« Tilbage til søgeresultaterne
Charlottenborg-Udstillingen
Naar der i Aar er hundrede Billeder færre paa Charlottenborg end i Fjor, efterlader dette i Grunden intet Savn hos en, det føles snarere som en Lettelse. - Udstillingen byder ikke paa noget særligt, - nogle af de ældre Udstillere er ligesom ved at løbe tørre, og mange af de yngre hæver sig ikke meget over det almindelige. Af de Billeder af mandlige Kunstnere, der sætter sig fast i Erindringen, kan for de ældres Vedkommende nævnes Michael Anchers skønne monumentale Billede af den gamle Fru Brøndum - en yndig lille Pige „Else" af Julius Paulsen, og „Interiør" af Jespersen. Af de yngre synes Aksel Søborg at være den, som er lødigst, særlig tiltalende er „Tungsindige Melodier" og „et Musikgeni", et ganske ualmindeligt lille Billede med dejlige brune, dystre Farver. Der er ved dette Billede noget af Hollænderens inderlige Hverdagstone. Den „80-aarige Gubbe Nordstrøm" er ogsaa et værdifuldt Billede. - Et mere iøjnefaldende, men for Resten ogsaa dygtigt Billede er Henrik Nielsens „Fodboldkamp".
Mellem de kvindelige Kunstnere staar Fru Anna Ancher som den festligste med sine lyse, lette Farver, og hvor virker ikke det Billede med „Moderen, der fletter Barnets Haar" friskt og ungdommeligt, med alle de morsomme, stærke Farver, der ved den lyse Sommerdags Skær faar Genskin af de blaa kalkede Vægge. - I Lilly Lundstens smukke Portræt af „Ib" er der ogsaa en egen sommerlig Ynde, - det er en Kunstnerinde, der kan faa de smaa Ting med uden at forfalde til minutiøs Udførelse; Portrættet af den aldrende Dame er ligeledes dygtigt gjort, om end noget tørt.
De 3 Marier - Ahlmann, Thymann og Sandholt - er 3 sikre og solide Kræfter - den første med sit ypperlige Billede af „en Rekonvalescent", holdt i kun ganske faa Toner, saa sikkert og fast i Linien og med en stemningsfuld Ro over sig. Marie Thymanns troværdige Jyde: „Hvo blywer æ Smej da aa?" er et støt og solidt Arbejde.- Marie Sandhott er den uroligste af dem, mere forskellig i sine Billeder og ikke altid lige sikker. „Graner paa Kullen" er et ganske kønt Maleri og „Frugthaven" med den lille Adam og Eva i Skikkelse af en lille Pige og Dreng har en smuk saftig Kolorit. Men hun kan male meget bedre.
Vor næste solide Kraft, og den, der i Aar møder med det bedste Billede blandt Malerinderne, er Helvig Kinch med „Pløjning en Efteraarsaften". Hun fører Penslen sikkert og let, der er en udmærket Tegning i Dyrenes trækkende Rygge, Manden træder saa fast i Jorden, Himlens lyse Skyer hæver saa smukt den graalige Pløjestemning. Men derimod er der over „Rughøst" noget vist dæmpet ved Farven, noget forsigtigt, som ikke klæder det Sujet. „Kyllingehønen" derimod virker godt med sine bredt malte, bløde Farver. - Den næste kvindelige Dyremaler, Kamma Thorn, gift Salto, har nogle „Zebuokser", der, ligesom hendes tidligere Kalve, er lidt dødt og glat behandlede, men gode i deres Karakteristik. Hendes „Blomsterbed med Pæoner" er noget tæt og tungt, men vi ved fra hendes private Udstilling, at hun kan præstere mere.
