« Tilbage til søgeresultaterne
Haster det?
Gensvar til Redaktionen og Frk. Daugaard.
Det sete afhænger af Øjnene, som ser. Det er en gammel Sandhed, der gælder fremdeles. Det vil derfor næppe lykkes mig at blive enig med Redaktionen eller med Frk. Daugaard. Redaktionen oplyser, at de „forskellige Opfattelser” har fundet Optagelse i Bladet. Ja, det ved jeg, men det var Tonen i Bladet (den „korreksende” Tone for at tale med Frk. Daugaard) dem der paa Fru Jensen Storch virker som en „Pine”, det er den, Kritikken er rejst imod. - Spøgelset: „Kvindeparti” er fremmanet af selveste Fru Lemche paa Odensemødet i Fjor. Ganske vist skulde der kun hviskes sagte om det, men det skulde dog være en Mulighed.
Nu maa Fru Lemche jo vide, at det er lettere at fremmane et Spøgelse end at faa det bort, i hvert Fald er det ikke lykkedes hidtil, trods Oplysninger om, at Redaktionen som saadan ikke har udtalt sig for et Kvindeparti.
Man kan vist ogsaa spare sig al Ulejlighed; over for Spøgelser er Virkeligheden det bedste Vaaben.
Til Frk. Daugaards Oplysninger om, hvad hun forstaar ved Politik, Partipolitik o. s. v. kun dette: Saa vidt jeg forstaar, udføres det praktiske Arbejde i „Stat og Regeringsforhold” her i Landet af Regering og Rigsdag i Forening. Da nu Rigsdagen vitterlig er delt i Partier, er det en Selvfølge, at Vælgerne maa kende saa meget til de forskellige Partiers Programmer, at de kan følge det, der synes dem bedst. Føler Vælgerne sig ikke tilfredsstillet hos noget af de bestaaende Partier, er der jo den Udvej, Frk. Daugaard antyder: et femte eller sjette Parti. Jeg ser kun ikke, at dette forandrer det vi nye Vælgere staar overfor: at finde, hvem vi vil slutte os til. I alle Forhold slutter man sig sammen og finder Meningsfæller. Saadan gjorde Kvinderne, da det gjaldt om at faa Valgretten. Hvorfor saa ikke følge det samme Princip i Politik?
Frk. Daugaaid taler om „Autoritetstro” (skal vel være autoritetstroende). Ja, hvordan mener Frk. Daugaard egentlig det skal undgaas? Vi, (Masserne) kan ikke kende hver enkelt Sag, har heller ikke lige stor Interesse for dem alle. Vi maa selvsagt finde nogen, vi har Tiltro til, det kan Være forskellige i de forskellige Sager, men der findes næppe anden Vej, vi har jo ikke alle Evner til at blive „Frisvømmere”.
Selvfølgelig kan man stemme uden at være i Parti, men lige saa selvfølgelig kan man lade være, selv om man staar i Parti - det ved Frk. Daugaard sikkert ogsaa. - Det skal indrømmes, at Partierne har mange Fejl og har mange Fejltagelser at se tilbage paa. Partierne er som Mennesker i al Almindelighed, langt fra saa gode som de skulde og burde være, men det vil saamænd ogsaa komme til at gælde „et femte eller sjette Parti”. - At jeg har „korrekset” Frk. Daugaard med Meningsfæller, kan jeg ikke indrømme. Naar man er Medlem af en Forening, hvis første Formaal er politisk Ligestilling, er det en selvfølgelig Pligt at „følge med”, saa man ikke staar raadvild den Dag, man opnaar det eftertragtede.
Frk. Daugaard er saa fortrolig med at „korrekse”, at hun tillægger andre samme Tilbøjelighed. Med Hensyn til min Udtalelse om, at vi bor i et Glashus. Ja, det fastholder jeg. Maaske Ordet Rænker lyder ilde, vi kan saa sætte „Fif” i Stedet, men det er jo i Grunden det samme.
Jeg skal i denne Forbindelse blot i Forbigaaende minde om den Episode ved Fællesmødet, da vi skulde blive færdig med Forhandlingen i en Fart for at komme i „Kosmorama”.
Da havde Indbyderne sikkert regnet med mange „Autoritetstro”! Frk. Daugaard forstaar nok denne Hentydning uden nærmere Forklaring. - Nej, vi er ikke saa rene, at vi har Lov til den Slags Angreb, der er fremkommen paa Fællesmøderne i Fjor og i Aar. De staar heller ikke godt til Takketog, Takketelegrammer og alt sligt.
Frk. Daugaard gør sig skyldig i den Misforstaaelse, at Kvinderne i Politik er som et Stykke ubeskrevet Papir, det vil vise sig, at hun tager fejl.
