« Tilbage til søgeresultaterne
I Domkirken
Det store Aarsstævne er endt, og i alle Landet Egne samles nu Dansk Kvindesamfunds Medlemmer om Tillidsmændene for interesserede at lytte til Beretningen om disse herlige Dage. Og der bliver øst af Minderne og fortalt baade om Arbejdsdagen og om de festlige Timers fornøjelige Samvær. Jeg for mit Vedkommende føler Trang til for vore Medlemmer ude i Kredsene at fremdrage et enkelt Minde, hvorover der for mange af os hviler et eget Skær af Højtid, - Mindet om den lyse Morgenstund, der samlede os til Andagten i Aarhus Domkirke.
Kirken er dejlig med sine slanke Piller og høje Hvælvinger. Naar man stiger op i Koret, hvor Lyset regnbuefarvet bryder sig Vej gennem Rudernes Glasmalerier og dæmpet falder hen over ærværdige Munkestole og udskaarne Mindetavler, føler man et Pust fra henfarne Aarhundreder slaa imod sig. Men da vi nu atter vendte os og igen gik ned mod Kirkeskibet, smilede den friskeste unge Fremtid os i Møde: hundrede smaa Drenge og Piger med Morgensolen ind over de lyse og mørke Hoveder kransede som levende Blomster Orgelet deroppe. Og nu bruste Salmen, og alle de klare Børnestemmer istemmende Solsangen: „I Østen stiger Solen op". I et Glimt havde vi skimtet den dybe Sammenhæng mellem alle Slægter og Tider, og nu var Sindene derved bragt i en egen modtagelig Stemning, beredte som Sangbund for gode Ord. Og saadanne Ord, sande og hjærtelige, havde netop Stiftsprovst Lindhardt til os. Den stigende Sol, der spreder Lys over Landet, brugte han som et Billede paa hvert godt og ærligt Arbejde mellem Mennesker. Men højere end Lys over Landet var dog Lys over Livet, det Lys, som tændes, naar Mennesker hver paa sin Plads i Arbejdet for Familie og Samfund skinner „som Himmellys, skønt af de smaa". Kvinderne havde gennem Tiderne baaret Livets Byrder sammen med Mændene, men fra Rettigheder og Indflydelse havde de været udestænkte af uretfærdige Skranker og Baand. Men nu var disse faldne, og med fuld Tillid ønskede Taleren de danske Kvinder Guds Velsignelse over al deres Virke saavel i det offentlige Liv som i Familien, - hver paa den Plads, hvor hun sattes og selv valgte at staa.
De hjertelige Ord gik til Hjertet og vakte nye Kræfter i Sindet, og jeg tror sikkert, at mange af os trofast vil gemme Mindet om den lyse Morgenstund, da de lød for os i Aarhus skønne Domkirke.
