« Tilbage til søgeresultaterne
De første Bestræbelser for Kvinders Deltagelse i det politiske Liv
Nu, da Kvindens Stemmeret i al Fald nominelt er vedtaget, kan det have en vis Interesse at se de første Tilløb, der for 40 Aar siden gjordes her i Danmark til Kvindens politiske Deltagelse. Det var paa Grundlovsdagen 1876, Frøken Liljencrantz var et Par Maaneder før bleven Formand i den socialistiske Kvindeforening, og en af hendes første Bestræbelser gik ud paa at skaffe Foreningen sin egen Fane som Samlingsmærke. Denne Fane skulde første Gang benyttes ved Grundlovsfesten. Men der rejste sig en voldsom Storm herimod i det sociale Partis Centralbestyrelse. Egentlig vedkom Sagen dem slet ikke, men en Mand var fremkommet med en Forespørgsel om, hvorvidt det skulde „tillades" Kvinderne at gaa med i Grundlovstoget med deres egen Fane, og efter ham tog vist en 30 Medlemmer Ordet, de fleste talte imod, men nogle faa for Sagen. Frk. L. forsvarede med største Energi Kvinders absolute Ret til at deltage med deres egen Fane i Toget, og da de indtegnede Taleres Række var sluttet, tog Centralbestyrelsens Formand, Louis Pio, Ordet og sagde, at egentlig var hele denne Diskussion yderst overflødig, Kvinderne havde aldeles ikke ansøgt om Tilladelse til at gaa med i Toget, de havde kun meldt, at de agtede at gøre det, og det var deres Ret, eftersom det var slaaet fast, at enhver Forening, som vedkendte sig de socialistiske Grundsætninger, havde Ret til at gaa med i Grundlovstoget. Desuden skulde man hellere hilse Kvindernes Deltagelse med Glæde i Stedet for at holde dem nede paa Storborgermaner. Og saa blev der ikke mere Diskussion om den Sag.
Fanen blev anskaffet. Det var en smuk rød Fane, som bar den af Frk. L. foreslaaede Indskrift: ”Ingen Sejr uden Kamp". Rygtet om Fanen var sivet ud i Byen, og det paastodes, at Frk. L. skulde bære den, hvilket ikke var Tilfældet. Men det havde vakt stor Nysgerrighed og Masser af Mennesker gik hen for at glo paa Kvindetoget, hvor de ventede at se Baronesse Liljencrants med Fanen. To af Fagforeningerne, Bygningssnedkerne og en anden, dannede en Slags Æres- og Sikkerhedsvagt, som omgav Kvindetoget for at forhindre, at de blev forulempede, hvilket dog ikke kunde forhindre, at et Fruentimmer trængte sig frem til første Række af Kvindetoget og gav et af Bestyrelsesmedlemmerne en knaldende Lussing. Det skikkelige Bestyrelsesmedlem slog ikke igen, saa der blev ikke mere ud af det.
Ved den slesviske Sten i Dyrehaven samledes Socialisterne, og da Kvindeforeningen togede op, lød der livlige Hurraraab. Mange havde samme Anskuelser som Pio med Hensyn til Kvindesagen, og Modstanderne turde ikke demonstrere derimod, saa alt gik fredeligt og harmonisk.