Frk. Daugaards største Misforstaaelse er maaske dog den, at det endnu et Stykke Tid vil være Dansk Kvindesamfund der skal føre Forsædet i Kvindesaglige Spørgsmaal. Her er jeg saa heldig at kunne holde mig til Frk. Daugaard selv, nemlig hendes Udtalelse om, at den lige Vej altid tjener Kvinderne bedst. Den lige Vej maa selvsagt være vor Repræsentation paa Tinge. Vi har ønsket Ligestilling med Manden, vi kan ikke samtidig forlange Livsstilling.
Kolding Højskolehjem 21.- 8.-16.
Maren Markussen.
I Anledning af ovenstaaende skal jeg for mit Vedkommende bemærke:
Spøgelset „Kvindeparti” er ikke fremmanet af undertegnede paa Fællesmødet i Odense 1915, men det er fremmanet af de Kvinder, som umiddelbart efter den nye Grundlovs Underskrift ilede ud til Byens og Landets Talerstole og forkyndte deres Tilhørere, at det vilde være taabeligt og utilbørligt, om Kvinderne nu fandt paa at danne et Kvindeparti. (Se Kv. og Sf. 1915 Nr. 11, Artikel: Fremtidens Kvindesag) og det er fremsat af de mandlige Politikere, som har udtalt sig i samme Retning. Ganske vist blev Spøgelset ogsaa fremmanet paa Odensemødet ifjor, dog ikke af undertegnede, men af Damerne Thora Knudsen og Marie Lassen, som paa det ivrigste fraraadede Kvindepartiet til Trods for, at jeg med Mandat fra Fællesstyrelsen i min Tale om D. K. under dets nye Par. l paa det bestemteste fraraadede Medlemmerne i Øjeblikket at tænke paa at skabe en ny Partideling, men i Stedet for forsøge, hvor meget der lod sig udrette for Kvindesagens Maal i Samarbejde med de bestaaende Partier. Læserne vil ogsaa huske, at der af Fællesstyrelsen senere, tilsigtende et saadant Samarbejde, er rettet Henvendelser til Partistyrelserne dels om at opstille kvindelige Kandidater ved de forestaaende Rigsdagsvalg og dels om at tage Hensyn til D. K.s Programpunkter i Partiernes Arbejdsprogrammer. Naar Maren Markussen har faaet den Opfattelse, at undertegnede har fremmanet Kvindepartiet paa omtalte Møde, skyldes det rimeligvis, at jeg, ihvorvel jeg fraraadede Dannelsen af et nyt Parti i Øjeblikket, dog opfordrede Medlemmerne til ikke at se bort fra den Mulighed, at det kunde blive nødvendigt, saafremt Partierne ikke viste sig rummelige nok til at optage og gennemføre Kvindesagens Fordring om den fulde Ligestilling, da at tænke paa en ny politisk Deling, dog ikke bestaaende af Kvinder alene men af alle de Mænd og Kvinder, som kunde samles om Kvinders Ligestilling om Hovedprogram. Altsaa ikke et Kvindeparti, men et Kvindesagsparti.
Nej, det er saa vist ikke mig og mine Meningsfæller, som forfølges af Spøgelset Kvindeparti, men det er de Mænd og Kvinder indenfor de forskellige Partier, som til Trods for deres stærke Ord om det taabelige og utilbørlige i at ville danne et Parti om Kvindernes Lighedskrav dog ikke kan skjule for sig selv, at en saadan Partidannelse vilde være den logiske Følge af det herskende politiske System, som de selv, men ikke vi har bøjet sig under, det, som den Dag i Dag tilraaber Vælgerne Hørups historiske Ord: Del Eder efter Anskuelser!”
Gyrithe Lemche.
Jeg forstaar ikke, i hvilket Forhold, en hel Del af de Bemærkninger M. M. har gjort i sit Indlæg, staar til den Sag, vi diskuterer. Til hvilken Nytte drage en Del Selvfølgeligheder frem og gaa uden om det, hele Forhandlingen drejer sig om, nemlig:
Haster det, at danske Kvinder melder sig ind i de bestaaende politiske Partier? Er det store Flertal (ikke alene den lille Haandfuld, der staar i D. K.) saaledes rustet, at de med Udbytte og uden at blive udbyttet kan gøre dette?
„Kvinden og Samfundet” kommer jo vidt omkring og læses af mange, der ikke paa anden Vis har Lejlighed til at danne sig et Begreb om det Trin, vor Kvindebevægelse staar paa her i Danmark.
Af denne Grund havde jeg helst undladt at opfordre Maren Markussen til videre Diskussion.
Jeg føler mig dog forpligtet til at bede M. M. med klare, forstaaelige Ord - ikke med Hentydninger - i næste Nummer af Bladet gøre Rede for, hvad der ligger til Grund for hendes Omtale af Valgretsfilmens Fremvisning paa Mødet.
Jeg haaber ikke, M. M. vil nægte mig Svar herpaa.
Th. Daugaard.
