« Tilbage til søgeresultaterne
Brandmajoren
Det lakkede mod den Time, hvor han plejede at indfinde sig, den gamle, knarvorne Herre med sine ivrige Protester. I Aften ventede jeg ham ikke, og sandt at sige jeg følte mig vel tilmode derved; jeg er af Naturen et fredsommeligt Gemyt og vil helst leve i god Forstaaelse med mine Medskabninger. Og det syntes jo nu, som om jeg skulde faa Lov dertil. Kultusministenens Forslag om Kvinders Adgang til at beklæde overordnede Stillinger baade ved højere Almen-skoler og Folkeskoler havde hensat mig i en Tilstand af Forsonlighed og glad Fortrøstning til, at nu var Banen klar, og alle Reaktionens fule Spøgelser nedstyrtede i Dybet. Jeg strakte mig henad Kontorets ikke altfor magelige Divan, og det forekom mig i min løftede Stemning, som hvilede jeg paa et Leje af spændte Fjedre og svulmende Hynder. Alting fremstillede sig for mit Blik i Rosenskær. Kontoret med sit mere end spartanske Udstyr fik et Præg af dyster Komfort, som virkede tillidvækkende, Loftet løftede sig, Væggenevidede sig ud, jeg befandt mig midt i de danske i Kvinders Deputeretkammer. Og jeg saa i halvvaagen Drøm Kvinderne flokke sig i Massevis om D. K.’s Banner, jeg saa Kreds efter Kreds skyde op det hele Land over, af Klitternes Sand, af Hedens Lyng, af Øernes fede Muld, og henreven af dette Fremtidssyn gav jeg min Begejstring Luft i Højsangsvendinger: »Yndig er Du, o Dansk Kvindesamfund, og Din Vælde uimodstaaelig! Dine Venner skarer sig i Dit Fodspor, og Dine Fjender viger tænderskærende af Din Vej. Din Krone er Retfærdighed, Dit Scepter er Menneskekærlighed, Din Styrke er Din Kvindelighed. Hvor Du træder, der grønnes Danmarks Enge...«
En Buldren op af. Trapperne fik Blodet til at isne i mine Aarer, og Lovsangens Toner til at dø paa mine Læber. Jeg vidste kun altfor vel, hvem der kom. Min første Tanke var at fare hen og laase Døren, men jeg naaede kun fortumlet at rejse mig halvt, støttet paa Albuen, saa stod han i Stuen, min Plageaand, og svingede med et modbydeligt Satyrgrin en Bunke løse Ark af Rigsdagstidende i sin Haand.
»Naa, vi sover heroppe!« udbrød han, »ja, havde jeg ikke nok en Mistanke derom. Vi hviler os paa vore sølle Laurbær, mens Mikkel render tilskov med den fede Gaas. - Værs’god og læs!« - Han kastede Arkene, paa Bordet.
»Kære Brandmajor”, sagde jeg som den, der med Overvindelse har fattet sin Beslutning. »Jeg kommer til at frabede mig Deres Besøg for Fremtiden. Man har ladet mig vide, at man ikke synes om Deres ukaldede Indblandinger, endnu mindre om Deres ubeherskede Tone. »Kvinden og Samfundet« er et alvorligt, sagligt Blad, som mindst af alt tør drive Halløj med Borgermusiken. Hjertevarme, Fordragelighed, Kærlighed til Næsten skal aande Læseren imøde fra vore Spalter. Med blød Kvindehaand skal Manden ledes til frivillig at skænke os det, vi beder om.«
Han saa paa mig med et Blik. som gik lige igennem min ydre Forskalning og ramte mine Følelsers Centrum: »Læs«, sagde han blot og skød de løse Ark af Rigsdagstidende hen imod mig.
Jeg rystede paa Hovedet. ”Frist mig ikke,« sagde jeg. »Jeg vil Fred og ingen Krig mere.«
»Har man lovet Jer retslig Ligestilling eller ikke?« spurgte han.
»Man har lovet os det, og man har handlet derefter,« svarede jeg bestemt. »Husk Kultusministerens to sidste Forslag.«
»Og Retsreformen?« spurgte han med et ondsindet Smil, »er den ogsaa efter Ønske?«
»Man har efterkommet vort Ønske om, at Kvinder kan blive udtaget til Nævninge,« svarede jeg, »og dermed er alle Uligheder mellem Mand og Kvinde slettede af Forslaget.«
»Kan Kvinder da blive Dommere ved Højesteret, ved Landsretterne, ved Underretterne og Handelsretten i København?« spurgte han, med sine Øjnes Projektiler rettede lige mod mit Ansigt.
»Selvfølgelig,« svarede jeg overlegent. »Regeringspartiet har jo lovet os lige Adgang til Embeder og Stillinger.«
»Kan Kvinder blive Justitssekretærer, Pante- og Brevskrivere, Retsfuldmægtige?«
»Det fremgaar jo klart af Programmerne,« svarede jeg utaalmodig.
