Modehandlerens Tale

Af Søren Kierkegaard: »Stadier paa Livets Vej«.

Denne Tale, der synes grebet lige ud af dette Øjeblik, skøndt den skriver sig fra Fyrrerne i forrige

Aarhundrede, er holdt ved et nat­ligt Gæstebud, hvor fire unge Mennesker efter Tur karakteriserer Kvinden hver ud fra sit specielle Syn paa hende.

. . . Nej, jeg kender Kvinden - fra hendes svage Side, det vil sige, jeg kender hende. Jeg skyer ingen Forfærdelse i mit Studium og skyer intet Middel for at forvisse mig om, hvad jeg har forstaaet; thi jeg er en rasende, og en rasende maa man væ­re for at forstaa hende, og var man det ikke før, - naar man har for­staaet hende, - bliver man det. Som Røveren har sit Smuthul ved den lar­mende Landevej, og Myreslugeren sin Tragt ved det løse Sand, og Kaperen sit Skjulested ved det brusende Hav, saa har jeg min Modebutik midt i Menneskevrimlen, forførerisk, uimodstaaelig for en Kvinde, som Venus­bjerget for Manden. Her i en Mode­butik lærer man hende at kende, praktisk og fra Grunden af uden al teoretisk Ophævelse. Ja, betydede Moden ikke andet, end at en Kvinde i Begærligheds Brynde kastede alt af sig, saa var det dog noget. Men saaledes er det ikke; Moden er ikke aaben bar Vellyst, ikke tolereret Ud­svævelse, men en Uanstændighedens Snighandel, der er autoriseret som Velanstændighed. Og som i det hedenske Preussen den giftefærdige Pi­ge bar en Klokke, hvis Ringen var til Signal for Mændene, saaledes er en Kvindes Eksistens paa Moden et evindeligt Klokkespil ikke for udsvæven­de, men for slikvorne Vellystninge. Man tror Lykken er en Kvinde, o! ja, den er jo ustadig; men den er dog ustadig i noget, thi den kan give me­get; for saa vidt er den ikke en Kvinde. Nej, Moden er en Kvinde, thi Moden er Ustadighed i Non­sens, der kun kender en Konsekvens, at den altid bliver mere og mere pi­negal. Een Time i min Butik er me­re værd end Aar og Dage udenfor, hvis man ønsker at lære Kvinden at kende; i min Modebutik, thi den er den eneste i Residensen, der er ikke Tanke om Konkurrence; hvo skulde vove en Væddestrid med den, der ganske har ofret sig og ofrer sig som Ypperstepræst i denne Afgudsdyrkelse. Nej, der er ikke et distingveret Selskab, uden at mit Navn er det før­ste og det sidste, og der er ikke et borgerligt Selskab, hvor jo mit Navn, naar det nævnes, indgyder hellig Ærefrygt som Kongens, og der er in­gen Dragt saa vanvittig, at den jo, naar den er fra min Butik, ledsages af en Hvisken, idet den gaar gennem Salen; og der er ikke en Dame af Byrd, der vover at gaa min Butik forbi, og ikke en borgerlig Pige, uden at hun gaar den sukkende forbi og tænker: Dersom jeg blot havde Raad. Nu, hun var ej heller bedragen; jeg bedrager ingen; det fineste, det kost­bareste leverer jeg til de billigste Pri­ser, ja under Prisen sælger jeg, saa­ledes ønsker jeg at vinde, nej, jeg sætter aarligt store Summer til. Og dog vil jeg vinde, jeg vil det, jeg gi­ver min sidste Hvid hen for at be­stikke, for at underkøbe Modens Or­ganer, at mit Spil kan vindes. Det er mig en Vellyst uden Lige at tage de kosteligste Tøjer frem, at skære til, at klippe ægte Bryslerkniplinger ud, for at danne en Narredragt, jeg udsælger til de billigste Priser, ægte Stoffer og paa Moden. I tror maaske, at det kun er i enkelte Øjeblikke, hun ønsker at være paa Moden. Langtfra, hun vil det altid, og det er hendes eneste Tanke. Thi Kvinden har Aand, men den er anbragt lige saa godt som den forlorne Søns Midler; og Kvinden har Reflexion i ubegribe­lig høj Grad, thi der er intet saa hel­ligt, at hun jo i samme Nu finder det commensurabelt*) for Pynten, og Pyntens fornemste Udtryk er Moden; hvad Under, at hun finder det sommensurabelt, thi Moden er jo det hel­lige; og der er intet saa ubetydeligt, at hun jo atter ved at anbringe det i Forhold til Pynten, og Pyntens ideløseste Udtryk er Moden; og der er intet i hele hendes Paaklædning, ik­ke det mindste Baand, uden hun har en Forestilling om dets Forhold til Moden, og uden hun øjeblikkeligt op­dager, om den forbigaaende Dame har bemærket, det; thi for hvem pyn­ter hun sig, uden for andre Damer!

*)   Har fælles Maal med.

------- Om Diogenes bevægede den Kvinde, der laa bedende i en noget uanstændig Stilling ved sin Bemærk­ning, om hun troede, at Guderne kun­de se hende bagfra, véd jeg ikke; men det véd jeg, at hvis jeg vilde sige til hendes knælende Naade, Deres Kjo­les Folder falder ikke paa Moden, da vilde hun frygte dette mere end at krænke Guderne.------

Om det er sandt? Ja, forsøg det: Lad Elskeren, idet den elskede synker salig til hans Bryst og hvisker uforstaaeligt: Din for evig, skjulende sit Hoved ved hans Barm, lad ham sige til hende: søde Catinka, din Frisure er slet ikke paa Moden. Maaske tæn­ker Mændene ikke derpaa, men den, der véd det og nyder Anseelse af at vide det, er den farligste Mand i Kon­geriget. Hvilke salige Timer, Elskeren tilbringer med den elskede før Brylluppet, véd jeg ikke, men de sa­lige Timer, hun tilbringer i min Bu­tik, gaar hans Næse forbi. Uden mit Kongebrev og min Sanktion er dog et Bryllup en ugyldig Akt eller ogsaa et meget plebejisk Foretagende. Lad Øjeblikket allerede være kommet, da de skal mødes for Alteret, lad hende træde frem med den bedste Samvit­tighed i Verden, at alt er købt hos mig og for mig gjort Prøve paa alt, hvis jeg vilde styrte til og sige: men min Gud, min naadige Frøken, den Myrtekrans sidder rent forkert, - saa blev maaske Ceremonien udsat.

Men alt sligt véd Mændene ikke, man maa være Modehandler for at vide det. -  - 

-  -  -  Der er fra min Butik til den fornemme Verden udgaaet det glade Budskab for alle distingverede Damer, at Moden byder Brugen af en egen Art Hovedtøj, naar man tager i Kirke, og at dette Hovedtøj igen maa være noget forskelligt til Høj­messe og til Aftensang. Naar da Klokkerne ringer, da holder Ekvipa­gen for min Dør. Hendes Naade sti­ger ud (thi ogsaa dette er forkyndt, at ingen kan sætte det Hovedtøj rig­tigt uden jeg, Modehandleren); jeg styrter hende l Møde i dybe Buk, fø­rer hende ind i mit Kabinet; medens hun blødagtigt vegeterer, bringer jeg alt i Orden. Hun er færdig, hun har spejlet sig; hurtigt som et Gudernes Sendebud iler jeg forud, har aabnet Kabinetsdøren og bukker, iler til Butiksdøren, lægger min Arm paa Bry­stet som en østerlandsk Slave, men opmuntret af et naadigt Kniks vover jeg endog at tilkaste hende et tilbe­dende og beundrende Haandkys; - hun sidder l Vognen, se! hun har glemt Salmebogen, jeg iler ud og rækker den ind ad Vinduet til hende, tillader mig endnu engang at minde hende om, at holde Hovedet en lille Kende til højre, og selv at rette lidt ved det, hvis hun ved at stige ud skulde bringe Hovedtøjet en Smule af Lave. Hun kører hen og opbygges.

I tror maaske, at det kun er for­nemme Damer, der hylder Moden. - Langtfra. Se til mine Syjomfruer, paa hvis Toilet jeg intet sparer, at Modens Dogmer maa forkyndes med Eftertryk fra min Butik. De danner et Kor af halvgale, og jeg. selv som Ypperstepræst foregaar med et ly­sende Eksempel, og bortødsler alt, blot for ved Modens Hjælp at gøre enhver Kvinde latterlig. Thi naar en Forfører brouter af, at enhver Kvindes Dyd er venibel*) for den rette Køber, da tror jeg ham ikke, men jeg tror, at enhver Kvinde i føje Tid skal være fanatiseret af Modens van­vittige og besmittende Selv-Refleksion, der fordærver hende ganske anderle­des, end om hun var forført.

*) Tilfals

Jeg har forsøgt det mere end én Gang. Formaar jeg det ikke selv, saa hidser jeg et Par af Modens Trælkvinder, som Kører til hendes Stand, paa hende; thi som man afretter Rotter til at bide Rotter, saa er den fanatiserede Kvindes Bid ligesom Tarantellens.**).

**) En giftig Edderkop.

-------Physiologen tegner en Kvindes Skabning af for at vise Snøreli­vets forfærdelige Følger; ved Siden tegner han den normale Skikkelse. Det er rigtigt, men kun den ene har Virkelighedens Gyldighed: de gaar alle med Snøreliv. Skildrer saaledes den modesyges elendige forkrøblede Forskruethed, beskriv denne snigen­de Refleksion, der fortærer hende, og skildrer den kvindelige Blufærdighed, der mindst af alt véd noget om sig selv, gør det godt, og du har tillige dømt Kvinden og i Virkeligheden dømt hende forfærdeligt. Opdager jeg engang en saadan Pige, der nøjsom og ydmyg ikke er fordærvet ved uanstændig Omgang med Kvinder, hun skal dog falde. Jeg bringer hende i mine ’Garn, nu staar hun paa Offerpladsen: i min Butik. Med det haanligste Blik, som fornem Noncha­lance kan væbne sig med, maaler jeg hende; hun forgaar af Skræk; en Latter fra Naboværelset, hvor mine afrettede Haandlangere sidder, tilintetgør hende. Naar jeg da har faaet hende udmajet paa Moden, naar hun ser vanvittigere ud end et Daarekistelem, saa vanvittig som en, der end ikke kunde blive optagen i en Daarekiste, da gaar hun salig fra mig; in­tet Menenske, end ikke en Gud kun­de forfærde hende, thi hun er jo paa Moden.

-  -  - Forstaar I nu min Opfattelse af Kvinden. Alt i Livet er en Modesag, Gudsfrygt er en Modesag, og Kærlighed og Fiskebensskørter og en Ring i Næsen. Saa vil jeg af yder­ste Evne komme den ophøjede Geni­us til Hjælp, der begærer at le af det latterligste af alle Dyr. Har Kvin­den reduceret alt paa Moden, saa vil jeg ved Modens Hjælp prostituere hende, som hun har fortjent; jeg ra­ster ikke, jeg Modehandleren, min Sjæl raser, naar jeg tænker paa min Opgave; hun skal endnu komme til at gaa med en Ring i Næsen. Søger derfor ingen elsket, opgiver Elskov som det farligste Naboskab, thi ogsaa eders elskede skulle Komme til at gaa med en Ring i Næsen.