« Tilbage til søgeresultaterne

Juleglæde

Af: Johanne Meyer

« Se emneord

Velkommen igen Guds Engle smaa


fra høje Himmelsale - - -


----------Udbære vor Jul ej nænner I,


derpaa tør nok vi lide.


O ganger dog vor Dør forbi,


os volder ej den Kvide!


Saaledes sang vi som Børn om Julen, og ingen af os kan holde Julefest, uden at komme til at tænke paa vore Juleaftener som Børn, naar vi bogstavelig talt mente Englene bragte os alle disse dejlige Gaver, og bar denne underlige glade Stemning til os.


Og husker vi den, saa ved vi ogsaa, at Børn kan vi altid glæde om Julen, fordi der hos dem i


Julen findes dette forventningsfulde, denne æventyrlige Juleglæde, der kaster Glans over den aller tarveligste Gave. Og saa fattig er ingen af os, at vi ikke skulde kunne faa et Par Barneøjne til at straale.


Selv er vi ikke bedre end Børnene, vi gaar dog allesammen og venter saadan en lille bitte Overraskelse af en eller anden af dem, vi holder meget af. Ja selv de Mennesker, der til daglig Brug har deres Hjærte Lukket baade med Laas og Slaa, de lukker det den Aften paa Klem, og titter ud for at se, om der dog ikke skulde være lidt Glæde til dem med paa denne Aften. Vel er der Mennesker, der gaar om i Julen og ere gnavne, men man maa ikke tro, at der ikke inderst inde hos dem bor en Længsel efter Juleglæde med Lys og Befrielse, de vil blot ikke være bekendt, at de spejder og lytter efter det elskværdige Menneske, der var i Stand til at overvinde deres Gnavenhed.


Jeg saa en Juleaften en lille tiaars Pige komme løbende op fra Gaden, hvor hun af Sælgekonen havde faaet en Æbleskive, komme ind i den fattige Stue, tage sin lille Broder, og give ham den hele, skønt hun den Dag selv ingen Mad havde faaet.


Hendes Øjne lyste af Kærlighed, da hun saa med hvilken Appetit den lille fortærede den.


Det var hendes Juleglæde! -


En Arbejder, der boede ene, havde kastet sin Kærlighed paa en lille 5-aars Pige. Hun havde nemlig faaet den Vane, at løbe ind og nikke "God Dag" hver Gang hun hørte ham komme fra Arbejdet, og var ikke tilfreds, før han havde taget hende op og havde delt et eller andet godt med hende.


Hendes Forældre boede Dør om Dør med ham, men desuagtet havde de aldrig vexlet et Ord sammen.


Men nu, da Juleaften kom, mente Moderen, at de burde dele Aftensmaden og Juleglæden med den enlige Svend.


Han takkede og svarede: "Den, der gaar med Had i Hjærtet, er ikke skikket til at holde Jul, og mit Had er lige saa friskt i Aften, som for ti Aar siden. Jeg rejste til Amerika for at slippe det, det fulgte mig baade frem og tilbage over Atlanterhavet."


Men den lille Pige lod sig ikke afvise. "Du skal se mit Juletræ," sagde hun, og det var, som Barnet havde fanget hans Vilje, samtidig med, at hun havde vundet hans Kærlighed.


I Aftenens Løb fik han at vide, at den lille Pige ikke var deres Barn, men en Fremmeds, og at netop den Mand var hendes Fader, der havde taget hans Livs Lykke, og saaet Had i hans Sind.


Han saa hen paa den lille Pige, hun trode at han kaldte paa hende, fløj i Armene paa ham, rakte sin lille Mund op til Kys, og Hadet opløstes i Kærlighed.


Saa tog han imod Juleglæden!


I et andet Hus var der et Par unge Folk, som paa denne Juleaften havde begravet deres eneste lille Barn. Nu sad den unge bedrøvede Moder ene i sin Dagligstue. Lamperne vare tændte og kastede deres straalende Lys ud over det smukke, rigt udstyrede Værelse, dog var der ensomt og fattigt. - Juletræet og Julelysene manglede; thi nu laa jo, deres søde lille Dreng paa Kirkegaarden, han, som i Fjor havde rakt sine smaa Hænder op imod Lysene.


Hendes Mand kom nu ind, hun tørrede sine Øjne og saa smilende op paa ham.


Han sagde: "Hørte du, Inger, at din Fader, Provsten, i Dag i sin Tale ved vor lille Drengs Grav gjorde Hentydning til, at det var en Guds Straf til os for de socialistiske Idér, han havde sporet hos os, at den lille døde?"


"Ja, kære Alfred, er det ikke underligt, at ogsaa jeg tænkte, at det var Straf, men rigtignok paa en anden Maade. Jeg har nemlig i den senere Tid følt mig trykket af Dobbeltheden i vor Tilværelse.


Husker du den Aften hos Grosserer B., da alle talte om Arbejdernes urimelige Fordringer, og kastede de afskyeligste Beskyldninger imod Socialisterne, samtidig med, at de fremhævede det nødvendige i, ved Love at sætte en Stopper for alle disse skrækkelige Socialisters Fremgang. Vi vidste, at dette var anderledes, men desuagtet tav vi begge.


Kære Alfred, jeg tænkte mig selv i dette Tilfælde, at du, som elsker mig, at du kun i Enrum vilde sige mig din Kærlighed. Naar du derimod traf mig ude i Livet, da kendte du mig ikke, og lod mig uhindret angribe. Er det ikke saaledes, vi behandle vore Brødre?"


"Nej, Inger, deri tager du fejl. Jeg ved, at naar jeg paa Møder eller i Selskabslivet tier, og ikke trækker Tæppet til Side for Sandheden, saa er det fordi jeg selv har gjort mig det Spørgsmaal: "Gavner jeg virkelig Samfundet ved, at det kun faar en fattig mere at forsørge?" Thi det ved du da, at i samme Øjeblik, jeg bekender mine Anskuelser, er jeg udstødt af det gode Selskab; og saa tænkte jeg videre: er du, min Hustru, skikket til at taale Fattigdommen, saaledes som du er opdraget?


Men Inger, nu er det som om vor lille Drengs Død har klaret mine Begreber, og jeg ser tydeligt, at hvis alle vi, der sidder inde med Kundskaber og Anseelse, vil tænke saaledes, saa forhaler vi kun Tiden, og lægger en Dag til for dem, der lider. Vil du derfor som jeg, saa vil vi nu sætte vort Liv ind paa de Idér, som vort Hjærte drages imod, og stille os selv til Hjælp og Tjeneste i de kæmpendes Rækker for de smaas Vel i Samfundet. Vi lejer os en tarvelig Lejlighed i et af Smaakvartererne, hvor jeg som Læge kan udrette meget, og du tager dig af de smaa Børn. Derved giver vi vort Bidrag til Lindring for nogle af de mange lidende.


Inger rejste sig op, lagde sin Haand paa hans Skulder, saa ham ind i Øjet, og sagde:


"Saa skulde vi dog i Aften have Juleglæde; thi det er netop mit inderligste Ønske at handle som du foreslaar, og følge dig i den ny Strøm.


Ja, den Juleaften er en underlig Stund, den søger op med sin Glæde selv de mest sorgfulde Hjærter, forøger det gode og lærer Menneskene at blive opfindsomme i Kærlighedsgerninger.


Glædelig Jul!


« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner