« Tilbage til søgeresultaterne
Partistyre eller - - -?
„Men Idealerne hemmeligholdes og Vejen udenom Partierne ligeledes.”
Dora Lacoppidan-Kofoed.
„Kv.og Samf. Nr. 14.
Ja, der er vist noget om det. Faa har de været, de Røster, der har talt om de nye Veje, og tiet ihjel er de blevet. Men Diskussionen paa Fællesmødet i Aarhus om „Kvinderne og Partierne” og ikke mindst Forsamlingens Holdning under denne samt Diskussionen her i Bladet er for mig et glædeligt Varsel om nye Tider. Nu tror jeg paa, der kan komme noget ud af at drøfte „Idealerne” og „Vejen uden om Partierne.” Nu er der Sangbund for noget saadant, og derfor vil jeg gerne give mit lille Bidrag til, at en Drøftelse kan komme i Gang!
Men først maa jeg have Lov til at minde om, at vi som skal hjælpe hinanden at finde og følge nye Veje, vi maa bestræbe os paa at nemme den vanskelige Kunst i fordragelighed at anerkende hinandens Standpunkter - ogsaa i en saa prekær Sag om Spørgsmaalet „i og udenfor Partierne” har vist sig at være. For mig personlig staar det saadan, at den staar stærkest, som i videst muligt Omfang paa en hæderlig Maade bruger de Redskaber, Valgmaader o. s. v., der staar til Raadighed, for derud fra at gøre et efter Omstændighederne mere eller mindre energisk Arbejde ogsaa for at skaffe nye Redskaber til Veje.
Ganske vist er det jo saadan, som det ogsaa stærkt er bleven fremhævet, at enten man staar i et Parti eller ej, kan man stemme; ja, men være med til at bestemme, hvem der skal opstilles til Valg - en ikke ganske uvæsentlig Side af Sagen - det er en af de Ting, man ikke kan, naar man staar uden for Partierne.
Nu skal det villigt indrømmes, at ogsaa indenfor Partierne kan det væne meget sløjt med den enkelte Vælgers Indflydelse her - ikke mindst i denne Alliancernes Tidsalder - dette er jo netop een af Partivæsenets store store Skyggesider, men helt at opgive sin Indflydelse gør dog ikke Sagen bedre. Og saa er der en Ting til at betænke. Vil man være med til at reformere, gør man det bedst ud fra praktiske Erfaringer, men dem faar man ved selv at være med i den praktiske Politik.
Dog jeg forstaar saa godt dem, der ikke vil udsætte sig for det mangt og meget, som Partivæsenet fører med sig. Hvis man ikke har Øje for Faren og ikke er paa sin Post, kan man jo risikere at blive saa forkvaklet og forblindet, at man siger: „Vi og Verden” og aldeles ikke kan skimte noget af Værdi udenfor sin egen partipolitiske Andegaard.
Saadan er det desværre gaaet mange Mænd, og derfor sidder vi i det, som vi gør. Og paa lignende Maade vil det gaa de Kvinder, der følte sig tilfredsstillede ved de politiske Former, der hidtil er bleven benyttede herhjemme. Men lykkeligvis synes det, at de utilfredsstilledes Tal er stort.
Maatte da vi, baade de, der betragter Partivæsenet som et foreløbigt nødvendigt Onde, og de, som mener at kunne være med til at styre Land og Rige uden at give sig af med sligt - maatte vi finde hinanden i et positivt Arbejde for at lære at kende, forstaa og anvende Fremgangsmaader, der ikke, som de nu anvendte, fremelsker og belønner Stidslyst, Mistænkeliggørelse af Modstandere og Latterliggørelse af anderledes tænkende o. s. v., men som bygger paa og derfor udvikler ganske andre Sider af Menneskelivet, saasom Samarbejde, gensidig Hjælp, Fordragelighed og Evnen til
„at optage alt i bedste Mening”.
