Indledningsforedrag i Diskussionen om Kvindesagen ved Mødet i Seljord August 1891.

(Fortsat.)

Det er et stygt Ord, men jeg maa bruge det: det, det for os gælder om, det er at faa Kurtisanen ud af Verden. Ikke alene den virkelige Kurtisane, men den Kurtisane, der lever inde i saa mange tilsyneladende ærbare og skikkelige Kvinder, den Slavindenatur, som vi saa vist haaber og tror ikke er Kvinders egentlige Natur, men fremkommet ved alle disse Aartusinders aandelige Trældom. Der er intet hos Kvinder, som Mænd er mere lemfældige og overbærende mod end Koketteriet, Behagesygen, og der er intet, som mere irriterer og støder de fleste af dem tilbage hos Kvinder, end Selvstændighed, aandelig Frigjorthed -- og det er naturligt nok, det første smigrer deres Egenkærlighed og Forfængelighed, det andet støder alle den mandlige Egoismes Instinkter. Hvis Sædelighedssag og Kvindesag ikke hører sammen, da forstaar jeg ikke, hvorfor Ibsen skrev „Et Dukkehjem”. Men Ibsen vidste, at Nora har begyndt at ville være sig selv.

Og det er klart, at for os, som synes, at dette er Kvindesagens egentlige Kærne, maa Opdragelsesspørgsmaalet være et af de vigtigste af dem, som hører med til Kvindesagen. Opdragelsen maa plukke ud af Gutterne den Overbevisning, som de nu fødes med og opdrages i, at det er dem, som er Skabningens Herrer, og at Pigerne er nogle underordnede Væsener. Og Pigerne maa opdrages til Selvstændighed, saa de ikke længer tager imod den underordnede Plads, men rolig indtager den Stilling, som naturlig tilkommer hvert Individ. Og skal det ske, da er det klart, at Pigerne ikke længer maa opdrages i den Tro, at det, som er deres Bestemmelse i Verden, det er at blive gift og blive forsørget af en Mand. Pigerne maa akkurat som Gutterne opdrages til at søge sig et Livserhverv, lære sig til at undersøge, i hvilken Retning deres Evner gaar, og saa handle derefter. Og har da en ung Pige uddannet sig til en eller anden Profession eller Haandværk eller saa videre, og hun saa møder en Mand, som hun holder af, og de to gifter sig, saa bliver det denne enkelte Kvindes private Sag, om hun vil opgive sin Profession for herefter blot at styre sin Mands Hus; vi kan være ganske rolige for, at hvert Ægtepar her indretter sig paa bedste Maade efter eget Skøn, og Samfundet hverken kan eller har noget med paa Forhaand at ordne og bestemme for hende. Vi kan da kalde det at være Husmoder for at være en Profession lige saa godt som enhver anden Profession, og hvis en Kvinde vil ombytte den først valgte Profession med den at være Husmoder, saa er det eneste, Samfundet her har at gøre, at sørge for, at der sammen med alle andre Fagskoler, hvor man uddannes til forskellige Professioner, ogsaa er saadanne Fagskoler (Industri, Husholdningsskoler), hvor de, der ønsker det og synes, de trænger til det, kan uddannes, naar de vil gaa over til den Profession at være Husmoder. Og ved at de unge Piger bliver opdraget paa denne Maade med den Bevidsthed, at de har at arbejde og ikke at flagre om som Sommerfugle, indtil en Mand maaské gifter sig med dem, vindes der meget og tabes der intet. Der vindes meget for deres Karakter ved at deres Ungdomsaar fyldes med Arbejde i Stedet for med Fjas, og der vindes meget for deres ægteskabelige Liv. Da hun lige som Manden har været opdraget til alvorligt Arbejde, vil hun ganske anderledes være sin Mands Lige, kunne dele Tanker og Interesser med ham, end om hendes Opdragelse og Udvikling havde standset i 1516 Aars Alderen, hvad nu saa ofte er Tilfældet. Og skulde et Ægtepars økonomiske Stilling være saa, at hun maa hjælpe Manden med at tjene Brødet, eller skulde hun komme til at sidde som Enke med en Barneflok at forsørge, er det saa ikke godt, at hun har anvendt sine Ungdomsaar til at lære noget, der nu sætter hende i Stand til at erhverve?

Der er intet bedre Middel til at faa Gutterne til at respektere Pigerne og at faa Pigerne til at respektere sig selv end at opdrage dem sammen. Det er en af Fællesskolens mange Fordele, at den bringer Individ til at vurdere Individ efter Fortjeneste og bryder ned Fordommen mod det andet Køn. Og ikke alene Fordommen den hindrer ogsaa Overvurderingen; hvor mange Mænd og Kvinder har ikke gennemgaaet unødige Lidelser, fordi de i sit Ubekendtskab med det andet Køn havde gjort sig Illusioner og dannet sig Billeder, som bare eksisterede i deres Fantasi. Da Mænd og Kvinder er bestemte til at leve sammen, er det bedst, at de lærer at forstaa hverandre, og det gør de bedst ved at opdrages sammen. Jeg har hørt Mænd sige, at der er ingen Ting, de vilde bryde sig mindre om, end en Forandring her hvad det angik at have en Hustru, som delte Tanker og Interesser med dem, saa skulde de rigtignok betakke sig, det var netop det yndige ved Forholdet, Uligheden. Til de Mænd, som har denne Opfattelse af hvad et Ægteskab bør være, fristes jeg til ganske kort og tørt at sige, at Herrerne faar se til at forandre Smag. Det er muligt, at Mænd kan føle sig lykkelige i et saadant Ægteskab Kvinder gør det ikke. Naar vi taler saaledes, som jeg nu har gjort: fremholder, at det vi vil, er aandelig Frihed og fuld Selvstændighed for Kvinderne og saa som Konsekvens deraf fremgaar, at det erotiske Forhold, og hvorledes det herefter vil arte sig, for os midlertidig bliver et underordnet Spørgsmaal, saa mødes vi med Bebrejdelser af de forskelligste og indbyrdes højst uenige Mennesker mandlige og kvindelige Theologer, skikkelige gamle Husmødre og Bohemer om hverandre Bebrejdelser af den mest overraskende Slags; vi bliver beskyldt for Ting, som vi føler os højst uskyldige i. Især er det for Mandfolkehad og for Tørhed.

Vort Mandfolkehad maa da bestaa i det Faktum, at det er Kvindernes Sag, vi plæderer, og at vi ikke dækker over eller lægger Skjul paa foreliggende Fakta; vi er virkelig nødte til at komme frem med dem. Og er det Tørhed det at sige: vi tror, at Kærlighed mellem Mand og Kvinde vil altid findes, saa vi er ikke det mindste bekymret for den Ting, og vi tror, at et Kærlighedsforhold mellem to selvstændige, jevnbyrdige Væsener, der foruden at elske hverandre ogsaa forstaar hverandre, vil være ganske anderledes fuldt af Glæde og Lykke, end et Forhold saaledes som det nu ofte er, mellem to, der er saa forskellige, at det er som de var opdraget paa hver sin Klode netop derfor er det, vi fremsætter vore to Hovedfordringer: Kvinder skal blive selvstændige, og Mænd og Kvinder skal lære at forstaa hverandre.

(Fortsættes.)