbage til søgeresultaterne
Sophie Alberti
Den Kvinde, hvis Navn staar over disse Linier, hører til dem, om hvem der har staaet Strid herhjemme, som der vist aldrig har staaet Strid om nogen Kvinde, og at der staar Strid om én kan som bekendt baade betyde godt og ondt, men det betyder altid, at vedkommende er i Besiddelse af Evner, som ligger over Døgnets Jævnmaal. Endnu gaar der under den tilsyneladende rolige. Overflade Strømninger, som ikke vil falde til Ro, endnu er Oppositionens Røst ikke forstummet paa »Kvindelig Læseforening«s Generalforsamling. Er det kun Dønninger efter Stormen? Er det Varsler om en ny Storm, som kun bier paa et belejligt Øjeblik? - Vi véd det ikke, vi véd kun, Sophie Albertis Femogtyveaars Jubilæumsdag fandt hende fastere i Sadlen paa Kvindelig Læseforenings Formandsstol end nogen Sinde før, at hun paa den Dag som en Triumfator kunde skue tilbage over det Tog af begejstrede Kvinder, som havde slaaet Kreds om hende i Striden og overbevise sig om, at Skaren af Tilhængere var vokset gennem de 25 Aar til over det firdobbelte. Men ét saa hun ikke, Triumfatorens Øjenlyst, de overvundne Fjender med sænkede Hoveder i Spidsen af Toget bag Triumfvognen.
Det var »Kvindelig Læseforening« s Formand og ikke »»Kvindelig Læseforening«, som fejrede 25 Aars Jubilæum den 20. Februar i Aar. Foreningen selv er stærkt paa Veje til sit 50 Aars Jubilæum. Men saa stærkt er Sophie Albertis Navn knyttet til denne Forening, at den ogsaa bør have nogle Mindeord paa sin Formands Jubeldag.
Der havde ikke manglet meget i, at Kvindelig Læseforening havde indgaaet i Rækken af Dansk Kvindesamfunds praktiske Foretagender i Begyndelsen af Halvfjerserne, Ægteparret Bajer havde i Stockholm stiftet Bekendtskab med den »Läsesalong for Damer«, som svenske Kvinder havde oprettet, og var meget interesseret for at faa Idéen omplantet paa dansk Grund. Det allerførste Foretagende, som det i 1871 stiftede Kvindesamfund besluttede at sætte i Værk, var da ogsaa Oprettelsen af en kvindelig Læseforening. Fredrik Bajer holdt i »Pædagogisk Selskab« et Foredrag om Läsesalongen i Stockholm og skrev ogsaa om Sagen i »Fædrelandet«. Denne Artikel kaldte den Kvinde frem, som skulde virkeliggøre den Tanke, som Kvindesamfundet (det havde den Gang endnu ikke taget Navnet »Dansk Kvindesamfund«) ikke var kapitalstærkt nok til at løfte, nemlig Sofie Petersen.