Hvis en Politikker under de nuværende forhold vilde betjene sig af slige menneskelige Fremgangsmaader, vilde han kun opnaa at svække sit Parti og gøre sig selv umulig paa en fremskudt Plads i Partiet.
Det er derfor ikke, som man undertiden kan se antydet, nye Partier, som vi trænger til, men nye Principper, nye Fremgangsmaader.
Som noget af det for os nye, der kan føre os et Stykke frem paa den rigtige Vej, vil jeg gerne pege paa „Initiativ” (Forslagsret) - Vælgernes Ret til uden om alle professionelle Politikere, hvis et nærmere bestemt Procenttal af Vælgerne ønsker det, at fremkomme med Lovforslag og „Referendum” (Folkeafstemning) - Vælgernes Adgang til direkte, uden Mellemled og uden partipolitiske Hensyn - rent menneskeligt - gennem en Folkeafstemning at tage Stilling til, forkaste eller vedtage, de ved Initiativ eller paa anden Maade fremkomne Lovforslag.
Tænk om vi under Øsalgssituationen havde haft en saadan Udvej aaben. Og dog er et internationalt Spørgsmaal under en Krigssituation, og saa længe vi har hemmeligt Diplomati, ikke nær saa egnet til en Folkeafstemning, som et hvilket som helst nationalt Spørgsmaal vilde være det, forudsat man paa en eller anden Vis gennem en sanddru, upartisk Presse kan skaffe sig Oplysning om Sagens Realiteter. (Spørgsmaalet: en upartisk Presse, vil jeg i en senere Artikel komme ind paa).
Ved Indførelse af Initiativ og Referendum - vel at mærke i Forbindelse med en Afstemningsmaade, som gør det muligt ikke blot at faa en Ja- og Nejafstemning med Hensyn til et Forslag, men som ogsaa gør det muligt, hvis der er Brug for det, at eventuelle Ændringsforslag, samtidig med Hovedforslagene kan komme ud fil Vælgernes Afgørelse gennem en Kvalitetsafstemning - vil man opnaa ikke blot i de paagældende Sager at faa en Afgørelse, der ligger saa nær op ad Nationens Vilje, som vel muligt, men tillige, at Vælgerne vil blive nødte til at optræde som Enkeltvæsener, der hver for sig maa tage Ansvaret – ogsaa for deres politiske Handlinger. Nu er det jo saadan, at man, hvis man vil have nogen Indflydelse, maa optræde som Brøkdele af et Parti, der altid er i Stand til at skyde et ubehageligt Ansvar fra sig, idet det er ret vanskeligt at paavise, hvor den egentlige Skyld ligger. Og det er jo dog ogsaa bleven en meget væsentlig Opgave i al moderne Politik, baade den mellemrigske og den indenrigske, paa den mest raffinerede Maade at fralægge sit Land, sit Parti alt Ansvar og lægge det over paa Modparten. Men netop det, at den enkelte maa tage sin personlige Del af Ansvaret for Styrelsen af de fælles Anliggender, er et Moment af saa opdragende Betydning, at det næppe kan overses. Og den Dag vil komme, da man ikke vil blive staaende ved kun at have Folkeafstemning i enkelte paakrævede tilfælde, og da vil man gennemføre en Styreform, der som „Fri-Valgret” paa en sindrig Maade gør det muligt, at kun enkelte Borgere i hvert enkelt Tilfælde er medbestemmende ved hver enkelt Afgørelse.
Det er min Hensigt i et Par efterfølgende Artikler at komme ind paa en mere indgaaende Behandling af Initiativ og Referendum samt „Fri-Valgret”.
Aarhus, 3. Septbr. 1913.
Hulda Pedersen.
Vi bringer gerne den af Hulda Pedersen bebudede Artikelrække; men maa overfor indsendte Indlæg i denne Diskussion reservere os vor Ret til ikke at optage dem, naar de ikke bringer noget nyt eller fører Sagen længere frem.
Redaktionen.
