« Tilbage til søgeresultaterne

Modehandleren

« Se emneord

En natlig Passiar om Rotter og Kvindesag.

Det var d. 31. Maj 1916, at jeg før­ste Gang modtog hans Besøg. Han kom op paa „Kvinden og Samfundet”s Kontor i den Time, hvor Aftenskum­ringen vemodig opløser sig i den ly­se Sommernat.

Jeg kendte ham straks paa det par­fumerede, krøllede Haar, den festlig svævende Gang og den Blanding af typisk Butiks-Behagelighed og dæmo­nisk Ironi, som kendetegnede alt, hvad han foretog sig eller sagde.

„De har bevist mig den Ære at af­trykke min sidste Tale i „Kvinden og Samfundet"s Nummer 10," sagde han og sank med klædelig Nonchalence ned paa den Stol, jeg bød ham.

„Æren ligesom Fornøjelsen var paa vor Side," svarede jeg høflig. »Han smilede forbindtlig, idet han lod den guldknappede Spanskrørsstok balan­cere paa sine behandskede Finger­spidser.

„De har sat Dem den uløselige Op­gave at ville lære Kvinderne den Kunst at tænke," fortsatte han.

„Jeg anser den ingenlunde for ulø­selig," svarede jeg.

„Men det gør jeg med Deres naadige Tilladelse." Han bukkede sid­dende paa Stolen med et af sine af­fable Butiks-Buk.

„Jeg kender nemlig Kvinden, og jeg elsker hende, som hun er, pjanket, ko­ket og lige til Daarekisten, og jeg taaler ikke, at man forandrer den mind­ste Flig af hendes rene Væsen! De kan for mig gerne give hende Valg­ret og Valgbarhed, Adgang til alle Landets Embeder, ja gøre hende til Minister, om De vil, men De skal la­de mig om at bestemme, hvad hun skal iføre sig, naar hun gaar til Stemmerummet, naar hun tager Plads i Rigs­dagen, naar hun disputerer for Dok­torgraden."

Hans Øjne lyste med Fosforglans, og han løftede patetisk Haanden med den straagule Handske.

„Denne min uafhændelige Part i hende skal ingen Valgretsfurie fratage mig. Frigjort for alle Fordommens Lænker skal hun vedblive at være min Træl. - Forstaar De nu, hvorfor jeg har kæmpet som en rasende for Kvin­dernes Valgret og øvrige Ligestilling’/ Jo højere hun stiger i den offentligt Anerkendelse, jo vanvittigere skal den Pynt blive, jeg byder hende at hænge paa sig, og jo latteligere Afstanden mellem det, hun giver sig ud for at være og det, hun er. Den Dag hun fremtriner som Konseilspræsident og Kongens ansvarshavende Minister, udmajet som et Fastelavnsris, duftende som en Parfumebutik, kaster jeg mig som en østerlandsk Slave i Støvet for hendes Fødder og hænger en Narrebjælde paa hver af hendes Skonæser og min Triumf vil være fuldkommen, saa fuldkommen som noget i denne, ufuldkomne Verden!"

Han tav, hed og ophidset, og svin­gede det parfumerede Lommetørklæde frem og tilbage foran sit Ansigt.

„Den Dag oprinder aldrig," svare­de jeg med Overbevisning. „En ny Kvindetype dæmrer for Menneskehe­den. Det gamle Afgudsbillede vakler paa sit Postament. De bedste Mænd og Kvinder kæmper paa vor Side."

„Men Rotterne har jeg paa min Si­de," svarede han med el underfundigt Smil. „Disse kære, smaa, allestedsnær­værende og lyssky Gnavere. Jeg har sikret mig fortræffelige Eksemplarer af Arten, Hanrotter og Hunrotter i Flæng. De arbejder for mig alle Veg­ne: i Litteraturen, i Rigsdagen, i Kom-munalraadene, men først og fremmest i Pressen. Som nu her f. Eks."

Han halede et Blad op af Lommen. „Dansk Kvindeblad" læste jeg paa Forsiden.