I 1872 stiftede hun »Kvindelig Læseforening« i Sparekassens Gaard i Niels Hemmingsensgade med ca. 70 Medlemmer. Blandt den første Bestyrelses Medlemmer skal nævnes Marie Købke, som lever endnu, og nu afdøde Charlotte Klein, senere Forstander for den af Dansk Kvindesamfund i 1876 stiftede Tegneskole for Kvinder Ch. Klein blev Foreningens første Fmd, senere var Th. Goldschmidt Fmd. til sin Død 1890, og den 20. Februar 1891 traadte Sophie Alberti i hendes Sted. Foreningen var den Gang efter at have ført en ret omskiftelig Tilværelse havnet paa Amagertorv 10 øverst oppe, indtil den senere flyttede ud i Hafnias Lokaler. Under Sophie Albertis Ledelse har »Kvindelig Læseforening« udviklet sig i større og større Stil henimod det Maal, dens energiske Formand rimeligvis længe havde haft for Øje: at være Herre i sit eget Hus. Hafnia skulde selv gøre Brug af sine Lokaler, og sagde Foreningen op. Formanden sagde da til sig selv ligesom en bekendt dansk Søhelt: »Nu er det Tid!« og fremsatte Planen om at Foreningen skulde bygge sin egen Bygning. Den Plan kom alvorlig paa Tværs af et andet Foretagende »Kvindernes Bygning«, hvortil Kvindelig Læseforening i 1897 havde sluttet sig, og i hvis Repræsentantskab Sophie Alberti havde Sæde; men denne gik af med Sejren og realiserede i Kvindelig Læseforenings Bygning i Gammel Mønt flere af de Idéer, »Kvindernes Bygning« skulde have rummet, f. Eks. Damehotellet og den billige Restauration, en væsentlig Grund til, at »Kvindernes Bygning« endnu ligger hen som uopfyldt Drøm med en forholdsvis stor Kapital. Sophie Alberti har kendt sit København bedre, end de Kvinder, som fantaserede sig en Bygning, der skulde indeslutte alle mere betydelige Kvindeforeninger og danne et samlende Udtryk for kvindelig Foretagsomhed i det 20de Aarhundrede. Der bølgede straks om denne Idé en Duft af Kvindesag, som ikke tiltalte den københavnske Dameverden. Kvindelig Læseforening bød i sit Hus paa det, som behagede Flertallet langt mere: Underholdning, Konversation og Tearoom ved Siden af Alvoren fra den gamle Tid. Og med lykkelig og sikker Haand er det lykkedes S. Alberti i sin Bygning at forene Trangen til Oplysning og Trangen til Underholdning, hun byder sit store kvindelige Publikum lidt for enhver dannet Smag, men den Tradition, som bærer Kvindelig Læseforening oppe, og vil overleve alle moderne Bekvemmeligheder, ja selv den historiske Marmortrappe - en Rigmands kostelige Skænk til det nye Hus - den skabtes i Sparekassens Gaard i Niels Hemmingsensgade.
Vender vi os igen til Sophie Alberti selv, saa véd vi ingen bedre Ord at karakterisere hende som Formand med end dem, hun selv i et Interview i Bladet »København« udtaler: »Jeg har altid haft det saadan, at for, at en Sag rigtig skal kunne interessere mig, maa jeg lede den.« Disse Ord, som paa samme Tid viser os Sophie Albertis Storhed og hendes Begrænsning, indeholder Forklaringen af, hvorfor der har staaet saa bitter en Strid om hendes Navn.
Hun er en Fører af Frederik den 6tes Type, hun maa selv holde Tøjlerne i sin Haand, men er ogsaa villig til at paatage sig alt det mangfoldige Arbejde, som kræves af den, der vil være den eneledende. Men denne Egenskab hos hende maatte nødvendig rejse Opposition hos den lille fremskredne Skare af Kvinder, hvem Tidens parlamentariske Fordring var gaaet i Blodet, og som i en Bestyrelse saa mere end en Formands villige Redskaber. Derfor de bitre Kampe indenfor Foreningen, der for den haardnakkede Opposition, som drejede sig om meget mere end om, hvorvidt Kvindelig Læseforening skulde have sit eget Hus eller ikke, drejede sig om, hvorvidt Arbejdet i den røde Bygning i Gammel Mønt skulde ledes i Overensstemmelse med en moderne Tids Principer eller efter de Principer, som skabtes i den røde Kancellibygning paa Slotsholmen.
De sidste sejrede, fordi de stemmede ganske anderledes med det Damebourgeosi, som udgør Foreningens Kærnetropper, end vore Dages demokratiske Foreningsparlamentarisme. Betegnende er derfor den Ytring, som faldt paa en af Foreningens stormende Generalforsamlinger: »Vi vil ingen Bestyrelse ha’, kun en Formand.« Kvindelig Læseforening har vel en Bestyrelse, men først og fremmest en Formand, som netop, fordi hun har tilkæmpet sig Ret til at lede den ganske efter sit eget, kloge, praktiske og klare Hoved, har kunnet ofre den en utrættelig, offervillig og altid kampberedt Interesse.
