« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagen i ny Belysning
I „Kvinden og Samfundet” Nr. 6 skriver Redaktionen i Slutningen af ovennævnte Artikkel: „Fru Lassen og hendes kvindesaglige Meningsfæller skal vide, at der sidder en Vagt af Kvinder i dette Land, som hører, hvad de siger, og Smiler ved sig selv osv.”
Mon ikke langt snarere, der i dette Land sidder en Mængde Kvinder, der baade er bedrøvede og forfærdede over den Halstarrighed, hvormed Redaktionen af ,,Dansk Kvindesamfund” farer frem mod alt og alle, som ikke passer i „Krammet.”
Nu er det ikke min Mening at indlade mig i en Polemik med Redaktionen af „Kv. og Samf.”, dertil har jeg hverken Lyst eller Tid; men at der lyder en Protest heroppe Nord fra, kan vel ikke undre nogen af „Kv. og Samf. ”s Læsere? Det har jo hidtil været Aalborg Kredsens Medlemmer, det er gaaet ud over.
Først var det den radikale Fru Rambusch, der maatte „bløde”; denne Gang er det Venstrekvinden, Fru Marie Lassen, Redaktionen er ude efter; i tredie Omgang bliver det maaske en af vore konservative Medlemmer, der maa undgælde.
Til sidst lykkes det vel Redaktionen at gøre „rent Bord” for alt, hvad er findes af partipolitisk interesserede Medlemmer indenfor „Dansk Kvindesamfund”; men maaske er det ogsaa det, der tilsigtes fra Redaktionens Side? Saa kunde man bedre maaske samle Resten under een Hat, hvis det fra samme Side skulde synes nødvendigt at „vifte” med det saakaldte Kvindeparti. - Om det er klogt, vil jeg lade Læserne selv dømme om. -
Men nu et Par Ord om selve Sagen, da jeg nu har faaet begyndt.
En kvindelig Taler (Fru Marie Lassen) angribes, fordi hun i et Foredrag, som blev holdt i Studenterforeningen, ikke har givet en historisk Fremstilling af Kvindesagen i de Par Snese af Aar, den har bag sig. »Det forekommer mig at være et ganske urimeligt Forlangende, at man et enkelt Foredrag, hvis Titel er „Kvinder og Politik”, skulde omtale alle Kvindesagens store Personligheder. Der er Grænser for, hvad selv veltalende Kvinder kan præstere i Løbet af en Times Tid, og der er ogsaa Grænser for, hvad Tilhørerne kan tage imod. Der skal ikke saa lidt Uvillie til for at søge Aarsagen i Uvidenhed hos Taleren, som Redaktionen i dette Tilfælde har gjort. Men alt dette maa det jo blive Fru Lassens Sag selv at svare paa.
Hvad jeg har villet „anholde” er, jeg synes, det er meget uheldigt, at vort Blad undertiden synes, at søge Striden for Stridens Skyld, og derved virke splittende i Stedet for samlende. „Kv. og Samf.” bør ikke agere Politi f. Eks. fordi det ikke har faaet Lov at læse Korrektur paa et Foredrag, som en kvindelig Taler har holdt.,
Vi Kvinder skal ikke efterabe Mændene ved at kævles og strides om, hvad der burde eller ikke burde være sagt ved et Møde. Vi skal se lidt større paa Tingene og se at holde os klar af de Klipper og Skær, som Mændene altfor ofte er strandede paa. Kan „Kv. og Samf.” ikke lære at give andre Kvinder den samme Ret til at tale og skrive, som dets Redaktion i saa fuldt Maal selv har, er jeg bange for at der gaar for meget i Stykker. Jeg havde haabet, at naar vi Kvinder nu gled ind i det offentlige Liv, vi da vilde give hverandre Albuerum i Stedet for at virke hemmende. Vort Medlemsblad maa ikke spille Formynder. - Samtidig med vi forlanger fuld Frihed af Mændene
skal vi ikke have indført et Tvangsregimente i vor egen Midte.
Det er som jeg før har sagt, ikke min Hensigt at indlade mig i Polemik med Redaktionen, der i Kraft af sin Stilling har langt bedre Kort paa Haanden end jeg, og den plejer saa vist ikke at genere sig for at spille dem ud. Men selv om der med mit Indlæg Skulde følge en lang redaktionel „Hale”, ja, selv om jeg skulde blive beskyldt for at komme med min „Strippe” og ,,Pibesprøjte”, tager jeg den dog med Sindsro.
Jeg har skrevet disse Linier, fordi Kvindesagen ogsaa er min Sag, og derfor kan jeg ikke tie, naar jeg mener, der foregaar noget, som skader vor Sag. Jeg tror, at Redaktionen af „Kv. og Samf.” skal vogte sig vel for at angribe andre Kvinder, lige meget hvilket Parti de tilhører, naar de blot arbejder hen mod samme Maal: Lige Ret for Mand og Kvinde.
Det vil gaa ud over vor fælles Sag, og den er for god til at blive ødelagt fordi en Redaktion ikke er frisindet nok til at høre andre meninger end sin egen uden straks at fare op.
Bliver Redaktionen af „Kv. og Samf.” ved af Fremture som begyndt, gaar ,,Dansk Kvindesamfund” uden tvivl sin Opløsning i Møde.
Grønnegaard, Aalborg d. 15. April.
Christine Jensen Storch.
Vi har endvidere modtaget:
Paa given Foranledning skal jeg, som den, der fra Studenterforeningens Side henvendte mig til og forhandlede med Fru Marie Lassen om Fruens Foredrag i Studenterforeningen den 18. Marts, erklære, at vi just anmodede Fru Lassen om at holde et politisk Foredrag som Indledning til en politisk Diskussion. Yderligere skal jeg meddele, at vi - for netop ikke at faa nogen Kvindesagsdiskussion, undlod at indbyde danske Kvindesagsforkæmpere, men Politikere, og kun Politikere.
Studenterforeningen, 13. April 1916.
J. Christmas Møller.
Der hersker i hvert Fald paa et Punkt den skønneste Overensstemmelse mellem Redaktionen af herværende Blad og Forfatterne af de to ovenstaaende Indlæg: vi finder alle tre, at der ingen Anledning var for Fru Lassen til i sit Foredrag om „Kvinder og Politik” 18. Marts i Studenterforeningen at komme ind paa Kvindesagens to Snese Aar gamle Historie her i Landet. At Fru Lassen ikke desto mindre forsøgte at give en Fremstilling af Kvindesagens Udviklingsgang saaledes som i Nr. 6 af ,,Kv. og Sf.” paastaaet, modbevises ligesaa lidt af Fru Jensen Storcks Angreb paa Bladets Redaktion som af Studenterforeningens Tilkendegivelse af, at man ved hin Lejlighed netop ikke ønskede Kvindesagen diskuteret. Er det forøvrig Studenterforeningens Mening, at man ved at indbyde kun de Kvinder, som har gjort sig bemærkede inden for de politiske Partier, sikrer sig mod en Diskussion om Kvindesagen? Konsekvensen heraf maatte da blive, at Kvinder, som melder sig ind i Partierne og gør sig fortjente som Politikere, anses for tabte for Kvindesagen. Vi skal ikke forfølge dette Spor videre, men overlader det til de partipolitiske Kvinder at protestere mod en saadan Antagelse.
Ogsaa paa et andet Punkt er Redaktionen enig med Fru Jensen Storck. Vi mener som hun, at Kvinderne ikke skal efterabe Mændene i deres Kævlen og Striden om, hvad den ene og den anden har sagt paa dette eller hint Møde, og vi har med Bedrøvelse og Forfærdelse set, hvorledes Partiernes kvindelige Agitatorer ikke giver deres mandlige Partifæller noget efter i den ædle Krigskunst at mistænkeliggøre Modstanderne og give dem hele Arsenalets Ammunition i Hovedet. Det tilkommer ikke os at øve Justits her; men dobbelt magtpaaliggende bliver det os at holde Kvindesagen fri af denne Forargelse; derfor har vi i Nr. 6 af Kv. og Sf. indstændigt bedet baade Fru Lassen, og andre kvindelige Partipolitikere om ikke i deres Foredrag at forsøge nogen Fremstilling af Kvindesagen, fordi de i deres velmente Bestræbelser for at gøre den til en Trofæ for deres henholdsvise Partier kun opnaar at forfuske og forvrøvle, ja rent ud latteliggøre den, Thi en Latterlighed blev den i Fru Lassens Fremstilling, hvor ethvert Forsøg fra Kvindernes Side paa at fravriste Mændene deres selvtagne Privilegier var udeladt, enten det nu skete fortsætlig eller af Uvidenhed.
Det er en Misforstaaelse af Fru Jensen Storck, at Redaktionen har villet Fru Rambusch og Fru Lassen tillivs, det er Kvindesagen, vi har villet værne, saaledes som vi har forpligtet os til at værne den, da vi overtog Ansvaret for Dansk Kvindesamfunds Blad. Det er ikke de enkelte Personer eller deres partipolitiske Standpunkt vi har angrebet, men kun deres Forhold til Kvindesagen, Kvinder bør nu kunne hæve sig til et saa stort Syn paa Tingene, at de i en Strid kan forstaa, hvad der er Sagens Kærne og holde alle personlige Hensyn udenfor, hvad enten de selv er Angriberen eller den angrebne Part eller den velmenende Mægler.
