« Tilbage til søgeresultaterne
Nyt Legat under Dansk Kvindesamfund
Et ærefuldt og kærkomment Hverv vil det for Fremtiden være for Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse at uddele Ludvig Triers Mindelegat. - Dette Legats Historie er følgende:
I Testamente af 24. Maj 1889 skænkede Ludvig Trier til „min højt begavede kære Elev og hjælpsomme Veninde Nora Mortensen” Kr. 10,000, for hvilket Beløb der skulde købes hende en Livrente. Endvidere bestemte han, at der for Nora Mortensen skulde indsættes et Beløb af
Kr. 10,000 i Overformynderiet til hendes Rentenydelse for Livstid. Efter hendes Død skulde disse Penge i Overformynderiet tilfalde „Hjælpefondet for arbejdsdygtige ugifte Kvinder”.
Imidlertid, Kommunelærerinde, cand. mag. Nora Mortensen, som ogsaa var en af dette Blads højtskattede Medarbejdere, døde, d. 4. Juli 1906 (se kv. og Samf. Nr. 13 -14 1906) og i Codicil af 9. Januar 1909, bestemte da Ludvig Trier, at de 20,000 Kr, som han havde tiltænkt hende, skulde anbringes saaledes, at Renterne ved hans Død skulde delvis tilfalde en Brodersøn, Viggo Trier, delvis to andre af Ludvig Trier udpegede Rentenydere. Ved Dødsfald skulde Kapitalen tilfalde ovennævnte Hjælpefond.
Da Ludvig Trier i Sommeren 1911, 74 Aar gammel, var død, viste det sig imidlertid, at „Hjælpefondet for arbejdsdygtige, ugifte Kvinder” havde ophørt at eksistere, og Eksekutorerne bestemte da, at de efterhaanden ledigblivende Renter af disse 20,000 Kr., vilde være at bestyre af Dansk Kvindesamfund i Forening med det af Brødrene Poul og Victor Andræ til Minde om deres Moder, Geheimekonferensraadinde Andræ, stiftede Legat til Fremme af Kvinders, økonomiske Selvstændighed, hvilket Legat jo altsaa ogsaa bestyres af D. K.s Fællesstyrelse.
Den 8. Februar 1916 døde Viggo Trier, som var Rentenyder af Kr. 10,000 + et Beløb yderligere tillagt ved Boets Realisation. Efter forskellige Fradrag har D. K.s Fællesstyrelse den 1. September 1916 faaet udbetalt Kr. 13.469.80.
Ludvig Triers Mindelegat vil altsaa træde i Virksomhed efter fornøden kgl. Konfirmation, og D. K.s Fællesstyrelse faa den Ære og Glæde at uddele det til Gavn og Hjælp for mange Kvinder.
I en anden Artikel omtales Ludvig Triers sympatiske Personlighed. Vi skal her kun tilføje, at det i Artiklen omtalte „Ludvig Triers Legat for studerende Kvinder” ogsaa en Gang vil komme ind under D. K., idet Stifteren i sit Testamente har bestemt, at dette Legat, der er paa 10,000 Kr., skal uddeles af D. K., naar seks af de syv Personer, som han har udnævnt til at uddele det, er døde.
Af Ludvig Triers Testamente, som vi har haft Lejlighed til at se, fremgaar hans store Interesse for de Kvinder, der gennem Arbejde søger at opnaa økonomisk Selvstændighed. Det er saadanne arbejdende Kvinder han har betænkt med de største Summer og overalt har han tilføjet, at i Tilfælde af Giftermaal skal Kapitalen „være hendes Særeje og udelukkende Dispositionsret undergivet.”