« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Fronter
Ligesom Centralmagterne kæmper Dansk Kvindesamfund med flere Fronter. Vi har først vor gamle, historiske Front imod alle Bestemmelser i vor Lovgivning, som endnu pranger med Skiltet: Adgang forbudt for Kvinder. Vi vil kalde den ved det første Bogstav i Alfabetet:
Vor A-Front.
Fra denne har vi jo i den sidste Tid haft mange glædelige Meldinger at bringe, dog bør vi ikke af denne Medgang lade os forlede til Ligegyldighed og Uagtsomhed. Der er Anledning til at tro, at den nærmeste Fremtid vil kræve nye Anstrengelser fra vor Side.
Vor B-Front
Saa har vi vor næste Front, vendt imod den evig lurende Reaktion, som, om den fik Lov at raade, helst vilde gøre alle Reformer i Retning af Kvinders Ligestilling med Mænd til Reformer kun paa Papiret, f. Eks. ved at foretrække overalt mandlige Ansøgere til Stillinger og Hverv, selv om der blandt Ansøgerne fandtes fuldt kvalificerede Kvinder, som man retfærdigvis ikke kunde komme udenom - eller ved at lægge sig i Vejen for, at Kvinder indvælges i Kommunalraad eller Rigsdag, - eller ved fortrinsvis at virke for Valget af saadanne Kvinder, som ikke nyder Kvindernes Tillid eller Agtelse. - Denne Front, som sikkert i Fremtiden bliver den, der vil give os mest at varetage, vil vi altsaa kalde vor B-Front.
Vor C-Front.
Endvidere har vi en Front, vendt mod „Fjenden i vor egen Lejr”, imod de Kvinder, som ikke forsømmer nogen Lejlighed til at lægge sig mellem os og vore Modstandere, sløve vore Vaaben, forfuske vore Maal, og hver Gang Harmen over en Tilsidesættelse eller et brudt tilsagn blusser højt og redeligt iblandt os, kommer med deres „Stripper” og „Pibesprøjter” og i Fordragelighedens og den patenterede Kvindeligheds Navn slaar koldt Vand paa Ilden, eller, hvis det ikke lykkes dem at slukke, fordi det, som giver Ilden Næring, er stærkere end Vandet fra alle „Pibesprøjter” og
„Stripper”; prøver at udlevere os til Offentlighedens beredvillige Grin, og giver det Udseende af, at Kvindesagen er i Færd med at forandre sine Signaler. Dette er vor C-Front, og der synes det i Øjeblikket, som om det er lykkedes os at bringe Fjenden til Tavshed.
Vor D-Front,
Endvidere har Dansk Kvindesamfund ogsaa en D-Front, vendt mod de sløve, sorgløse Kvinder, hvis kompakte Majoritet spærrer os Vejen overalt, hvor vi skal frem, og ikke lader sig flytte før den Dag, Udviklingen Jager disse Damer, siddende paa deres Stole, og flytter dem med Stol og det hele derhen, hvor deres Plads nu skal være, og hvor de ogsaa vil blive siddende ligetil næste Flyttedag. Denne Front er absolut den roligste, men ogsaa den kedeligste af alle vore Fronter.
Vor E-Front.
Endelig har vi ogsaa ligesom Centralmagterne en fjern Kolonifront lige op til Barbariet, vendt mod en uberegnelig, og vi kan gerne tilføje, utilregnelig Fjende. Det er ganske vist ikke her, at den egentlige Afgørelse ligger, men vi er dog til Stadighed udsatte for Angreb fra denne Kant af ret kompromitterende Art. Ligesom det gerne er økonomiske Interesser, som staar bagved Stormagternes Kolonikrige, saaledes er det ogsaa Modpartens økonomiske Interesse, som har paatvunget os denne Front, helt ude i det sorte Afrika, hvor Pengetørsten har fundet et altfor let Bytte i vore derboende Kønsfællers uciviliserede Hang til at hænge paa sig alt, hvad Modeskrædderne i deres Forretningssnedighed udspekulerer.
Denne vor E-Front er det, vi idag vil beskæftige os lidt med, da der i denne gryende Foraarstid, hvor der bliver levende paa alle Fronter, daglig indløber Meldinger, som kan faa Haarene til at rejse sig paa et normalt Menneskes Hoved. Vi griber i Flæng en af disse Meldinger:
„Krinolinen er en Kendsgerning, Tournuren vil komme igen, Stofferne er Silke og atter Silke, Pocher, Garneringer, Flæser, „Kom mig ikke nær-Hatte og Knækparasoller. - Vidde, mere Vidde, endnu mere Vidde”. ”
Herpaa følger en hidsig Offensiv fra vor Skyttegrav: „Kjolestoffer ikke til at opdrive!”
Overlegen Deffensiv fra Fjenden: „Gør intet til Sagen! Desto højere Priser! Netop Hensigten! Lad Pengene rulle.”
Offensiven: „Krinolinen paa tværs af Udviklingen! Krinoline-Damer kan ikke cykle til Kontor og Universitet!”
Defensiven: „Well, der er Biler nok! Lad Pengene rulle!”
Offensiven: „Stemmerummene for smaa til Krinolinerne!”
Deffensiven: „Udmærket! Gør dem større! Vældig Reklame for Krinolinen!”
Offensiven: „ Kvinderne bliver til Grin i Kommunalraadene, paa Vælgermøder, i Rigsdagen!”
Deffensiven: „Udmærket, Lad dem holde sig derfra! Jo dummere de er, jo flere Krinoliner sælger vi!”
Offensiven: „Hvide Strømper og Korsbaandssko! Umulige til Gadebrug!”
Deffensiven: „Udmærket! Mere Forretning! Næste „Sæsonskrig”: Bærestole til Damerne! Lad Pengene rulle!”
Saaledes er Situationen paa vor Urskovfront, hvor de store Magasiner exercerer med Barbarkvinderne.
Vi ser dem allerede i Aanden komme ud af Skoven, vore stakkels, prisgivne Søstre, svajende, trippende, svansende - ombrusede af Silke og Tafferas, sønderrevet i Flæser, Garneringer, Volanter, som kun en Abe kan sønderrive de kostbare Stoffer, som falder i dens Hænder.
Vor Front holder med Lethed Stand mod denne Omvæltningshær, udrustet af d’Herrer Lund, Duer, Pasquin, og hvad de nu hedder disse Damemodernes „Generalissimusser”. Den skal nok vide at slynge alle disse Chiffons- og Silke- „Bomber” tilbage igen til Magasinernes Ammunitionsværksteder. Men vore stakkels Barbarsøstre!
Hvorledes komme dem til Undsætning? Hvorledes forvandle dem fra værgeløse Udnytnings-Objekter, fra udmajede, farveskrigende Papegøjer til ædruelige, farvedæmpede, praktisk klædte, civiliserede Mennesker, saaledes som Mændene blev det, da de fik deres Menneskerettigheder? Hvorledes?
I vor Vaande er vi nærved at ønske, at Generalissimusserne i deres Pengejagt, vil drive Halløjet saa vidt, at næste Dagsparole bliver „Ring i Næsen!”
Saa var der da den Mulighed, at vi kunde faa et Tag i Ringen og frelse „Forsøgskaninerne” over paa vor Side, - forudsat da, at Næsen til den Tid endnu er ægte!
Stakkels Barbarsøstre! Vi længes efter at hjælpe Jer. Men Vejen gaar over d’Herrer Lunds, Duers og Pasquins Lig!”
