« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfund og det vestindiske Spørgsmaal
Sommeren plejer at være Politikens og Foreningslivets Agurketid, hvor Rigsdagsmændene og Styrelsernes Medlemmer spredes over Landet og hengiver sig til Familielivets eller Sommerpensionaternes Glæde og Adspredelser ovenpaa Vintersæsonens Nerveanspændelser.
Men denne Verdenskrig, som har vendt op og ned paa saa meget, har ogsaa vendt op og ned paa Ferie og Arbejdstid baade i Politik og i det Foreningsliv, som staar i nær Berøring med det politiske Liv.
Kriser og store Begivenheder baade ude i Verden og, indadtil, synes i den sidste Tid med Forkærlighed, at vælge Sommeren til deres Tumleplads og har snart gjort Ordet „Agurketid” til et forhistorisk Begreb.
Som et Lyn fra en skyfri Feriehimmel kom i 1914 Verdenskrigen over det ferierende Dansk Kvindesamfund; som Solbrud gennem en Uvejrssky kom i 1915 den fuldbyrdede Grundlovsændring med Kvindernes Valgret, og nu kom altsaa 1916, ligesom D. K. skulle lukke sin Kontordør og lægge sig til Hvile for en Maaned, den vestindiske Krise og stillede Kontorets og Forretningsudvalgets Ledelse overfor det betydningsfulde Spørgsmaal: Kan der, efter at Junigrundloven af 1915 har givet Kvinderne Borgerret, træffes Afgørelse om en Landafstaaelse af en Rigsdag, hvori kun Mænd er repræsenterede? - Hvis Kvinderne ikke modsætter sig dette, maa det da ikke føre til den Antagelse, at Kvinderne i deres ufrivillige Ventetid har tilsat en Del af deres politiske Interesse? og hvad mere er, vil en saadaa Passivitet i dette Øjeblik ikke virke svækkende paa Kvinders borgerlige Selvfølelse?
Disse Overvejelser førte til, at der fra Kontoret udsendtes til Fællesstyrelsens Medlemmer denne Forespørgsel: Skal D. K. indgive til Regering og Rigsdag et Andragende om, at der ikke maa blive truffet nogen Afgørelse med Hensyn til Salget af de vestindiske Øer, før Sagen har været forelagt en ny Rigsdag valgt af den ny Grundlovs Vælgerfolk?
Forespørgselen besvaredes af et langt overvejende Flertal med: Ja, og Andragendet blev omgaaende formuleret og indsendt i den Ordlyd, som findes gengivet her i Bladet.
Som man vil se, bliver det i Andragendet udtrykkelig fremhævet, at D. K. ikke kan tage Standpunkt for eller imod Salget af Øerne, men kun kræver Kvinders Medvirken ved Afgørelsen.
Ikke desto mindre er D. K.s Anmodning fra flere Sider bleven misforstaaet, som om det var D. K. magtpaaliggende at fremtvinge et Rigsdagsvalg, og det er blevet bebrejdet os, at vi satte Hensynet til Kvindesagen over Hensynet til Fædrelandet, men herimod maa der paa det bestemteste protesteres. Det tilkom ikke D. K. at foreslaa Sagens Løsning ved en Folkeafstemning, da en saadan ikke er hjemlet i vor Grundlov, vi maatte foreslaa den eneste dengang forhaandenværende Vej til at lade Kvinders Røst høres: Rigsdagsvalget; men vi kunde heller ikke paa det Tidspunkt vide, at Sagen ikke taalte Opsættelse til en Tid, hvor man uden Risiko kunde lade den ny Grundlov træde i Kraft, vort Andragende var derfor ogsaa et Udtryk for Ønsket om Spørgsmaalets Udsættelse.
Regeringen anviste imidlertid en tredie Vej.: Folkeafstemningen, og D. K. har Gund til i dette Forslag at se en Imødekommenhed overfor vort Krav. Mange af dets Medlemmer føler vist Betænkelighed ved at gaa til Valg første Gang under denne Situation, som kun lidet egner sig til at give Sindene den rette Løftelse.
Men enten det nu forholder sig saaledes eller ikke, D. K. fortjener ingen Bebrejdelse, fordi det i det vestindiske Spørgsmaal hævdede Kvindernes Ret til at blive hørt. D. K. har ved flere Lejligheder vist den Resignation at tie, skønt det ikke manglede det paa Opfordringer udefra til at lade sin Røst høre, men her maatte D. K, tale, thi her var en Lejlighed, hvor det at tie vilde være det samme som at udslette sig selv i Offentlighedens Bevidsthed.
