« Tilbage til søgeresultaterne
Ved Siden af
Der drager et Tog frem ad en Vej, et Tog af Kvinder, unge og gamle. - Og Vejen er ikke en slagen Alfarvej, men en Vej, som trædes bredere og bredere af de mange Fødder, som følger i de forrestes Spor, Række efter Række. - Store Maal har dette Tog lagt bag sig, siden disse forreste brød den Sti, som nu er bleven til en landskendt Folkevej, men der det Besynderlige ved dette Tog, at det stadig er de gamle, som gaar i Spidsen, de, hvis Viljer hærdedes i Modgangens Dage, men hvis Hjerter aldrig forhærdedes i Selvviskhed, hvis Øjnes Lys aldrig slukkedes i Tvivl.
Der humper en Skikkelse ved Siden af dette Tog og bestræber sig for at holde Trit, en besynderlig Fremtoning. - For springsk til at kaldes gammel, for aflægs til at kaldes ung. Lidt af en Garibaldist, en Barrikadestormer, - mere af en bedaget Pensionist; lidt af en Demokrat, - mere af en Bourgeois; - lidt af en Æstestiker - mere af en Commis voyageur.
Den Tid er længst forbi, da man i dette Tog tog Notice af ham. De ældre mindes dog endnu at have set ham i blodrød Skjorte og med dragen Sabel forrest i Stormen mod Privilegiernes Barrikader, mindes at have hørt ham med ildnende Raab kalde Kvindehæren under Vaaben.
Nu er Krigsmalingen forlængst løbet af hans bedrøvelige Ansigt; den røde Skjorte anes kun glimtvis bag den borgerlige Redingot, af hans Stemmes Malm er der nu kun en sprukken Messinglyd tilbage.
„Nydelige Dame!” - „Smukke, statelige Dame!” - „Indtagende, moderlige, fyldige Dame,” saaledes mimrer han ustandseligt langs Togets Vej, snublende over sine egne Fødder under det hastige Tempo.
„Vil De se, hvorledes Deres Doktorhat klæder Dem?” - „Vil De have et Snapshot af Dem selv paa Formandsstolen eller paa Vejen til Borgernes Raad?” - „Ønsker De at lade Deres yndige Stemme forevige i min kvindehistoriske Fonograf?” - „Kender De mig ikke igen, Deres gamle Vaabenfælle fra Firserne, Garibaldisten, Barrikadestormeren? Gaa dog ikke saa hurtig, der er ikke mere for Dem at erobre. De skulde bare vide, hvor denne voldsomme Bevægelse misklæder Dem. - Bi lidt, vil De laane et Spejl?”
Men medynkssmilende toger Række for Række ham forbi, ustandselig gaar Toget mod Frihedslandet. Forrest den gamle Garde fra Halvfjejdserne og Firserne.
„Gaa Pokker i Vold!” snerrer han efter dem. „Gamle Hugtænder! Føj!”
Derefter de middelaldrende, Kærnetropperne med det faste Fodslag, og de skarpe Øjne.
„Færdig med fyrre!” raaber han, da hans Ben ikke kan følge dem længer. „Overmodne Ævler! - Jeg kommer der ikke!” -
De næste Rækker toger frem, dem mellem 25 og 30.
Da vaagner Livsmodet i den gamle Garibaldist, han løber til og svinger med den høje Hat som med Sablen i gamle Dage.
„Der er mine Folk! Bedaarende Københavnerinder paa Cykle eller uden Cykle! Leve Ungdommen og Skønheden! Gid Fanden ha’de alle gamle, grimme Fruentimmere! - Se, hvor pænt I sætter Pusselankerne! Gud Fader, hvor en Krinoline og nogle langskaftede Knappestøvler vilde klæde Jer! - Sig mig, kan I se det Hus henne paa Hjørnet? - Der skal I ind og gøre Kunster. Hvem af Jer kan synge? - Hvem kan danse Onestep eller Tango?- Hvem kan filme om Kvindens Rettigheder. Huset fuldt 10 Gange i Rad? - Men tøv lidt, tøv dog lidt! Lad bare Mandinderne rende det gale a’ sig! Ta’ mig med! Ta’ mig med!” -
Men ogsaa disse Rækker toger ham forbi. Tænderskærende staar han ved Vejen og krammer sine Spejle mellem de rystende Gammelmandshænder.
Og nu kommer de yngste, dem paa 16 til 20 Aar, Studiner, Kontordamer, Ekspeditricer, Fabriksarbejdersker.
„Aa, Gud være lovet, Gud være evig lovet!” hulker den gamle Barrikadestormer, rundtosset af Glæde. „Nysselige Smaapiger! henrivende Skabninger! Foraarsblomster! Kælne Duer! - Men hvordan er det dog I gaar? Lad mig ordne jer lidt. De aller smukkeste forrest! de næst smukkeste i Midten og de mindre smukke bagest. - Sig mig, kender I det Hus derhenne paa Hjørnet, det smukke, monumentale Hus? Dér kan I tro er Sjov hele Døgnet rundt. Der maa I ind alle sammen. Den smukkeste af jer stiller jeg ved Lykkehjulet, den næst smukkeste faar Lov til at glimre ved sine Talenter; den mindst smukke sætter jeg til at gætte min Præmiegaader. Jeg har Hjerterum for jer alle sammen!”
Men de ler af ham, saa ubarmhjertigt som kun unge Damer kan le af en stivbenet Kurmager; - og saa haster de videre i de forrestes Fodspor mod Frihedslandet, forbi Huset paa Hjørnet, forbi den gamle Garibaldist, som løber ved Siden af dem og raaber sig hæs: „Værsaaartig! ind af Porten! op ad Trappen! Døren til højre! Publikum venter!”
Og Kvindetoget drager videre sin lovbestemte Vej, som ingen kan spærre hverken med Trudsler eller fagre Ord.
Paa Grøftekanten sidder den stakkels Garibaldist og tørrer vemodig Sveden af sin Pande og forstaar ikke et Muk af det hele, fordi han, selv i sin vildeste Krigsmaling, aldrig har været med i dette Tog, aldrig har befundet sig i Kvindesagens Midtpunkt, men altid har løbet, ligefra første Færd og til denne Dag, - ved Siden af.
