Dolce far niente.

Han løftede hendes Hoved op og saa hende ind i Øjnene, der var feberagtigt tørre og glinsende.

„Indtil da, min lille elskede, vil Du bevare vor Kærlighed og gemme paa den. Hører Du, gemme paa den. Den er vor og ingen andens. Ikke sandt? Hvorfor skulle vi saa ikke ogsaa beholde den for os selv? En Gang skal vi nok bære den frem, en Gang, naar jeg er i Stand dertil. Saa vil vi ikke mere gemme den herude paa din Ø, men vise den frem for Alverden. Men indtil da - Du lover det jo, ikke sandt?”

Til Svar slog hun pludselig med vild Heftighed Armene om ham, trykkede sig ind til ham, klyngede sig tæt, tæt til ham.

„Gretchen - min elskede - elskede lille - - ” han bedækkede hendes Nakke med Kys. „Hvordan skal jeg dog leve uden Dig - uden Dig?

Han greb hende haardt om Hovedet og kyssede hende paa Munden, Hænderne, Øjnene, overalt - saa slog han Armen om hendes Liv og bar hende ind i Lysthuset.

Hvor hun var modig, den Lille. Han havde jo bedt hende derom.

Hun viste ikke en Taare i Øjnene hele Dagen. Undertiden, naar hun følte, de var nær ved at trænge sig frem, løb hun udenfor, gned sig med Hænderne i Øjnene og lod Blæsten fare hen over Ansigtet, kom saa atter ind til ham og hjalp ham med Indpakningen med et blidt, vemodigt, lille Smil.

Forøvrigt var der snart pakket. Alle hans Malerier blev rullet sammen med Undtagelse af et Par Stykker, som Gretchen maatte have Lov at beholde, og hun passede paa dem, som var det de største Kostbarheder paa Jorden. Det ene var en Skitse af hende selv, som hun sad og malkede „Stjernen”, det andet var Fiskerhytten med Omgivelser, ganske som han havde set det i Aftensolen den første Dag, da han kom hjem fra Engen i Selskab med Gretchen.

Medestangen blev tagen ned og Staffeliet sloges sammen, og den store Læderkuffert med de skinnende Messingsøm blev baaret ud i Forstuen, og saa sad Kong David der atter alene, og de farverige Paafugle saa ud, som fandt de det mere og mere kedeligt inde i deres kinesiske Porcellænstempler.

Stakkels Gretchen havde en Fornemmelse, som røvedes Stump for Stump bort af hendes eget Liv, alt som alle hans Ejendele bares ned til Stranden og det gamle Kammer blev saa kedsommeligt ligt sig selv, saaledes som det havde været Aar efter Aar saalænge hun kunde huske tilbage.

Og da hun tilsidst saa, han havde glemt et lille Billede, han holdt meget af - Michel Angelos Leda og Svanen, - tog hun det ned for at give ham det, men bestemte sig pludselig om og hængte det atter op. Hvor havde han dog travlt med Slutningen! Og det var saadan en lille kort, ynkelig Afsked de to kunde tage alene med hinanden i Skyggen ved Lysthuset - thi saa kom Far og raabte, at det var den yderste Tid, og han skyndte sig ned til Stranden i flyvende Fart.

Og da Grete stod alene tilbage paa Stenen ved Albuskene og viftede, og den røde Damper svingede om Pynten med den sorte Røg som en lang Stribe efter sig og med de mange, ligegyldige, fremmede Ansigter, som trængtes under Solteltet og havde saa store, store nysgerrige Øjne, da først svigtede Modet hende og hun pressede Hænderne mod Ansigtet, vendte sig bort og brast i Graad. Det var saa tomt, saa tomt.

Da han nu ogsaa var en godhjertet Tosse, saa knuste han hemmeligt med Bagen af Haanden en Taare i Øjenkrogen, da han nikkede Farvel for sidste Gang og steg i Baaden.

Men dermed var det ogsaa forbi. Thi da han kom nærmere og fik Øje paa de mange Mennesker paa Dækket, som morede sig saa kosteligt over den lille Fiskerpige og den fine unge Herre, saa blev han ærgerlig og sagde til sig selv:

„Saadan en lille Gaas - forbande mig - ! Og hun bilder sig ind - - ”

Og i disse Ord laa hele deres Historie.

Da han saa var kommen til Byen igen og havde levet sig ind i de gamle Forhold, Arbejder og Hverdagsvaner, saa satte han sig en Gang ned ved sit Skrivebord og skrev til sit Blad en Skitse om sit „Dolce far niente” og den blev ikke daarlig, kan De tro.

Selv fandt han den pikant, og Redaktøren syntes den var ypperlig, Amalie, som nu var forlovet og snart skulde hedde Fru Alm, læste den i Korrektur og fandt den fortryllende! Og alle hans Venner og flere til læste den, og alle fandt de den pikant, ypperlig og fortryllende.

Men Gretchen, den lille Gaas, som ikke kendte Verden og aldrig læste Bladene, hun troede paa Foraaret som paa Guds Ord og mærkede ikke, at Efteraaret kom med Kulde og mørke Dage.

Og da hun første Gang forstod, hun skulde være Moder, da grebes hun af Kærlighedens jublende Sejersglæde, der fik hendes Hjerte til at strømme over, hendes Øjne til at straale og hendes Mund til at smile. Hvad brød hun sig vel om, at Snedriverne taarnede sig op derude, at Havet buldrede og at Nætterne var lange og mørke.

Han kom jo til Vaaren.