»Hvorfor vil De dog plage Dem selv og mig med disse overflødige Spørgsmaal, kære Ven. Klokken gaar til Tolv, gaa hjem og hvil Dem.«
Hans Øjne slap mig ikke, og begyndte virkelig at genere mig.
»Kan Kvinder blive Stævningsmænd, Retsvidner, Eksekutions- og Vurderingsmænd, offentlige Anklagere og Medhjælpere for saadanne, Politimestre, Politifuldmægtige . . .?«
Jeg afbrød ham, hans Øjne var ikke længer til at udholde. »Hør dog op med alle disse Spørgsmaal. Forslaget er naturligvis som det skal være med Hensyn til Kvindernes Krav, ellers maatte jo vore Venner af de forskellige Partier under Behandlingen i Folketinget have paatalt mulige Forbigaaelser: Et Program er dog vel ikke en Lap Papir, som ingen føler sig bunden ved.«
Han bøjede sig frem over Bordet, saa der kun var nogle Tommer Luft imellem os. »Er I fuldmyndige, uberygtede, vederhæftige Mænd?« spurgte han.
»Mænd -« jeg studsede lidt ved Ondet, men fattede mig hurtig. »Tag Dem bare ikke dette Ord nær. Mand betyder i vore Dage kun Menneske.”
Han skød et Ark henimod mig og plantede sin Finger ved et bestemt Sted. Jeg læste med absolut Uvilje, thi jeg vilde være forsonlig: »Sagførere beskikkes af Justitsministeriet. Beskikkelse meddeles paa Begæring enhver (Mand eller Kvinde) som har Indfødsret...« - »Ja, det er naturligvis en sproglig Inkonsekvens,« indrømmede jeg. »Der bør enten staa Kvinde alle Steder eller ingen Steder.«
Han svarede ikke, men satte sin Finger paa et nyt Sted.
»Til at foretage Syn og Skøn kan Kvinder udmeldes lige saa vel som Mænd...« - jeg skød ærgerlig Bladet fra mig. »At Politikere dog kan være saa ligegyldige med deres Udtryk, - dette kan jo ligefrem volde Misforstaaelser...«
For tredie Gang satte han sin Finger ved et Sted i Forslaget. Jeg læste fyldt af bange Anelser: »Til Nævning kan kaldes enhver Mand eller Kvinde, som har Valgret til Folketinget.
»Men det er jo skandaløst inkonsekvent,« udbrød jeg.
»Det er desværre konsekvent nok, sagde han med sit mest ondsindede Smil. »Kvinderne er konsekvent udelukkede overalt, hvor man har turdet udelukke dem. Det er en Forsmag paa, hvad Kvindesagen kan vente sig af at blive indrulleret i Partierne.«
Han samlede de løse Ark og stak dem i sin store Kavajlomme. »Nu, godnat og sov fremdeles vel! Jeg skal ikke længer forstyrre Idyllen i »Kvinden og Samfundet.« Han vendte sig mod Døren.
»Ja, vi maa jo protestere i Bladet,« skyndte jeg mig at sige.
»Nej, se hellere, hvor vidt I kommer med Varme og Fordragelighed,« haanlo han. »I staar jo paa Partiernes Programmer. Stol paa dem, og sov videre. Jeg skal ikke forstyrre jeres Slummer.«
»Gaa ikke, kære Brandmajor,« bad jeg. »Det er sandt, at jeg har sovet paa Vagten; men det skal ikke ske mene, hvis De blot vil komme igen. De er D. K.s evig vaagende Samvittighed, slipper De os, saa kan vi lige saa godt lægge os hen at dø med det samme.«
Men han var allerede ude af Døren. Mismodig sank jeg ned paa en Stol, og saa mig fortrædelig om. Alle Illusioner var i et Øjeblik forduftede.
»Fattig er Du, o, Dansk Kvindesamfund,« hviskede det sørgmodig fra mine Læber, »og Din Indflydelse saare begrænset. Ensomt vajer Dit Banner midt i Folket, og dine Kredse er spredte fjernt fra hverandre som Oaser i Ørkensandet. Dit Hus er fattigt og dets Indbo endnu fattigere. Lavt er der til Dit Loft og trangt til Din Væg, og Din bedste og troeste Ven har Du selv stødt fra Dig...«
Der lød et Raab nede fra Gaden, jeg genkendte Røsten, ilede til Vinduet og smækkede det op. Der nede stod han endnu, overnaturlig stor i sin svære Kavaj og vinkede op tit mig. »Paa Gensyn!« raabte han. Det for som Ild gennem mit «Blod.
»Paa Gensyn!« raabte jeg tilbage af alle mine Lungers Magt.
Raadhusklokkerne ringede Midnat ind. Endnu levede og larmede Byen dernede, men gennem Vrimlen saa jeg ham gaa, et Hoved højere end alle andre, op imod Raadhuspladsen, og jeg følte mig stærk igen i Forbund med ham, den altid vaagende, altid kampberedte og uforfærdede Brandmajor.