„De vil mindes, at „Kvinden og Samfundet" har leveret et taabeligt og højst ukvindeligt Angreb paa en af de Hunrotter, jeg har afrettet spe­cielt til at forgifte andre Hunrotter med deres Bid. Straks vinkede jeg en gammel, erfaren Presse-Rotte til og bød den tage sig af „Kvinden og Samfundet"s taktløse Redaktion; hvad den med sædvanlig Beredvillighed gjorde, men ikke med tilstrækkeligt Held, thi samme Redaktion svarede med fire Spalter Enten-Eller og ufor­falsket Kvindesag. Atter maatte min Rotte frem, og denne Gang fandt den et ualmindelig godt Bidested. Behag selv at læse."

Jeg læste:

„Det vilde være at undre sig over, om den „Krigsraab-Journalistik", der i Øjeblikket drives i Bladets Spalter, ikke mødes med den skarpeste Mod­stand fra den store Kvindeforenings egne Medlemmer - og dette er da ogsaa i høj Grad Tilfældet. Fru Jensen-Storck, Grønnegaard, Aalborg, sender saaledes Bladet en Artikel, som dette har været nødt til at tage sig ad no­tam, hvor uværdigt det end maa have været for dets Redaktion - selv om denne, hvad der er utvivlsomt, gaar sin Opløsning i møde."             

Han korsede sine Arme over Bry­stet og stirrede dæmonisk paa mig.

„Kender du nu min Magt?" spurgte han. „Forstaar du, at Opløsningens Time er nær."

Jeg rejste mig og hentede fra Bog­reolen „Kvinden og Samfundet" for 15. Maj med Artiklen: „Utak er Ver­dens Løn."

„Læs dette," sagde jeg, „og døm om dem, som fordølger den halve Sand­hed."

„Kan man vente sig andet af Rot­ter," spurgte han og smilede, som en Hest, der vil bide. „Rotter er af Na­turen lyssky Dyr."

„Hvis de saa endda turde fremsæt­te deres Taabeligheder under eget An­svar," udbrød jeg harmfuldt, „men de sætter en Mand til at bære Ansvaret. Det kalder jeg „uværdigt"."

Han trak paa Skulderen.

„Det er Mænds kæreste Sysselsættelse at bære Ansvaret for Kvinders Taabeligheder; derfor har jeg ogsaa i alle Dametidender og Rubrikker en aller elskværdigst Hanrotte gaaende, som jeg har afrettet til at fare i Be­nene paa hver den, som paadrager sig Mistanke for at ville højne Kvinde­kønnet og emancipere det fra Moden. Kan det befrygtes, at en af Bladets Læserinder vil blive paavirket af den

ny Lære, vips, er min Rotte frem­me og gnaver og gnaver, til der ikke er saa meget af Kætteriet tilbage, som en hul Osteskorpe. Og jeg kan for­sikre Dem, min kære Enten-Eller, at om De skulde føle Dem tilskyndet til at henlægge Deres Residens fra „Kvin­den og Samfundet" til en anden „Front", mine Rotter skal vide at følge Dem i Hælene og gnave, gnave til Jord­skorpen brister under Deres Fødder, thi for Folk af Deres Slags er der ik­ke Fodfæste i Virkeligheden, De maa bygge oppe i Skyerne, i det himmelblaa Nonsens."

Han gemte „Dansk Kvindeblad" paa sit Bryst og knappede med en øm Bevægelse Kjolen til over det.

„Saadan elsker og tilbeder jeg Kvin­den!" udbrød han med Haanden paa Hjertet, „just saaledes som hun fremtræder i disse Spalter: from og underfundig, evneløs og ansvarsløs, uimodtagelig for Alvor og enthusiastisk i Nonsens."

Han hvirvlede Stokken op i Luften og greb den igen med Ynde og Be­hændighed, gik saa med sin festlig svævende Gang baglænds mod Døren og forsvandt ud af denne med sit galanteste Butiks-Buk. - Raadhusuret slog tolv.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner