Fortsættelsesasyler.
Man hører undertiden om grusomme Værter, der tager Vinduer og Døre af Familiers Lejlighed, naar de ikke kan betale deres Leje. Enhver vil kunne forstaa, at de, der lider mest under en saadan Krisis, det er de uskyldige Børn, som altsaa ligger for Vind og Vove. Og mon ikke det Billede passer paa mange af Arbejdernes Familieliv i Øjeblikket? Storindustrien har slaaet Hjemmets Dør ind, og den ubarmhjærtige Vært, Samfundet, har ved sine store Fordringer og lille Løn løftet de Vinduer helt af, som skulde skærme for Regn og Vind for de stakkels smaa, hvis Familieforsørger ikke er i Stand til at opfylde de Fordringer, der stilles til ham.
Er dette strængt for de ældre, der er hærdede i Livets Kamp og Bekymringer, saa er det aldeles nedbrydende for de smaa, som synes at have et Hjem, men i Virkeligheden intet har. Fader og Moder er paa Arbejde eller maaské rettere ude at søge om Arbejde, og de smaa fryser og sulter i det saakaldte Hjem uden Tilsyn og Pleje, uden det kærlig opdragende Ord, uden hvilket intet Barn kan blive et virkeligt Menneske.
Der er sikkert derfor ingen mere menneskekærlig Tanke oppe i Tiden end den, der i denne Tid er i travl Virksomhed for at oprette Fortsættelsesasyler.
Der hæver sig i Almindelighed et Ramaskrig om „samfundsopløsende Magter”, naar Arbejderne ved deres Møder eller i deres Blad taler om Nødvendigheden af Børnehjem, om Mad paa Skolen og Opdragelsesanstalter - og dog - ja - hvor lidt maa de Mennesker kende til de virkelige Forhold, naar de ikke kan se, at Tusinder af Arbejderhjem i Hovedstaden er lige saa aabne og uhyggelige som det Hus, hvor Værten har taget Vinduer og Døre af.
Der kom i Morges en Kone til mig for at klage sin Nød. I fjorten Dage havde hun tjent l Kr. Hun var gaaet fra den ene ny Bygning til den anden for at tigge, trygle om lidt Rengøringsarbejde, men forgæves. Hun kunde ikke faa Hjælp af Københavns Kommune, fordi hun hørte til en lille Provinsby, hun kunde ikke faa Hjælp af Understøttelsesforeningen, fordi hun fra den lille Provinsby gennem Københavns Magistrat fik udbetalt 2 Kr. ugenlig til sine Børn. Hun skyldte Værten 9 Kr. i Husleje for den forløbne Maaned, nu forfaldt de næste 9 Kr. Hun havde sat alt sit Tøj ud, saa hun end ikke mere kunde skifte Linned, og alt imedens sad hun med de smaa Børn og led en tærende Sult; hvor var det hjemlige for den Familie? -
Hvor jeg sukkede dybt ved den usigelige Nød, men mest ved Tanken om de udhungrede Børns Fremtid. -
Jeg trængte til at se noget lyst, noget trøstende, og gik derfor ud i Guldbergsgades Fortsættelsesasyl, og jeg blev ikke skuffet. Samtidig med min Indtrædelse Kl. 2 myldrede de smaa Fyre ind, glade og fornøjede, ordentlige og velklædte. Drenge fra 7 - 14 Aar. Nogle gav sig til at lege og klatre op ad Gymnastikremedierne paa Legepladsen i den milde Efteraarssol, andre sprang straks op ad Trappen til Skolestuerne for at tage fat paa deres Lektier, Børster og Kurvefletning, alle i glad Forventning om den dejlige Vælling, der Kl. 2½ skulde staa paa Bordet.
Jeg traf ikke Forstanderinden, men en ung elskværdig Pige, Medhjælpersken, gav mig velvillig alle de Oplysninger, jeg ønskede om Børnenes daglige Liv.
Jeg udtalte min Forundring over Børnenes ualmindelig gode Udseende og ordenlige Paaklædning, hvortil hun svarede: ja, det er i Dag, det er Mandag, saa har Mødrene om Søndagen vasket og istandgjort deres Tøj, men kom sidst paa Ugen, saa er det betydeligt reduceret. Det gode Udseende skyldtes vistnok til Dels Fortsættelsesasylets gavnlige Indflydelse.
Der er i de to rummelige Skolestuer Plads til 50 Børn. Fra Formiddag 8 - 12 det ene Hold og fra 2 - 6 Eftm. det andet. De beskæftiges med Sløjd og Lektielæsning, men holdes selvfølgelig ikke strammere end i et Hjem, da de maa være friske til den egenlige Undervisningstid i Kommuneskolen. Børnene har deres Mad med, hvortil der den ene Dag gives kogt Mælk, den anden Dag en Portion Vælling. For dette Mælkemaaltid betales 10 Øre om Ugen for hvert Barn, men naturligvis udelukkes ikke det Barn, hvis Forældre ikke har kunnet betale. Hver af Børnene har en lille Sparebøsse, hvori de gemmer de Øre, de tjener ved at lave Børster eller andet lignende. De faar en og to Øre for deres Arbejde, som de er flittige til, for at opmuntre deres Arbejdsiver.
De skiftes til at hjælpe ved Rengøringen af Lokalet, og begge Hold faar deres Mælk eller Vælling, det ene Kl. 11 - det andet Kl. 2½.
Medhjælpersken mente, at de fik ikke anden Middagsmad end den Mad, de havde med paa Asylet, men glade og fornøjede saa de ud, og at der virkelig raadede Frihed og hjemlig Tone mærkede man paa deres Leg og den Tale, de førte med deres Lærerinde.
Der var nemlig Ro og stille, alt medens de snakkede op til hende om deres Sager, og hendes forstandige Svar viste, at hun forstod sin Opgave. Det var noget andet at sidde her i disse gode Skolestuer og høre og lære noget godt end at lukkes inde i Fabriker eller løbe om paa Gaden og sælge Blomster eller andet. Her var Hjemmets Luft, med Solskin og Varme.
Men der er langt frem til, at Fortsættelsesasylerne er spredt over hele Byen, som de nødvendig maa, om de skal blive en virkelig Støtte for de mange smaa, der trænger til Tilsyn og Pleje, fordi Fader og Moder ikke med deres bedste Villie kan skaffe dem det.
Der er endnu kun 3 Asyler traadt i Virksomhed, et i Guldbergsgade for 100 Drenge, et i Matthæusgade for 100 Piger, og et paa Enghavevej ligeledes for 100; dette sidste vil i Januar 1892 flytte til Istedgade Nr. 3 i Asylselskabets luftige Lokaler med Legeplads. Det 4de Asyl haabes snart aabnet ved Østervold, ligeledes til 100 Drenge. Det vil være vore Læsere bekendt, at der i Februar ifjor sammentraadte en Komité, undertegnet med Navne, velkendte igennem humane Foretagender. Denne Komité arbejdede for Oprettelsen af Fortsættelsesasyler i København, og Etatsraad Hennings er den, hvem der særlig skyldes Tak for Iværksættelsen. H. har allerede for flere Aar siden gjort sig bekendt med lignende Hjem i Udlandet. Som Hds. Majestæt Dronningens Kabinetssekretær og som en Mand, der er skattet og afholdt i vide Kredse, har det været og vil det forhaabenlig fremdeles være ham let at vinde den Deltagelse og den pekuniære Støtte som er nødvendig til at oprette mindst en Snes Fortsættelsesasyler i København.
Men hvor megen Pris der end kan sættes paa det private Initiativ, har vi dog ingen Tro paa den fuldkommen tilfredsstillende Løsning af Spørgsmaalet, før det bliver en Samfundssag i den Forstand, at Kommunen overtager Ledelsen af Asylerne, som den allerede leder Kommuneskolerne.
Sagen er for god til at henvises til den private Vilkaarlighed, hvor det ofte er en enkelt Person, der bærer hele Sagen, er han eller hun borte dør deri. Den er for god til at være afhængig af private Gaver. Derved kan der være store Farer. Der skal spares, man modtager frivillig og ulønnet Hjælp, som let kan bringe Svingninger og Uorden i Virksomheden, ikke at tale om det farlige fra den pædagogiske Side ved et altfor ofte skiftende Personale. Der maa være fast ansatte og vellønnede praktisk dygtige Forstanderinder, som igen maa have et tilstrækkeligt Antal lønnede Medhjælpere. Hidtil har Udgifterne ved de bestaaende Asyler, som allerede nu udfolder en stor Virksomhed, kun været ca. 1700 Kr. aarlig, saa enhver vil forstaa, at her er taget for mange Sparsommelighedshensyn. Selvfølgelig maa man være den ærede Komité, som har taget det private Initiativ til Iværksættelsen, uhyre taknemlig, men Sagen er saa værdifuld for de unges Fremtid, og en saa alvorlig Samfundssag, at Kommunen absolut bør træde til allerede paa nuværende Standpunkt, for at flere Asyler hurtigere kan træde i Virksomhed og de nuværende antage en mindre primitiv Karakter. Saaledes saa jeg, at Drengene i Guldbergsgades Asyl ingen Sko havde paa inde i Skolen, men løb om paa Strømpefødder.
Fortsættelsesasylet maa selvfølgelig have Raad til at anskaffe let Fodtøj inde, naar det kræver, at Børnene skal sætte deres Træsko paa Gangen. Saaledes kan der være mangt og meget, som er umuligt straks at anskaffe, hvor Pengene skal komme ind ved frivillige Gaver.
Gid Komitéen fremdeles maa have Lykke med sin fortjenstfulde Gerning, og at mange, der har en Skærv at yde, vil betænke dette smukke Foretagende, som vil redde mange af de smaa Børn fra Nød og onde Tanker, men gid frem for alt at Kommunen ikke vil tøve med at yde et saadant Tilskud, at Børnene kan faa fuld Middagsmad paa Asylet, ti før det sker tør vi dog vist ikke sige, at Opgaven er tilfredsstillende løst.