Dyrestudiet lader ikke til at virke tiltrækkende paa Kvinderne, endskønt de i de sidste Aar har bredt sig over flere Felter end tidligere. Det har før været Udstillinger, hvor Motiverne overvejende har skiftet mellem Blomster og Børnebilleder. - Til Bevis for deres Udvidelsestrang har Louise Bonfils f. Eks. kastet sig over Vandet. Hun har et Billede med en „Skonnert i Grenaa Havn", det kan næsten kaldes et Søstykke, dog en rolig og behersket Sø med et rigtig pænt, hvidt Skib.
Foruden Lilly Lundsten, som før er nævnt, er der to andre flinke Portrætmalere: Agnes Brinkmann med et udmærket vederheftigt „Portræt af min Fader"- samt Carla Colsmann med „Portræt af en Læge". I den sidstes Farvebehandling er der lidt af den gamle Uro, og skønt der er meget godt deri, kan det ikke maale sig med Lægeportrætet paa hendes egen Udstilling.- Ellen Corinna Stibolt har to henrivende Børnebilleder, et Speciale hun varierer smukt, og desuden møder Tony Møller og Britta Barnekow op med to Drengebilleder.
Det er fornøjeligt at se Ellen Wilkens igen med et godt Billede. I „en ung Pige, der læser i Sengen", har hun faaet Lampelyset til at brede sig smukt og faaet Pigens rødgyldne Haar til at lyse malerisk mod den røde Baggrundsvæg; derimod er „Landskab med en Pil" ikke lykkedes saa godt, det er rigelig pillent gjort, virker glat og tørt.
Desværre har Vilhelmine Bang kun et mindre bemærkelsesværdigt Havestudie; man mindes med stadig Glæde hendes gode Barneportræt i Fjor. Mellem Landskabsmalerinderne staar Ebba Carstensen altid ret uforbederlig. Naar man bare vidste, hvad hun egentlig vilde, thi i Aar, som for nogle Aar siden, prøver hun paa at slaa ind paa den Malemaade at fremstille alt i Flader; men det Forsøg fremtræder kun enkeltvis, hun udarbejder ikke Maaden, fordyber sig ikke i den for at se, hvad der kunde komme ud deraf. Hendes andet Billede „siddende Model" er f. Eks. malt paa ovennævnte Maade, men heller ikke videre lovende. - „Mod Regn i Skoven" af Dagmar Olrik er et smukt og stemningsfuldt Billede, men der er noget mat over Farven, som var den syet af Uld. - Af Landskaber findes der endnu et af Elisabeth Schiøtt og et af Amalie Müller. - I et „Skovbillede" af Gerda Strøm ærgrer man sig lidt over den overfladiske Maade, hvorpaa hun behandler et saa stort Stykke Natur. Sammenlignet med et af Gerhard Blom, hvormed hendes Motiv har saa meget tilfælles, er hans et langt mere indgaaende Arbejde.
Pauline Thomsen forfalder som sædvanlig let til de smaa Penselsstrøg, hvorved Billedet virket prikket.
To Genrebilleder af Ingeborg Rode: „Drenge paa Udkig" og „en Overhøring" er baade friske og kraftige. - Til sidst, før vi gaar over til Blomster og Stilleben, vil vi omtale Anna E. Munck, der har et større dekorativt Arbejde, vistnok en tænkt Altertavle, et Temperamaleri af „de gode og daarlige Jomfruer".
Som man kan vente sig af Anna Munck er der meget smukt i Kompositionen, især den venstre Fløj, hvor de daarlige Jomfruer flokkes under Veklager foran Døren, hvor de andre med deres brændende Lamper er gaaet igennem. I Midterfeltet er Behandlingen af Farven ikke saa heldig, som den kan være, Baggrundsmuren er urolig, ligesom plettet, og dette forstyrrer ganske den blaa Nattehimmels mørke Virkning til de brændende Lamper - hendes religiøse Motiver har tidligere været heldigere løste; derimod har hun nogle Smaabilleder, der er langt bedre, f. Eks. „Foraarsaften i Baghaven", ogsaa udført i Tempera. Her viser dette Materiale netop sin Værdi, i Modsætning til Oliens tidt overbehagelige Sødme. „Allé i Herrings Have", malet med store Strøg, virker ogsaa kraftigt. Desuden har hun 3 andre rigtig kønne Billeder.
Emilie Mundt er repræsenteret ved sine sædvanlige Sujetter, og Marie Luplau har hævet sig til en højere Solnedgangslyrik i Billedet „Fred", som endog i Kataloget er sat paa Vers. En skøn, Sjæls skønne Drømme og skønne Tanker.
Henny Køster Panduro er krøben helt op paa Rundetaarn for at vise os nogle ret kedelige Konfirmander i den klare, høje Luft; det er nu ikke faldet saa helt fortræffeligt ud, Pigebørnene er saa suffisante i Farven og træder en saa stærkt ind paa Livet, - bedst er derimod Luften over Byen med de irgrønne Tage.
Endelig maa vi ikke glemme Islænderinden Kristin Jonsdatter. I hendes Skitze „Klipfisk" er der an-slaaet en meget ejendommelig Farvetone, som stemmer godt til Klippernes tunge Alvor; i det andet Billede „Paaskelilier" imponerer Farvernes Voldsomhed, skønt de dog smukt smelter sammen. - Harriet Mundt, født Fischer Jørgensen, samt Else Rosenberg, født Schrøder, har hver et „Interiør", der dog ikke kan maale sig med Thyra Lejmanns „et Bryggers", hun holder som Charlotte Fri-
modt meget af Akvarellen, og de behandler den begge meget smukt. - Elisabeth Wandels Interiører af Bilæggerovne og af gamle Huse er overordentlig fint behandlede og er et indtrængende Farvestudie, men hun bør vogte sig lidt for den stærke Udpensling, det tager Charmen fra Billedet, som bliver for delikat og tørt.
Endnu er der tilbage vore mange Blomstermalerinder, og her bliver trods sine Aar Fru Anthonore Christensen den mest indtagende; man kan se, hvordan hun elsker Blomster for deres egen Skyld, hun maler dem altid i Vækst, - ikke afskaarne opstillede Blomster, - hun tager dem lige, hvor de staar, hvilket giver hendes Billeder et Præg af Lyrik. Som Eksempel skal nævnes „Foraarsbilledet", en henrivende Anemoneplet, som hun har truffet i Skoven paa sin Morgen vandring; af hendes andre Ting er „den hvide Kaktus" særlig at foretrække. - Af samme Type er Johanne Frimodt, idet hun ogsaa tager Blomsterne paa Voksestedet, - men hun staar med den yngres svulmende Kraft ens Hjerte nærmere. Se blot den Pragtudfoldelse i „Frøbeddet", alle Farver stemt sammen, frodigt og skønt med den Sammensmeltning i Nuancerne, som Luften hjælper til. - Deres Modsætning findes i Ludovica Kabell-Rosenørn og Emmy Thornams Billeder, der forekommer saa tamme med deres
afbrækkede eller opstillede Blomster. - Hilda, Sehested, Elisabeth Saxtorph og Helga Møller er endnu ikke videre fremtrædende; derimod er der meget godt i Karen Meisner Jensens „Sol i Vindue". - Anna Lundquist, hvem vi husker fra en tidligere Udstilling med et udmærket Portræt, har desværre kun et „nature morte", som nok er godt, men ikke særlig interessant. .- Signe Andreasen er egentlig ikke kommet nogen Vegne fra sidste Aar, og Anna Marie Nielsens „Opstilling med et tomt Fuglebur" er selv et ret „tomt" Arbejde. - Til sidst maa vi beklage, at Astrid Holm, der begyndte saa frejdigt og friskt i 1915 med sin blaa Blomst, har skuffet os en Del; det, hun har præsteret i Aar, er sandelig ikke noget at tage gode Varsler af.
Man kan i det hele taget ikke klage over Udstillingskomitéen, den viser sig baade langmodig, overbærende og frisindet.
