« Tilbage til søgeresultaterne
Babelstaarnet
Ansvarhavende Redaktør af »Kvinden og Samfundet« bestemte i sidste Redaktionsmøde, at »det var ingen Begivenhed, der var værd at notere«, i Bladet, at Gyrithe Lemche havde skrevet Teksten til en symfonisk Digtning af Ludolf Nielsen, »Babelstaarnet«, som blev opført første Gang i Dansk Koncert-Forening i Koncertpalæet den 10. April 1916.
Naar denne Kendsgerning alligevel omtales i dette Nummer, er dette altsaa et Bevis for, at Bladet har en opsætsig Redaktionsekretær, der herved - for at bruge Anna Hjort´s historiske Ord »melder sig til at blive hængt op.«
Th. Daugaard.
I en symfonisk Digtning er det naturligvis Musiken, der er Hovedsagen, Teksten er underordnet, kun støttende Tilhørernes Forstaaelse af Musiken. Saaledes er jo de allerfleste Operatekster, og der stilles meget ringe Fordringer til deres egen poetiske Gehalt. Idealet af musikalskpoetisk Drama er imidlertid, og maa altid være, en fuldkommen Enhed af Tekst og Musik, begge Dele som Udtryk for et fælles Indhold af menneskelige Tanker og Tilstande i Udfoldelsen af en Idé og paa Baggrund af og i Samspil med Naturen, som denne under visse givne Forhold virker paa Menneskets Sind. Men da Musikeren sjælden tillige er Digter, og Digteren ikke ogsaa er Musiker, maa det musikalsk-poetiske Drama skabes af to, og dette er svært. Vanskeligheden for et godt Resultat øges yderligere ved, at Musikens Teknik stiller visse Fordringer, som Poesien ikke kan opfylde, uden at der jævnlig maa gøres Vold paa Handlingens naturlige Forløb. Følgelig maa man bedømme en Musiktekst noget anderledes end et poetisk Drama, og i Grunden er Teksten i sit Forhold til Musiken da ogsaa altid fordringsløs og faar følgelig kun en flygtig Omtale. Her stiller vi imidlertid Sagen omvendt og lader Hovedsagen, som er Musiken, være, men tager Teksten en Smule til Behandling!
Gyrithe Lemche digter om det gamle Bibelsagn. I første Afdeling skildres Babelstaarnets Historie. Fra Ørkenen, hvor Menneskene færdedes, lidende og vansmægtende, er de kommen ind i det rige Land mellem Eufrat og Tigris, de store berfugtende Floder, og i taknemlig Henrykkelse beslutter de at bygge Gud Herren et Tempel. Men en trodsig iblandt dem hævder, at Jahve, som pinte dem i Ørkenen, er ond, og raader til at bygge et Taarn til Himlen, hvor han er, og fratage ham Herredømmet over Verden. For Fremtiden vil de raade selv. Ellers risikerer de, at han tager de materielle Goder, de nu har, fra dem. Alle styrter sig i Arbejdet, men Jehova kundgør, sig for dem:
Soten flammer om min Pande,
Jeg er Herren, Eders Gud,
Den, som elsker, den, som hader.
Verden bæver for mit Bud.
Lynets Ild og Himlens Vinde
Slutter i min Haand jeg inde.
I min Røst er Skyens Torden,
Med min Fod jeg vugger Jorden.
Og han truer med, at den, som trodser ham, skal dø.
De ulydige Mennesker fortsætter deres Værk med sammenbidt Energi, men pludselig opstaar Fjendskab imellem dem, og Taarnet styrter sammen. Oprøreren mod Gud kalder forgæves til Orden; alle flyr skrækslagne og spredes over Jorden paa Jehovas Bud som landflygtige og forfulgte til Verdens mest ugæstmilde Egne, prisgivne Ødet og Nøden, Kunsternes strenge, men vidunderlige Moder. Her lærer de, hver paa sin Plet i tusindaarig Udlændighed at bruge de Evner, som Gud har nedlagt i Menneskets Væsen.
I anden Afdeling viser Gyrithe Lemche os den vaagnende Følelse af sand menneskelig Samhørighed i alle disse forskellige Væsner paa Jordens hele Rund, den Samhørighed, der, trods alt hvad der sker i denne sørgelige Verden, er tiltagende i Kraft og i stigende Udfoldelse, og som drager og stævner Sjælene i Aand og Inderlighed imod hverandre over alle Hindringer og Skæl. Her naar Fru Lemche højest i det lille Arbejde og udtrykker det, hun vil sige, i stolte og skønhedsfyldte Vers, som i Forbindelse med andre Enkeltheder rundt om i Digtet tyder paa, at hun kunde bringe et værdigt Verdensdrama ud af sit Tema, hvis hun ret tog denne Opgave op.
Hør, hør, Røster i Natten, kaldende
Raab.
Røster fra Bjergene, Røster fra Slet-
ten, fulde af Haab!
Se, frem af Skovene kommer de
skridende,
Se, nedad Floderne kommer de glidende, Hilsende svinger de Palmer i Hæn-
derne,
Favnende strækker de Arme mod
Frænderne:
Endt er Aartusenders famlende Nat,
Dagningen graaner, - Stævnet er sat.
Hil Dig, Jahve, Du evigt flammende
Nidkære Gud!
At i Din Vrede de trodsigt stam-
mende
Børn du drev ud.
Skilte ved Jordens højeste Bjærge
Vandt vi os Visdom,
Fandt vi os Værge,
Skrev paa vort Skjold i sejrende
Daad.
Jahve, Din Vældes skjulteste Raad.
Gennem Nød og Lidelser havde Mennesket nu i Ydmyghed lært sine rige Evner at kende og gav sig til at bygge et Aandens Taarn ind i Himlene efter Guds Vilje og Lov. Det er kun smaat endnu med Taarnet, men fra Arbejderne lyder det trøsterige Kor med Hyldest til Gud i Slutningsordene:
Hil Dig, Jahve, Du elskende, haden-
dende, levende Gud!
Menneskets Aand - i Dit Luehav
badende - løste Du ud.
Trygt kan vi nu over Skyerne sti-
gende, stræbe Dig mod,
Kende Du vil i vor Længsel, den
higende, Blod af Dit Blod.
Lad da vort Raab imod Bjærgene
rammende genlyde vidt:
Menneskehedens det trodsige, flam-
mende Hjærte er Dit!
Det er Ord, som er Gyrithe Lemche værdige.
