« Tilbage til søgeresultaterne
De tiltagende Skilsmisser - hvorfor?
Saa i Morges kom en af mine Veninder og fortalte mig, at hun vilde skilles. Det er den 3. Skilsmisse jeg hører om i Løbet af en Uge. Denne unge Kone kom for at spørge mig til Raads, - troede jeg, at det vilde være klogt af hende at oprette en Børnehave?
Jeg sagde, at det nu ikke var saa godt at løbe fra et tiaars Ægteskab og to Børn. - Nej, dét var det maaske ikke, men det, at hun havde holdt ud i ti Aar, viste dog hendes gode Vilje. Naar hun nu ikke kunde blive ved, saa var det, fordi hun stadig blev mere og mere bitter og trist og dum af det, - det Var - alleregentligst - de daarlige Tiders Skyld. Da alt blev saa dyrt, vilde hun spare, og hun sparede ved at fæste en billig Pige, ved at lægge en Masse husligt Arbejde paa sig selv, ved at gaa jævnere klædt og lave økonomisk Mad. Hun havde tænkt, at Manden vilde paaskønne hendes Anstrængelser og hjælpe med selv, f. Eks. ved at ryge mindre o. s. v., men der skete kun det, at han fortalte hende, naar han havde mødt Fru X. eller Fru Y. paa Gaden, at de var saa elegante, at det var en Fornøjelse at spadsere med dem. Og den økonomiske Mad surmulede han over og sagde, det virkelig var kommen dertil, at det var baade bedre og billigere at spise paa Kafé.
Min Veninde sagde, at nu var hun træt af at blive negligeret og træt af altid, at møde Modvilje i Stedet for Hjælp, nu vilde hun klare sig selv, saa kunde han se, hvorledes han kom ud af det. - -
Denne unge Kone og hendes ægteskabelige Vanskeligheder vilde ikke have optaget mig saa meget, hvis det havde været et Særtilfælde. Men det er det, det ikke er. Hvorfor Vokser Antallet af Skilsmisser med en saa rivende Fart? Det er let nok at sige, at i vore Bedstemødres Dage, ,,da var der Piger til”, men det forklarer jo ingen Ting. Og hvis „Hjemmene” i god gammel Forstand med Fader, Moder og Børn er en Samfundsfaktor, som der ikke kan kommes uden om, saa skulde man tro, der var Grund nok for Nationaløkonomer, Statsmænd o. s. v. til at undersøge, hvor Skaden ligger og søge den udbedret. Jeg véd, at Forholdene ikke er stort anderledes i andre Lande, hvor det ikke kan tilskrives en særlig Fejl ved den danske Nation.
Jeg har prøvet at sammenligne de Grunde og Beklagelser, som de unge Koner, der vilde skilles, er fremkomne med, og jeg kan ikke komme til andet Resultat, end at Mændenes fuldkomment vrange Syn paa det huslige Arbejdes Værdi spiller sin store Rolle.
Hvor mange Mænd sætter husligt Arbejde i Klasse med deres eget Arbejde? Hvor mange Mænd forstaar, hvilken Omtanke og Udregning, der maa til for at føre en økonomisk og præcis Husholdning? Hvor mange Mænd tager i Betragtning, at den Krone, der er sparet, er lige saa god at have i Pungen som den, der er fortjent?
En Herre kom en Gang alene til et Aftenselskab og undskyldte, at hans Kone var bleven hjemme. Husets Frue beklagede det. Herren svarede irriteret. „Ja, jeg maa sige, jeg kan jo ikke begribe, hvad hun er træt af. Hun gør jo ikke andet end tridse rundt i det Hus hele Dagen.”
Det var selvfølgelig heller ikke noget at blive træt af: At skulle op tre-fire Gange om Natten for at se til et Barn, der har ondt for Tænder, at staa op Kl. 8 for at passe den mindste og vaske de andre, at køre Tur med dem og gøre sine Indkøb; at føre Regnskab, rede Senge, tørre Støv af, hjælpe Pigen med Maden, holde Øje med urolige Børn hele Dagen igennem, faa dem i Seng, opdage, at der er gaaet en Knap af et Livstykke og er kommen to nye Huller paa Strømperne og sætte en ny lomme i Mandens Benklæder, og have det altsammen syet og i Orden, inden man selv kan tænke paa at komme i Seng og sove ind til tre-fire nye Forstyrrelser, det er da ikke noget at blive træt af, vel? - Men at sidde paa et Kontor som bemeldte Herre, fra 9-6 med lang Frokostpavse, gaa hjem, finde sit Selskabstøj lagt frem paa Sengen og derefter begive sig til en lille Middag med L’hombre, - det er anstrængende.
Det var ogsaa det, denne Herre tilfulde havde Forstaaelsen af. –
Det huslige Arbejde er saa enerverende, fordi man aldrig er færdig med det. Det er saa lidt paaskønnet, fordi det betragtes som selvfølgeligt.
Hvis en Kvinde er Kunstnerinde og maler et Billede, som bliver udstillet, - hu, hej, hvor Manden er stolt og drøfter sin Kones Arbejde med Vennerne og inviterer hende til Frokost i Byen. Hvis en Kone vil tale med sin Mand om alt sit daglige Mas, maaske en umulig Pige, en Vaskerkone, der bliver borte, o. s. v. - straks hedder det: „Aa, lad mig dog være fri for alt det huslige Vrøvl.”
Det er muligt, at det ikke al tid er saadan, men har jeg ikke Ret til at sige, at det ofte er Tilfældet?
Og er det ikke den mest brændende Uretfærdighed?
Man kan maaske ikke maale en Husmoders Arbejde ud i Kroner og Ører, som et Maleris Salgssum, men man kan sige, at hendes Arbejde, ulønnet, upaaskønnet, bidrager mere til det almene Velbefindende end noget Maleri.
Hvor mange Hustruer har hørt Ord som disse fra deres Mand:
„Tak, min Ven, fordi Huset er saa ordentligt, Maden saa god, mit Tøj altid i Orden, og du selv saa økonomisk.”
Hvis der findes en saadan Mand, burde han præmieres af Staten som en Samfundsstøtte af den mest værdifulde Slags.
Og naar den Tid kommer, da vi faar kvindelige Ministre og Borgmestre, vil han sikkert ogsaa blive det, - hvis han findes.
